Der er skiseme ikke ret mange lyspunkter at finde, i den udgave af det vilde vest som seeren præsenters for i The Homesman. Her er der nemlig tale om en film, der rent stemningsmæssigt er tættere på film som Jim Jarmuschs Dead Man eller undergangsromaner som Blood Meridian, end de westerns, der maler et velkendt, spraglet, hårdkogt billede af denne periode.

At fortællingen er barsk, trøstesløs og til tider decideret ubehagelig betyder dog ikke, at filmen ikke er værd at se; det er den bestemt, man bør blot ikke sætte sig til rette i biografsædet med forventninger om at man skal opleve en western der byder på skuddueller ved middagstid, værtshusslagsmål eller en nostalgisk-romantisk skildring af livet på den amerikanske prærie.

Filmen starter så langt ude på landet som man nærmest kan komme. Midt om vinteren i en lille flække ved navn Loup i Nebraska. Her hærger difterien. Både kvæget og især de mindste børn bukker en efter en under for denne frygtelige sygdom. Dette er mere end en håndfuld af egnens kvinder kan klare og de bliver ganske enkelt sindssyge af sorgen over tabet af deres børn.

Således ser vi indenfor filmens første ti minutter både en rystet mor lægge det tredje barnelig nænsomt til rette under halmen i udhuset mens vi er vidne til en af de andre kvinder tage et nyfødt, skrigende barn fra sit bryst og smide det ned i lokummet. Det er barske sager det her.

Gode råd er dyre, for kvindernes mænd kan bestemt ikke tage sig af dem længer. Derfor trækkes der lod i den lokale kirke om hvem der i den lille menighed skal fragte de tre sindslidende kvinder østpå, så de der forhåbentlig kan komme til hægterne hos en præst i Iowa. Valget falder helt atypisk på gammeljomfruen Mary Bee Cuddy, der oprindelig kommer fra New York, men som tilsyneladende har tilpasset sig det barske landmandsliv på hendes farm i Nebraska. De to øvrige mandlige kandidater ved lodtrækningen klarer frisag, og selv om Mary Bee egentlig trak lod på vegne af en tredje mand er han så ustabil selv, at hun selv indvilliger i at drage afsted på den farefulde tur.

Idet Mary Bee er ved at gøre klar til afgang, kommer hun forbi en mand siddende på en hest, med en løkke om halsen. Han er tidligere blevet angrebet af byens mænd, da han opholdt sig illegalt i en af deres venners hus, da denne var bortrejst. Mary Bee forbarmer sig over den barkede cowboy, spillet af filmens instruktør Tommy Lee Jones, som til gengæld for sit liv og ikke mindst med udsigten til 300 dollars i kolde kontanter, indvilliger i at hjælpe Mary Bee med at fragte de sindslidende kvinder tværs over Amerikas prærie.

På sæt og vis er filmen altså en roadmovie, hvor den farefulde rejse er i centrum, men det bliver lige så meget en skildring af de enkelte figurers skæbne og af den indre rejse som den ydre bliver et udtryk for. Hvis man antager at omgivelserne i en film symbolsk skal ses som billeder på figurernes indre liv, så er dette virkeligt hårdt og jammerligt.

Selv om de tre ufrivillige, kvindelige passagerer i starten virker meget forskellige, kommer kvinderne mod filmens slutning til at fremstå tydeligt præget af deres rejse som en tavs gruppe, traumatiseret af de oplevelser de har haft undervejs.

Det er heller ikke småting som de udsættes for. Undervejs møder de med en lille flok indianere der virker alt andet end fredelige, de udsættes for ubarmhjertige snestorme, sult, tørst og ikke mindst et særdeles væmmeligt møde med en gruppe, såkaldt civiliserede mennesker der holder til på et nybygget hotel. Ejeren af hotellet nægter arrogant at tage imod det noget umage flok, da han, som han siger, venter et større selskab af potentielle vigtige investorer, der kan være interesseret i at købe land i området.

Filmen er baseret på en berømt roman af Glendon Swarthout, der måske bedst kendes i westernkredse for hans roman The Shootist (som i 1973 blev omsat til en af de sene John Wayne-westerns af same navn instrueret af Don “Invasion of the Body Snatchers” Siegel). For et dansk publikum er det også interessant at opleve Sonja Richter som måske den mest sindssyge af de tre kvinder I vognen og hendes mand bliver spillet af David Denick, som til trods for at han er svensk født, også har medvirket i et utal danske film. De får endda lov til at tale dansk i de scener i filmen, hvor de er sammen. Et ægteskab der sikkert i lige så høj grad som tabet af børnene, har drevet den unge hustru til vandviddets rand.

The Homesman er en film, der tager sig rigtig god tid til at fortælle sin historie med. Selv om filmen kun varer lidt over to timer føles rejsen, helt bevidst, meget længere. Den fortælles med en træghed og præcision i både ord og billeder som virkelig klæder den. Det er til gængæld ikke en rolig film, for man tynges konstant af den usikre situation som vore hovedpersoner er en del af, og an stavrer mærket og lettet ud af biografen. Lettet ikke så meget på grund af en forløsende slutning, nej, snarere fordi man befinder sig i Aalborg i 2014 og ikke i Nebraska omkring 1880.