Man kan mene meget om Roman Polanski som privatperson. Særligt den gamle voldtægtssag, der har holdt ham ude af USA. Også da han skulle modtage en Oscar for The Pianist (2002). Men en blakket fortid i privaten skygger ikke for, at hans film med en overlegen sikkerhed rammer både et smalt og et bredt publikum. På hver sin måde. Det smalle publikum tiltrækkes af filosofisk og eksistentiel dybde, mens det brede publikum er en vigtig medårsag til, at hans film samtidig er typisk Oscar-potentiale. Intet mindre end 28 nomineringer er det blevet til for Polanskis film gennem tiden. Højdespringeren er stadig et af neonoirens hovedværker Chinatown (1974). Hans seneste film Carnage (2011) sigter dog ikke direkte efter gyldne statuetter. I stedet er det et stilsikkert kammerspil, som kun udspiller sig gennem én enkelt scene.

I starten ser vi fra afstand en gruppe knægte på en plæne. Det bliver til håndgemæng, og en dreng slår en anden i hovedet med en kæp. En hurtig åbningsscene, der leder ind i to ægtepars lange, indgående diskussioner. Gerningsdrengens forældre, Nancy og Alan, er på besøg hos den forslåedes forældre, Penelope og Michael. Og her udspiller der sig en lang scene, faktisk hele filmen, der handler om de disputer og enigheder, som disse to forældrepar kan komme frem til. Det tager selvfølgelig udgangspunkt i drengenes uenighed, men hele tiden divergerer handlingen videre til beslægtede emner. Filmen bølger frem og tilbage mellem pudsige og overraskende alliancer de fire personer imellem, der hver især – på trods af scenens smalle overskuelighed – udvikler sig undervejs. Den forslåede drengs far viser sig specielt at have nogle fine karakterspring i vente.

Dialogen står altid stærkt i Polanskis film. Og har gjort det fra starten. Spændingsfilmen Knife in the Water (1962), som i øvrigt var hans spillefilmsdebut og den første Oscar-nominering, viser, at spænding og dialog ikke er stærke modsætninger, selvom de ofte betragtes som arvefjender. Polanskis film er bemærkelsesværdigt forskellige i tema og genre, men et gennemgående træk ved de fleste er en velinstrueret dialog. Dialogen er også dét helt bærende element i Carnage. Kunne man forestille sig, at en enkelt dialogscene fra en Woody Allen-film blev trukket ud til at vare en hele spillefilm, så er man faktisk meget tæt på, hvad Carnage formår. Egentlig er filmen så Allen-agtig, at det på flere punkter virker som mere end blot inspiration. Særligt de mange pseudointellektuelle spidsformuleringer er som slynget ud af en karakter hos Allen. Men kan man lide Allen, gør det jo ikke noget. Disse passager kommer dog fra filmens hovedkilde: teateret.

Filmen er baseret på franske Yasmina Rezas teaterstykke Le dieu du carnage (2006), der betyder ’blodbadets gud’. Det havde oprindeligt premiere i Zürich, men fik international opmærksomhed, da det blevet adapteret i både Londons West End og på Manhattans Broadway. Reza har selv været med til adaptionen til film sammen med Polanski, og de har sammen i høj grad formået at bevare et teatralsk præg over filmen. Trods filmens smukke cinematografi er den fastholdt i en relativt anonym vinkling, der levner plads til de fire hovedkarakterer. Jodie Foster og John C. Rielly spiller ægteparret til drengen, der er blevet slået, mens Kate Winslet og Christoph Waltz spiller det andet ægtepar. Rielly stjæler i nogen grad billedet fra de tre andre, men han har naturligvis også fået tildelt den mest spændende rolle. Kate Winslet overrasker også med fint karakterskuespil. I en film, hvor dialogen bærer alt, lægger de fire hjørnestenen i samspillet.

Carnage er en utraditionelt og overraskende Polanski-film. Blodbadet på plænen bliver sat i relation til Penelopes interesse i Afrika og særligt Dafur-konflikten. Det bliver ikke brugt til noget specifikt, men antyder filmens metonymiske fokus på børnenes konflikt, der repræsenteres i forældrenes konflikt, som dernæst kan ekstrapoleres til større verdenskonflikter. Titlen Carnage, der netop betyder ’blodbad’ eller ’nedslagtning’, og som indledningsvist selvfølgelig henviser til scenen mellem de to drenge, udtrykker hyperbolsk naturligvis også dette fokus. Det store er gemt i småtterierne. Polanski og Reza overlader det (heldigvis) til seeren selv at drage parallellerne. Carnage fastholder i stedet kammerspillets intensitet og lidenhed i et lidet frugtbart møde mellem synspunkter.