Den danske instruktør Christian E. Christiansen har – siden han brød igennem med sin næsten kultagtige debutspillefilm Råzone (2006) – været en særdeles aktiv instruktør. Han har formået at kombinere en dansk familie- og ungdomsfilmskarriere med et arbejde med en international profil. Ind imellem drypper han dramatiske, flotte præstationer såsom kræftfilmen Dig og mig (2008) og den stilmæssigt ekstravagante thriller ID:A (2011). Med flair for genrer, for det familiære, fx i julekalenderen Mikkel og guldkortet (2008), og den rå ungdomskultur som i Råzone, er Christiansen en alsidig instruktør, der gennemgående formår at få rigtig meget ud af sine ellers relativt smalle fortællinger.

2014 har også været et aktivt år. Han har instrueret et dobbeltafsnit af tv-serien Dicte, indspillet den amerikansk producerede Where the Devil Hides, mens han – endelig! – har instrueret sin opfølger til debuten Råzone. Filmen hedder Lev stærkt, og handler om venskabet mellem de to fyre Nikolaj og Martin. De er begge pigeglade bilentusiaster, der deltager i de rå og forbudte ræs på gader og stræder i Aarhus, og lever en tilværelse, hvor rygmarvsreaktionen til filmens titel er ’dø ung’. I titlen og til dels i handlingen er der oplagte nik til Willard Motleys roman Knock on any door (1947), der på dansk fik titlen Lev stærkt – dø ung. Filmen tages gerne til indtægt for et floppet år i dansk film. Det er faktisk lidt en skam, for Lev stærkt er en glimrende film, der måske kun skæmmes af en noget moraliserende tone.

For det går selvfølgelig galt for de to knægte. Filmens første kvarter er en hæsblæsende passage, der for alvor introducerer stilen fra The Fast and the Furious-serien på dansk grund. Hele fascinationen af biler, kvinder og venskab sælges til højstbydende i en flot introduktionssekvens, der samtidig fint karakteriserer de impliceredes forhold til sig selv og hinanden. Det er kompakt, levende og helvedes drengerøvsagtigt. Efter et slagsmål på en bar går det dog galt, da de stjæler en bil og kører om kap gennem gaderne i Aarhus. De rammer en kvinde på en cykel, der ryger på intensiv for senere at dø at kvæstelserne. Herfra ændrer filmen karakter og bliver til en fortælling om forsøg på undslippelse af straf og moralsk fortrydelse.

I 1948 instruerede Carl Th. Dreyer færdselspropagandafilmen ”De nåede færgen”, en filmatisering af Johannes V. Jensens novelle ”Naaede de Færgen?” (1925). Dreyers film var en moralsk fortælling om ræs på landeveje og faren ved fart i motoriserede køretøjer. Den filmtekniske fascination af farten samt den moralske og dødelige vurdering af samme i Lev stærkt genkender vi fra Dreyers film og Jørgen Roos’ flotte billeder: hovedpersonen på motorcykel kører om kap med døden og når til sidst færgen i en kiste. Uden at afsløre for meget så har slutningen i Lev stærkt helt klare ligheder med slutningen på Dreyers kortfilm, men forskellen er også iøjnefaldende: i stedet for en mytologisk slutning, får vi et helt afmytologiseret håb. Eller mangel på samme.

På mange måder har filmen også flere ligheder med Dostojevskis Forbrydelse og straf (1866), hvor hovedpersonen Raskolnikov lider under eksistentielt-moralske skrupler, efter han under et røveri slår en kvinde ihjel. På samme måde hjemsøges Martin, der ender med at køre kvinden ihjel, af moralske spøgelser, mens den kriminelle løbebane, som Raskolnikov – af sociale omstændigheder – tvinges ud i, også bliver en del af handlingen i Lev stærkt. Men igen – til forskel fra Dostojevskis eksistentielt-teologiske take på moralen – er eksistentialismen i Lev stærkt i stedet rå, ubarmhjertig og uden trøstende rammer.

Det er med andre ord helt klassiske tematikker, Christian E. Christiansen tumler med i sin opfølger til Råzone. Men Lev stærkt har også helt basale ligheder med Råzone, der foregår i et ungdomsmiljø blandt piger. Den indbyggede fortælling om forelskelser er her i bund og grund ’oversat’ til et testosteron-hypet miljø blandt fyre. De to hovedpersoner er spillet af Cyron Melville (Nikolaj) og Jakob Oftebro (Martin), mens pigen, der kommer midt imellem, er spillet af Danica Curcic. Alle tre er unge og meget lovende bud på nordiske skuespillerprofiler – og i Lev stærkt, der er overraskende velspillet. Christiansens karakterinstruktion sidder lige i skabet.

Undervejs forsøger filmen heldigvis på at undslippe den lidt for moralske tone, der – efter ulykken – indfinder sig i filmen. Det bliver i stedet til et eksistentielt drama om en fyr, der knuses indvendigt fra. I denne progression afveksler filmen pudsigt nok mellem de nærværende krisescener og en stadig fascination af drengerøvene, der brænder gummi og kører stærkt. Drengerøvsstemningen får stedvis lidt fornyet gnist, og det er slet ikke denne, der sættes til debat. Men filmen undslipper ikke helt den parallelt moralske tone, som vi genkender fra Dreyers moralske film, der var en kulturfilm produceret til Rådet for større trafiksikkerhed. Desværre ser filmen kommercielt ud til at ’dø ung’, fordi den endnu ikke har fået den fortjente opmærksomhed. Den er blevet kritisk flot modtaget, men for få har trodset de samtidige store blockbustere i de danske biografer.