Der er mange ting på spil i Roman Polanskis nyeste film Ghost Writer, der på dansk har fået den noget mere forvirrende titel Roman Polanskis Skyggen. Filmen er først og fremmest en rendyrket, politisk paranoiathriller, baseret – i store træk – på romanen af Robert Harris og som sådan fungerer den upåklageligt. Dernæst er filmen en slet skjult politisk kommentar til de internationale relationer, som eksisterer mellem USA og England, især med henblik på håndteringen af den aktuelle krig i Irak, og endelig forekommer filmen at være en metakommentar til det eksil fra USA, filmens instruktør selv har oplevet.

Filmen kort fortalt; en ung forfatter kontaktes af sin agent. Den forhenværende britiske premierminister, Adam Lang, skal have færdiggjort sine memoirer, men da den forfatter ministeren tidligere arbejdede sammen med findes druknet, skal der findes en afløser hurtigt. Vores unge helt får jobbet og nu skal han på under en måned forsøge at finde hoved og hale i det store manuskript som Lang har skrevet. Han rejser derfor fra London til USA, hvor Lang ferierer i et afsides sommerhus og begynder sit arbejde.

Samtidig bliver ministeren af hans forhenværende udenrigsminister anklaget for at have medvirket til illegale CIA transporter af terrormistænkte, samt at have set gennem fingre med den tortur, som disse politiske fanger skulle være blevet udsat for. Da den internationale krigsforbryderdomstol i Haag efterfølgende kræver Lang udleveret til retsforfølgelse, bliver det besluttet at Lang skal blive på amerikansk grund. Da Lang rejser til Washington for at få officiel støtte, begynder vor navnløse forfatter at grave i fortiden og opdager hurtigt flere unøjagtigheder i forhold til det manuskript, han er blevet sat til at omskrive.

Selv om ovenstående synopsis måske lyder ganske ordinær, har Polanski med sin vanligt eminente sans for dystre dramaer formået at sætte sit markante fingeraftryk på fortællingen. Filmen byder på en billed- og lydside, der pludselig får hverdagssituationer som eks. en gråvejrscykeltur til at fremstå både skræmmende og intimiderende. Dertil kommer, at der hele tiden bliver lagt falske spor og halve sandheder ud i løbet af filmen, der med garanti vil få seeren til at danne nye hypoteser om hvordan det hele hænger sammen – i sidste ende er det sikkert kun de, der har læst bogen, som har kunnet gennemskue sammenhængen.

Ghost Writer er en thriller, der gennem sine solide skuespillerpræstationer overbeviser tilskueren om, at dette er en historie der - ulig mange andre thrillers som bevidst leger med politiske rænkespil - forekommer utroligt realistisk. Det er imponerende at man som seer ret hurtigt glemmer at det er velkendte Hollywoodstjerner, der spiller filmens hovedroller. I stedet opfatter man dem som de karakterer de portrætterer. Især Ewan McGregor er utroligt velspillende og charmerende som den unge forfatter, men også Pierce Brosnan er meget overbevisende i sin rolle som den godmodige, temperamentsfulde minister, der er kommet i unåde.

Velfungerende er også filmens brug af musik, der som vanlig fylder meget hos Polanski. Alexandre Desplats soundtrack minder meget om Bernard Hermanns musik til Hitchcocks mest prominente film, men strygere i staccato fungerer også usædvanligt godt til dramatiske billeder af nat, regn og figurer, der bevæger sig så tilpas langt væk, at man præcis ikke er i stand til at se deres ansigter. Sammen med den afdæmpede billedside, hvor det betongrå, designertegnede sommerhus er den centrale klaustrofobiramme, skabes en stemning, der gradvis bliver mere og mere trykket idet filmen skrider frem.

Selv om thrilleren er en ret seriøs genre, er der vanen tro også blevet injiceret megen mørk humor i alvoren. Ikke mindst ser man det i hovedpersonens spidse kommentarer til sin omverden, men der er også plads til visuelle gags, måske mest tydeligt i den scene, hvor vores spøgelsesforfatter er i færd med at checke ind på det lokale hotel og mødes af en ung receptionist i en meget utidssvarende klædedragt.

Selv om man sagtens kan se paralleller mellem filmen og virkelighedens verden, især i når man tænker på at Brosnan flere gange har nævnt at han har modelleret sin figur på Tony Blair, så bør man ikke udelukkende betragte den som social kritik, men i stedet primært som en thriller, der benytter den enorme magt international politikere besidder, som fortælleelement. Hvor Polanski derimod spidser pennen, er i scenen, hvor Lang spørger sine rådgivere om han ikke kan blive udleveret til Haag, hvis han forbliver i USA, og svaret lyder; ”Nej, USA er stadigvæk et af de lande i verden, der ikke har en aftale med krigsforbryderdomstolen, ligesom Israel, Nordkorea, en håndfuld arabiske lande og vistnok et par steder i Afrika..”. Den replik synes – set i lyset af Polanskis aktuelle situation - at være en fin ironisk kommentar i forhold til det amerikanske ”retsvæsen” som i snart mange år har forhindret ham i at opholde sig i USA.

Ghost Writer er en meget kompetent thriller og da den har et hemmeligstemplet manuskript som omdrejningspunkt forekommer der også at være lighedspunkter med eks. The 9th Gate – der også var baseret på et glimrende romanforlæg. Polanski har i løbet af de senere år taget afstikkere fra den genre som han kendes bedst for i bl.a. film som Oliver Twist, eller den Oscarvindende The Pianist, men med hans nye film cementerer han, at han er en af de eneste nulevende instruktører, der har formået at tage teten op fra Hitchcock uden at plagiere. Det lyder måske i mange læseres øjne som en enormt fortærsket anmelderkliché, men undertegnede har, netop af den grund, aldrig benyttet den før.