”Jeg hedder Inger, og jeg er skizofren, det synes jeg I skulle vide”.

Inger, har fået mikrofonen for at præsentere sig for turistbussens øvrige rejselystne passagerer, på vej fra Aalborg Busterminal til Paris, anno 1997. En usikker stemning breder sig, en svag forsigtig skepsis spores overfor et eventuelt uroelement, der måske kan risikere at forstyrre drømmerejsen til byernes by. Den slagfærdige buschauffør, der også fungerer som guide, er straks klar med en frisk bemærkning og en fællessang. Ingen grund til uro.

Inger er ledsaget af lillesøsteren Ellen og svogeren Vagn, der begge er beskyttende, omsorgsfulde, og forstående overfor den sindslidende Inger. Pariserrejsen er deres bryllupsrejse, men også en kærlig handling for, at Inger skal genopleve Paris, som hun for snart 20 år siden havde et nært forhold til.

Rose er skrevet/instrueret af Niels Arden Oplev (senest Ser du månen, Daniel 2019) er inspireret af søsterens sindslidelse. En klassisk udviklingsrejse (tid, sted og handling) Aalborg-Paris retur, hvor den sindslidende og hendes ageren/udvikling er i fokus. Hvor også fordomme og hykleri hos medpassagererne udstilles, når de på rejsen konfronteres med Ingers reaktionsmønstre – og de er bestemt ikke forudsigelige, men heldigvis tit med megen humor.

Inger har et sprødt sind. Allerede fra første nærbillede, hvor hun ligger på sengen og mekanisk børster sit lange krøllede hår, oplever vi en følsomhed, en usikkerhed og en smerte – et ansigt, der umiddelbart griber og foruroliger. Sofie Gråbøl er til mindste detalje Inger. Et sjældent nuanceret og loyalt portræt af en sindslidende kvinde. Fra voldsomme næsten voldelige udbrud, til verbale provokationer. Angst for at kaste sig ud af bussen, angst for at sidde ved vinduet, angst for altanen på hotellet. Stemmer, der dirigerer hendes adfærd og hendes råben på beroligende Stesolider. Provokerende overfor medpassagererne. Ikke mindst overfor den, åh, så korrekte, moraliserende og temmelig forstokkede, viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling), hvis forargelse ingen ende har, da Inger allerede i bussen på vej gennem Tyskland, spørger: ”Vil du kneppe mig!”.

Heldigvis er der også ægteparret Skelbæks 12-årige søn Christian, der får en fin nærkontakt med Inger og ikke er bange for at stille hende spørgsmålet: ”Hvordan blev du tosset?”. Svaret falder prompte: ”Jeg blev forelsket”. Her er nøglen, ikke blot til sindstilstanden, men også til Pariserrejsen – for det var her det skete, forelskelsen.

Men Rose er mere end en portrætfilm. På fineste måde skildres familieforholdet, hvor Lene Maria Christensen, som lillesøster Ellen og svoger Vagn (Anders W. Berthelsen) overbevisende viser både omsorg og forståelse for Ingers situation. Som tilskuer er vi helt på deres side og fryder os hjerteligt, når Inger, der i modsætning til sine medrejsende, inklusiv guiden/chaufføren (Peter Gantzler) viser sig til fulde, at beherske det franske sprog og derfor må overtage tolkningen f.eks. af det franske menukort.

Selvfølgelig skal de besøge de klassiske seværdigheder. Med den lille gruppes øjne lukkede, fører Inger dem gennem Monets have, hvor de først må se, når de står foran den berømte åkandebro. Smukt og malerisk. Forrygende er også Christians og Ingers livlige kørestols tur gennem Versailles mange sale, med guldtapeter, prismelysekroner og spejle. Paris gør sindet godt. Men giver også smerte. For det er her hendes livs kærlighed bor.

Pariserturen er fuld af barok humor. Bedst når de forargede tilbagevises af Inger, med en overraskende replik eller handling, uden at filmen falder i den nærliggende gøren-nar-af-grøft, af det Nordjyske rejsehold – ikke mere end fortjent! Lidt føler vi os trufne, når vi ind i mellem, indrømmet, irriteres eller stødes over Ingers anormale reaktioner. Mest intenst følger vi hendes følelsesmæssige og dramatiske oplevelser i byernes by, der kulminerer, da hun vælger at opsøge kæresten, der svigtede hende.

Rose er en smuk og et meget vellykket nuanceret portræt. Ikke kun af et følsomt sind, men også et billede af ganske almindelige mennesker på selskabsrejse, som det engang hed. Uden at karikere mere end vi fortjener. Med den klare enkle morale, at tingene/menneskene, ikke altid er, som de ser ud, ved første overfladiske blik. Stor skuespil- og fortællekunst, der både påvirker tårekanalerne – og smilebåndet.