Nils Malmros gør det, som ingen andre tør gøre: Han tærer af sin hovedstol. I overført betydning er det lidt det samme som at save et stoleben af den stol, han selv sidder på, for når hovedstolen – samlingen af egne selvbiografiske fortællinger – er tømt, er der ikke mere at fortælle om. Nils Malmros har da også fortalt, at han efter hver film tænker, at nu kan der ikke vrides mere mælk ud af de patter, men alligevel skummer ham gang på gang fløden – og en film kommer ud. Det gælder også Kærestesorger, der er den længe ventede opfølger til en af dansk filmhistories store klassikere, nemlig Kundskabens træ – dansk films Bibel om den skrøbelige pubertet.

Derfor er det hos Malmros modigt i dobbeltforstand at tage dette skridt. Det er ikke kun sin egen gymnasiefortælling, han trækker på, men det er også vores allesammens møde med de elementære kønsdrifter, som står for videreførelse. Derfor stilles der selvsagt enorme krav til filmen, der også har været meget længe undervejs. Nils Malmros brugte intet mindre end tre år på at filme Kærestesorger, netop for at skuespillerne skulle ældes i samme tidsrum, som de karakterer, de spiller. Det giver ikke kun filmen en vis autencitet, men det tilfører selvfølgelig også nogle enormt besværlige produktionsomstændigheder. Eksempelvis måtte Malmros undervejs kræve, at Simone Tang – der spiller Agnete – ikke kunne være bagerjomfru, fordi han frygtede, at hun ville tage for meget på.

Nils Malmros henter meget af sin inspiration fra den franske instruktør François Truffaut, der også trak gevaldige veksler på sin egen hovedstol – Truffaut brugte desuden den samme skuespiller gennem hele sin instruktørkarriere til at spille sit alter ego. Så langt er Malmros dog ikke gået, men alle hans film er slentrende passager ned gennem egen hukommelse, hvilket selvfølgelig gør filmene interessante fra almindelige biografiske vinkler. Både Kundskabens træ og Kærestesorger især, men også flere andre af hans film, er stærkt omdiskuterede, fordi Malmros mener at komme sine egne oplevelser temmelig tæt. Filmene bliver på den måde erindringsdokumenter.

Det betyder også, at de mange film, vi efterhånden har fået fra Malmros, tegner et mere og mere komplet livsforløb, idet han selv er ved at være oppe i årerne. Kærestersorger tager – som sagt – fat på gymnasieårene, men gør det samtidig også ud fra et mere generelt tidsbillede, der gør filmen relevant for os alle. Fortællestilen og karakterskildringen gør således kun filmen her til en nærgående og vedkommende dokumentation af nogle psykologiske processer, vi alle gennemgår. Det betyder også omvendt, at Malmros holder fast i en fortællestil, der – contradictio in terminis – må kaldes antinarrativ. Der er sjældent hos Malmros – og derfor heller ikke i Kærestesorger – noget overordnet og eksplicit mål, der driver filmen videre, men vi er i stedet vidne til enkelte skæbner, der på godt og ondt svirer ind og ud mellem hinanden. Ikke mindst en oplevelse de fleste af os kan nikke genkendende til fra vores respektive gymnasieår.

Kærestesorger har da også fået en ganske værdig reception, og det er ganske simpelt, fordi det her lykkes Malmros at tage skridtet ind i sit eget liv og pille tre år ud, der skildrer noget specielt. Titlen skal og kan tolkes bredere end som så, men det er i sin banalitet og underfundighed, hvad det hele handler om: at træffe den, man holder af, og miste denne igen – og om at holde fast. Kærestesorger er indtil videre sidste kapitel fra en uudtømmelig hovedstol – men givetvis kun indtil videre…