Det begynder vidunderligt poetisk med et tryllenummer, hvor jorden (i Rune Klans hænder) bliver til som biprodukt af en leg med elementerne. Herefter er det så som så med poesien, Biblens verden er i denne forestilling mest prosaisk og paradoksal. Den dramatiske form hedder iflg. Wikipedia Skrako - en sammensætning af skuespil, rap og komedie (komedy). I Danmark er fænomenet hovedsageligt blevet kendt gennem stykket "Gynt", der sidst i 2005 og først i 2006 var aktuelt på Betty Nansen Teatret.

Her får vi altså fra Nørrebros Teater highlights fra Bibelhistorien fremført som standup-sketches blandet med rap/dance-numre og parodisk-pædagogiske forklaringer på de mange mærkværdigheder i den store, gode bog. Der er i 1. akt ikke specielt højt til loftet i Nørrebro Teater-kollektivets frække fantasi over temaer fra The greatest story ever told/Old testament, men der er en gennemgående rå og charmerende humor med snert og nerve, som gør de letbenede løjer spiselige – og indimellem får de store gamle fortællingers pointer til at lyne. Forestillingen skifter ikke stil, men mærkbart karakter og stemning i 2. akt, som gælder det Nye Testamente. Det er stadig ofte meget morsomt, men på den vedkommende og provokerende måde, hvor latteren ofte bliver stikkende i halsen på tilskueren. Tonen bliver mørkere, scenografien sprænger nærmest alle rammer (der bliver virkelig højt til loftet, efter at templets mure er faldet i et gigantisk jordskælv), og alt det fantastiske og paradoksale i historien om Jesus – ”der kun var star i tre år, fra han var 30-33” – kommer flot frem, spejlet i Biblens dilemmaer, som de ser ud i vores egen tid.

Som tilhører må man ikke være sart på Biblens eller kristendommens vegne – begge holder såmænd nok også til denne omfavnelse – og hvis man er fra provinsen, må man ikke blot acceptere den gennemgående rå og småsjofle Nørrebro-jargon, men man må også kunne fatte den københavnske selvironi(?) i udfaldene mod mennesker fra Struer, Esbjerg og Ikast (som i denne forestilling repræsenterer de smådumme jøder og andre bondejokker). Men hvis disse præmisser kan accepteres, leverer Spang & co. en levende teateraften i højt gear og med mange overraskelser, som også er fanget udmærket ind på DVDen – samspillet med publikum er fint gengivet, og publikums begejstring kan man slet ikke tage fejl af. Intet er helligt i denne forestilling, alt i Biblen kan tilsyneladende formidles humoristisk og rytmisk. Men er der også dybde og snert nok? Det synes jeg, der er, især i 2. akt.

Folkene bag forestillingen har sat sig rigtig godt ind i teksten – og der citeres indimellem på nærmest ukristelig vis, som når Rune Klan læser afsnittet om Lot og hans døtre op eller genfortæller Jobs historie. Også scenografisk er der punch i handsken, når det Gamle Testamentes nøjeregnende, hævngerrige og nærmest paranoide gud/Gud må i gruppeterapi på hoppebolde efter Syndfloden (sammen med Tor(e) og Buddha), når han manuducerer Moses og sender stentavler pr. efterkrav, når Jesper Langballe toner frem på lærredet som Lots alias, eller når Jesus hænger sig selv i ruinerne af det sammenstyrtede tempel.

Forestillingens trumfkort er indiskutabelt Jonathan Spang, som helt suverænt samler fokus omkring sig og sin ’tekst’, uanset om han optræder som pædagogisk eller ironisk moderator, som vred Gud, som fortvivlet jøde eller som en farlig og resigneret Jesus. Dette lille menneske er en stor skuespiller med en fantastisk intensitet og timing. Hans karaktermæssige modstykke er tryllekunstneren Rune Klan, som med sit blide, lidt lade væsen og sine smådistræte, men stedvist højfrenetiske, indspil får den reelt meget kritiske forestilling til at balancere. Det enlige kvindelige element i forestillingen, stand-upperen Linda P., fungerer udmærket. For mig er hun et nyt bekendtskab, og hun kunne efter min mening fint have været brugt mere i forestillingen. Dette problem tager hun selv op i en kvik sketch om ligestilling i forestillingen og på Nørrebros Teater, som en spejling af lignelsen om vingårdsbonden og hans arbejdere. Rap/sangindslagene med de danske dance-stjerner Blæs Bukki og Tue Track fungerer glimrende i helheden – der er ofte stor dybde i teksterne, som gør bibelordene aktuelle, og musikalsk kan de ostinate rytmer få os til at føle, hvordan det er at blive indoktrineret: hør min rytme (mit budskab) og gentag den, til du glemmer hvem du selv er.....

Dette er en DVD (+ bonus-CD med alle musiknumrene), man kan se sammen med sine teenagebørn – hvis de da ikke tænder helt af på kristendom. Man kan også overveje at forære den til sin sognepræst og foreslå en studiekreds – med fare for at blive ekskluderet af det gode selskab. Hvis det sidste skulle ske er man nok alligevel havnet det forkerte sted.