La Zona er en film, der handler om, hvad der sker, når en gruppe mennesker tilegner sig magt og privilegier og udelukker andre totalt fra deres fællesskab. Titlen refererer til et lukket område, en lille by i en stor by i Mexico, men det kunne også være andre store latinamerikanske byer. Zonen er et idyllisk sted med smukke huse, haver med grønt græs, træer og velplejede omgivelser. Idyllen er dog skamferet af pigtråde og bevogtningskameraer. I begyndelsen af filmen er vi vidne til, hvordan en sommerfugl, der flyver i gennem dette smukke område, pludselige rammer de elektriske hegn der beskytter det, og bliver ristet. Det er en påmindelse om, at idyllen kan være farlig for uvedkommende.

Folk i zonen er rige med gode stillinger og vant til at betale sig fra forseelser. Nogle af dem har haft dårlige oplevelser med ”dem”, fattige mennesker fra de kvarterer, der omgiver zonen, og med et korrupt politi. Derfor har de valgt at leve i deres zone, hvor hverken almindelige mennesker eller selv politiet kan komme ind uden særlig tilladelse.

En nat med stormvejr vælter et reklameskilt og laver et hul i en af zonens mure. Gennem det trænger tre fattige unge ind for at stjæle. De forsøger at tage smykker fra en rige dame og kommer til at slå hende ihjel, to af dem bliver skudt og dræbt og en ældre beboer dræber ved en fejltagelse en sikkerhedsvagt. En af de unge (Miguel) overlever og skjuler sig i en kælder.

Beboerne i zonen betragter det som deres ret at forsvare deres område og opfatter drabet på de to unge (og sikkerhedsvagten) som et uheld, mens den rige dames død er en forbrydelse. Derfor lyver de først for politiet, når det kommer for at undersøge lyden af skudveksling. Kriminalkommissær Rigoberto er en af de få, måske den eneste politimand på det niveau, som ikke vil lade sig ydmyge ved at acceptere den bestikkelse, beboernes ledere tilbyder ham, for at han skal glemme episoden. Beboerne i zonen føler sig i deres gode ret til at dække over drabet på de to unge tyve, men de lyver også over for sikkerhedsvagtens kone, som får at vide at han begik selvmord, og at der ikke skal granskes mere i sagen da hun ikke vil kunne hæve forsikring. Ligene af de unge bliver pakket i affaldssække og smidt i en skraldebil.

Begivenhederne tager fart, når både beboerne og politiet får at vide, at en af de unge er i live og skjuler sig i zonen. Konflikten mellem ”vi” vs. ”dem” tager en endnu mere tragisk retning. ”Vi”, flertallet af zonens beboere (de privilegerede, rige og hvide), synes, at Miguel skal dræbes, fordi han er en morder, en forbryder, samfundets udskud. Han repræsenterer de ”andre”, flertallet uden privilegier, halvindiansk eller indiansk. Deres verden fremstilles som trøstesløs, en verden uden håb; disse mennesker kan kun komme ind i idylliske steder som zonen som tjenestepiger, vagter, eller skraldemænd.

Jagten på Miguel går i gang, og han forfølges både af de voksne og de unge, som organiserer en menneskejagt med pistoler og en harpun. I en af scenerne med disse menneskejagter tvinges Miguel til at løbe ned i en kloak, og der jages han som det skadedyr, han er. Men ikke alle beboere er enige i, at vold, drab og løgn er tilladt for at forsvare zonen. Der er nogle få, der går imod kollektivet og den oppiskede stemning, men de bliver kaldt naive og stikkere og udsættes for chikane og trusler. En af dem, som senere beslutter at flytte, siger, at han ikke vil kunne forklare sin søn, når han bliver stor, hvorfor de lever bag en mur.

En anden sprække i kollektivet opstår, da en af de unge, der tilhører zonen (Alejandro), møder Miguel i kælderen i sit hus. Langsomt udvikles en tillidsforhold mellem de to drenge/unge, og Alejandro opdager, at de historier, som han er vokset op med om de ”andre”, ikke nødvendigvis er sande. Han ser i Miguel en fattig dreng, som er uskyldig i drabet, som fortryder, at han gik ind for at stjæle, som elsker sin mor og sin kæreste ligesom Alejandro selv, og som er skræmt. Især det, at Alejandro kommer til at sætte spørgsmålstegn ved de fordomme og normer, som han har lært, og den ærlige kommissær, som sættes på plads af overmagten, er de lyse punkter i en eller dyster, men spændende fortælling.

Skuespillernes præstationer er fremragende, og også de tekniske effekter gode, men det, der gør filmen nødvendig og værd at se, er det, at den forklarer bedre end mange afhandlinger og artikler, hvad der sker, når vi barrikaderer os med vores rigdom og privilegier og legitimerer de ”andres” udelukkelse. Så begynder vi at dæmonisere og hade dem og at mistænkeliggøre og chikanere de få, som ikke mener, at alt er tilladt, når vi skal forsvare vores zone. Som sådan er filmen en allegori for det, der sker mellem rige og fattige i store byer i Latinamerika, mellem Vesteuropa på den ene side og Afrika og Mellemøsten på den anden, mellem USA og Mexico og mellem Israel og Palæstinenserne.