Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Drømmen (104 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2007, 22:51 af Kim Toft Hansen

Martin er ikke Luther lagkage


Martin er ikke Luther lagkage

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi drømmer os alle tilbage til tider, hvor der var noget at kæmpe for, til tider, hvor vi ikke rendte rundt som skæve, postmoderne vægelsind. Der var engang, hvor man var skæv af helt andre årsager. I sluttressernes storkespringvandskultur kunne vi finde vej til elementet og derigennem ændre verden – og verden blev ændret, endog gennem tåger af ristet tobak tilsat hjemmedyrket pot. Der kan da også være noget om, at pottåger er bedre end ecstasy-psykoser. Den slags vejrfænomener er dog fjernt fra Niels Arden Oplevs film Drømmen, der i stedet karakteriserer noget af det, som 60’erne var et opgør imod, nemlig den autoritære skole med forkærlighed for korporlig afstraffelse. Det er den skole, vi i daglig tale plejer at omtale som ”den sorte skole”.

Drømmen diskuterer selve konstruktionen af skolesystemet, der modstilles af traditionalisten Lindum Svendsen og reformisten Freddie. Imellem bliver disse to personer fanges eleven Frits, der selv – som ny elev fra landet – stiller sig stærkt tvivlende over for den strenge, regelrette opdragelse, som Svendsens provinsskole står for. Frits har nemlig langt hår! I den forstand er vandløbet fra Storkespringvandet ikke langt væk, idet Freddie – som ny lærer på skolen – selv har været demonstrant. Han har desuden også langt hår. Filmen udvikler sig således som et opgør mod sortskoletendenserne på den ene side og venskabet mellem Frits og Freddie på den anden side, der udmønter sig i en kamp mod Svendsens skolesystem. Sideløbende med disse spor får vi en kærlighedsfortælling, en fortælling om Frits’ fars sindssyge og halve små skæbner, der forsyner historien med det retmæssige krydderi til at lade filmen fortsætte i spillefilmslængde. Filmen er på den måde en veldrejet og pænt tilrettelagt fortælling i elevhøjde men med tydelige appelspring op i voksenhøjde. Det er dog ikke nok til godtgøre den anerkendelse, som filmen har fået – det vender jeg tilbage til.

Drømmen er uomtvisteligt Niels Arden Oplevs store gennembrud både rent seermæssigt men også internationalt. Hidtil har vi kendt ham fra Portland, Fukssvansen og en lang række serieinstruktioner, bl.a. Rejseholdet og Ørnen. Drømmen var en af de mest sete film i biograferne, mens den stort set bragte de priser hjem, som den var nomineret til: Krystalbjørnen i Berlin som den største, mens den tillige har taget bedste-films-priser til diverse børne- og ungdomsfestivaler. Den er på den måde tilsyneladende en film, vi skal lægge mærke til. Det er da også tydeligt, hvad det er, man falder for i filmen. Den er yderst velfortalt, der er ingen tekniske blundere, der er skuespil af høj klasse, og den er skruet så godt sammen mellem billede og lyd (musik), at den sætter hele føleregistret på en sentimental prøve. Det er dog bare en skam, at Peter Belli ikke kan synge ”House of the Rising Sun”.

Men er det nok? Skal der ”kun” en velkomponeret film med følelserne på rette sted til at vinde verdens filmgunst? Tilsyneladende! Vi spindes ind i et spil af dyd og store referencer – fx ændrer Frits navn til Martin undervejs, fordi han ”har en drøm”. Han personificerer sig direkte med Martin Luther King, og på den måde bliver reformatoren født direkte ind i det danske skolevæsen, hvilket kommer til at virke en anelse kvælende. Moralismen bliver smurt så tykt på, at den kommer til at ligne den ungdomsfortælling, som den egentlig også er. Skulle filmen have fungeret fuldt ud, skulle den have skruet lidt ned for appellen til de ældre generationer, der – med håbefuld tankegang – gerne selv vil koble den moralske landevej, der i filmen kommer til at føre direkte ind i de sort-hvide mønstre, som den forsøger at gøre op med. Traditionalisten bliver i Drømmen spundet ind i et net af ondskabsfuldhed og selvtilstrækkelig korruption med hang til Folkehøjskolens sangbog, mens reformisten bliver fremstillet som den retskafne systemomvælter, der kaster salmerne ud til højre for at tage rock n’ roll-musik ind fra venstre. På den måde bliver ”kampen” – om jeg så må sige – fremstilles som et besk opgør mellem godt og ondt, sort og hvidt.

Erstatter du desforuden sangbogen med traditionelle, åndsforladte poesifortolkninger og rockmusikken med indfølte, omskabende digtlæsninger, mens Anders W. Berthelsen erstattes af Robin Williams, så får du stort set Dead Poet Society, der fortæller nøjagtig samme historie, men gør det i stedet ud fra lidt andre præmisser, der ikke havner i så skarp moralisme – selvom den dog slet ikke kan sige sig fra heraf alligevel. Det gør dog heller ikke noget, at fortællinger afgiver moralsk opkast, men moralen skal ikke være selvmodstridende, som den kommer til at være i Drømmen. Selve opgøret med den sort-hvide tænkning i den danske folkeskole i 60’erne, indvæves i et præcist ligeså sort-hvidt fortællemønster, hvilket til sidst fanger filmen på det forkerte ben. Dog kan den slet så kritiske seer anfægte dette synspunkt ved at påpege, at det blot er fortælleteknik, der forekommer som et transportmiddel for moralen. Hertil vil jeg blot forfægte, at man jo ikke kan være medlem af en Dyrenes beskyttelse til hverdag og samtidig gå på Klampenborg om lørdagen.


Forrige anmeldelse
« Mistet opkald «
Næste anmeldelse
» Mountain of the Cannibal God »


Filmanmeldelser