Modstandsfilmen med fokus på Anden Verdenskrig lever i alle filmtraditioner. Og lever i dag i bedste velgående. Den formalisering af kampen mellem det gode og det onde, hvor fortegnet den end måtte være, udspiller sig på en måde, der appellerer bredt. Et udtryk, der bærer en klassisk fortælling om bekæmpelse af det ondes overvældende kraft. Dette store, vidtforgrenede stamtræ af filmfortællinger om forskellige nationers modstandskamp mod fascisme og besættelse under krigen har interessant nok ét meget specifikt udspringspunkt, nemlig Roberto Rossellinis Rom – åben by (1945). Filmen er første del af Rossellinis såkaldte krigstrilogi, og er netop nu genudgivet som dansk købefilm.

Historisk set vil mange nok hævde, at Michael Curtizs klassiker Casablanca (1942) appellerer til titlen som den første modstandsfilm. Allerede under krigen blev problematikkerne omkring flygtninge og forfølgelse tematiseret i denne film, der dog i højere grad brugte krigen som et bagtæppe bag en storslået kærlighedsfortælling med Bogart og Bergman i de bærende hovedroller. Det er først med Rossellinis Rom – åben by, at modstandskampen trækkes ind i fortællingens centrum. Ikke nok med det. Filmen udstikker også nogle retningslinjer for denne fortælletraditions narrative, stilmæssige og ikonografiske rammer. Rom – åben by er ikke bare en god film. Den kan betragtes som modstandsfilmens elementære moder.

Filmen foregår under den tumultariske periode efter Benito Mussolinis fald i Italien sommeren 1943. De allierede var gået i land på Sicilien, mens nazisterne tog herredømmet over det nordlige Italien, hvor Mussolini blev indsat i en tyskkontrolleret marionetregering. Reelt var det de tyske tropper, som den italienske modstandsbevægelse kæmpede imod, men den fandt i Italien også et særligt internt antifascistisk udtryk. Rom – åben by, en titel der naturligvis er ironisk eller i bedste fald håbefuld, indledes med, at modstandsmanden, som kaldes ingeniøren, flygter fra SS. Filmens egentlig plot udspiller sig omkring jagten på ham, infiltreringen af den mangegrenede modstandsbevægelse og med fokus på, hvordan enhver sådan bevægelse har vendekåber, der er til falds for den rigtige betaling.

Filmens stil bærer præg af, at filmen er lavet på et tidspunkt, hvor penge og filmmateriale var en mangelvare. Den er optaget allerede i 1944, altså midt under denne modstand mod den tyske besættelse, men udkom først efter krigen. Stilen er derfor uden særligt mange tekniske virkemidler, hvilket på mange måder har motiveret til at finde konstruktive nødløsninger undervejs. Filmen har en klippeteknisk lavfrekvens, mens der er brugt meget lidt kunstig belysning. Derfor får filmen et meget dokumentarisk, realistisk præg, der også kommer til at sætte nogle rammer for efterkrigens italienske neorealisme. Denne stil bruges gerne som en defaitistisk tilgang til den mangelfulde tid i kølvandet på krigen i Italien, hvilket udspringer meget direkte af de mange fine løsninger, som Rossellini sammen med fotografen Ubaldo Arata fandt frem til.

Modstandsfilmen bærer også et slægtskab til den mørke stil, som også for alvor vandt frem i krigstidens film noir. Ud over dette er det klareste sammenfald med noiren den femme fatale, der spiller en central rolle i Rom – åben by. (Bemærk en spoiler i resten af dette afsnit). Ellers udstikker filmen også den sortseende deroute, som modstandsfilmen ofte benytter sig af. Film såsom Sophie Scholl – De sidste tage (2005), Flammen og Citronen (2008) eller Drengene fra Skt. Petri (1991) slutter alle – ligesom mange andre modstandsfilm – med tilfangetagelse og død. Modstandsfilmen bærer på den måde et slags slægtskab til den kristne passion, hvor Kristus også kan ses som en selvopofrende modstandskæmper. Et symbolsk slægtskab, som modstandsfilmen generelt og Rossellinis Rom – åben by specifikt ikke afholder sig fra.

Rom – åben by har desuden en ung, 24-årig Federico Fellini med som medforfatter. Det indsætter – med fokus på Roms smukke bybillede, der her står i forfald – denne film som en interessant, pessimistisk modsætning til Fellinis senere så farveladeglade Roma (1972). Brugen af bynavnet i filmens titel antyder derved fascismen åndelige regres, mens den dystopiske vinkling af fortællingen i dette tilfælde naturligvis også udspringer af, at filmen blev optaget under krigen. De dystre udsigter indledes med indledningsscenens lidt for glade, marcherende tyske soldater i en dokumentarisk optagelse, som Flammen og Citronens indledningssekvens også kan se ud til at spille på. Meget kan siges om Rom – åben by. Et klassisk hovedværk er det som både modstandsfilm og som et stykke neorealisme.

Afslutningsvist kan vi bare konstatere: og det var én! Vi kan kun håbe på, at Another World Entertainment intenderer en fuldførelse af Rossellinis fine krigstrilogi.