Jeg startede på Michel Gondrys seneste film En nuance af blå en træt aften. Allerede fra første sekund opdagede jeg, at her var noget helt exceptionelt og anderledes. Efter tyve minutter startede jeg forfra, fordi jeg var træt og først nu havde fanget filmens stil og interesse – og nu skulle den forstås. Igen. Lidt sådan har jeg det også efter andet gennemsyn. Jeg har stadig ikke helt forstået den, men jeg har fornemmelsen af at sidde med en film, der kun kan vinde ved gennemsyn efter gennemsyn. Derfor er den heldigvis netop udkommet som købsfilm.

Den franske titel L’écume des jours betyder egentlig noget i retningen af ’dagenes skum’, og passer i princippet meget godt på den måde, som karaktererne i filmen flyder frit og humoristisk på. Den danske titel En nuance af blå pejler i stedet filmens sidste tredjedel, der er præget af mistrøstig ’blues’, samt filmens flotte indbygning af Duke Ellingtons blue notes, jazz’ens blå toner. Tilsammen giver de to titler en fin fornemmelse af en film, der kan og vil meget mere, end der abstrakt kan omsluttes af en enkelt titel. For der er meget på færde her.

Egentlig er handlingen helt igennem banal. Hovedpersonen Colin omgives af personer, der har forelsket sig, men han savner en at være forelsket i. Det ændrer sig, da han møder den smukke Chloe – som også er titlen på et af Duke Ellingtons hovedværker. Allerede på bryllupsnatten bliver Chloe syg, og Colin må herefter kæmpe for at finde økonomisk råderum til hendes behandling. Ja, en film der egentlig er lige ud af den eksistentielle landevej, som kunne være så godt beskrevet gennem et realistisk drama, hvor vi rigtigt kunne føle med Colin og Chloe.

Men sådan er En nuance af blå heldigvis ikke. Chloes sygdom er ikke en almindelig sygdom. En åkande vokser i hendes ene lunge, og det kan kun behandles ved, at hun lader blomster visne på sit bryst. Colin bor i en nedlagt togvogn, der er spændt ud mellem to bygninger. Han er ledsaget af en hjælpsom mus, der mistrøstigt forsøger at pudse vinduerne, da sygdommen omkring dem tager til. I dette univers kan ål, der skal spises til aftensmad, bedøves med mynte og hjemmets ringeklokke er et insektlignende væsen, der selv render rundt, når der bliver ringet på. Og meget mere…

Den ellers tilgængelige og elementære fortælling er fremmedgjort gennem sådanne ekspressive virkemidler. De indre elementer hos personerne bliver eksternaliseret. Der er symbolik og absurdisme i alle de skæve og vittige indfald i filmen på en måde, der synes at skamskyde den franske eksistentialisme med en hverdagslig glæde og ubekymrethed. Gennem hele filmen spiller den franske filosof Jean-Sol Partre en stor rolle (og nej, jeg har ikke stavet hans navn forkert). Filmen antyder en omvending af Jean-Paul Sartres ’kvalmende’ eksistentielle frihed. Men kun det… antyder.

For filmen vil mere end at være en komedie, der vil sprede glæde. Igennem de mange vanvittige indslag og sære idéer suger handlingen elegant den komiske ligegyldighed ud til fordel for netop en ukuelig nedtrykthed, der kun giver meget bedre mening, fordi tabet fremstår desto voldsommere, når Colin igennem størstedelen af filmen – sammen med sin ligeså forelskede Chloe – lader livet være værd at leve. Kun gennem livets modsætning kan livet vise sig fra sin sande og elskelige side. Og elskelig, det er En nuance af blå. Det er en af de flotteste og mest givende film, denne anmelder længe har set. Og genset.

Filmen er baseret på Boris Vians berømte roman L’écume de jours fra 1947 – et værk, der også driver en fornyelse af ekspressionismen ind i litteraturen på samme måde, som Gondrys film relancerer en ekspressiv udtryksform i det 21. århundrede. Filmen blev af Charles Belmont filmatiseret i de franske nybølgetressere, der også havde en stor interesse i Sartres filosofi. Den er sågar blevet adapteret til en russisk opera såvel som en japansk film, men med de senmoderne CGI-ekspressive virkemidler har ingen formået af komme så langt ind i romanens pudsige påfund som Gondry.

Michel Gondry fik sit helt store internationale gennembrud med Evigt solskin i et pletfrit sind i 2004 efter et væld af små og større produktioner. I flere af sine film – også de senere, fx The Science of Sleep fra 2006 – handler det også om en leg med fiktionsformer. Hans fortællinger er ofte iscenesatte diskussioner af, hvordan fiktion opbygges og gestalter sig – og bryder sammen. På den måde vil En nuance af blå ikke give mening, hvis den skulle være et stykke selvberoende fiktion. Filmen indleder med et kollektiv, der skriver romanen i en slags omsluttende rammefortælling og denne ramme forsøger Colin undervejs på at bryde ind i for at redde Chloes liv. Fiktionen nedbrydes.

Trods sin helt banale og skrabede fortælling om en elementær forelskelse er En nuance af blå en film, der har meget mere at byde på. Endda endnu mere end jeg tror, jeg fik ud af den ved to gennemsyn. Idet den tillige har et fransk stjernecast på plakaten – Romain Duris, Audrey Tautou og Omar Sy – er filmen et overflødighedshorn af flotte scener, sære indfald og overvældende ind- og udfølte fornemmelser for kærlighedens og fiktionens komplekse væsen. Kærligheden er ikke en fiktion, men fiktionen kan trænge ind i kærligheden og krænge den ud i storslåede scener og sekvenser.