Noget forsinket har David Cronenbergs A Dangerous Method nu dansk premiere. Den havde verdenspremiere på Venedig Filmfestival sidste år, og Cronenbergs næste, Cosmopolis, har allerede haft premiere i Cannes. Men bedre sent end aldrig.

Filmen handler først og fremmest om forholdet mellem den schweiziske psykoanalytiker Carl Gustaf Jung og dennes patient Sabrina Spielrein. Som en sidehistorie fortælles også om Jungs relation til Sigmund Freud og psykoanalysens første år.

Sabrina Spielrein (Keira Knightley) kommer som hysteriker i behandling hos Jung (Michael Fassbender), der forsøger sig med Freuds ”talking cure” i behandlingen. Årsagen til Spielreins hysteri findes på denne måde i barndommen og en streng, autoritær far. Spielrein viser sig at være en intelligent kvinde med sans for psykologien. Jung lader hende assistere sig på hospitalet og opmuntrer hende også til at studere på universitetet. Samtidigt indleder Jung sit bekendtskab med Freud (Viggo Mortensen), der ser Jung som sin arvtager. Freud sender en af sine patienter, Otto Gross (Vincent Cassel), til behandling hos Jung. Gross' filosofi er, at man skal følge sin drifter og ikke lade sig hæmme af normer og moral. Det ansporer den ellers regelrette Jung til at indlede et forhold til Spielrein og på sigt også til at fravige Freuds strengt videnskabelige psykoanalyse, noget der i sidste instans fører til bruddet mellem Freud og Jung.

A Dangerous Method ligner ikke umiddelbart en typisk Cronenberg-film. Det er et historisk drama (kun M. Butterfly fra 1993 har også en konkret, historisk ramme), og der er praktisk taget ingen blod eller vold. Den body horror, der gjorde Cronenberg, først berygtet, siden berømt, er helt fraværende. Og dog. Cronenberg tror ikke på den cartesianske dualisme mellem krop og sjæl. Hos ham er alt forankret i det materielle, i kroppen og biologien – også det psykiske. Det er derfor signifikant, at den første vi præsenteres for, er Sabrina Spielrein, der helt og holdent er underkastet sin egen krop i form af hysteriske kramper og spasmer. Jung 'helbreder' hende gennem the talking cure, så hun genvinder kontrollen over sin egen krop. Men det mere end antydes, at også den tilknappede – og, som Freud bemærker, protestantiske – Jung har et problematisk forhold til sin krop. En sigende detalje er Jungs forhold til mad: han øser enorme portioner på sin tallerken og bruger uforholdmæssigt meget salt og peber. Da Gross har vakt hans nysgerrighed, begynder han at følge sin krops signaler. Ikke kun seksuelt i forhold til Sabrina Spielrein, men også i sine psykoanalytiske teorier. Han tolker en brændende fornemmelse i mellemgulvet som et varsel om fænomener i den fysiske verden; noget Freud afviser som paranormalt nonsens. Og så er det naturligvis ikke uden betydning, at Jung, da tingene begynder at brænde sammen for ham, lader maden stå urørt.

Så skønt Cronenberg er meget tilbageholdende i forhold til tidligere film, hvad angår de mere ekstreme fysiske udtryk, så er der mange af de kendte Cronenberg temaer i A Dangerous Method. Det er i høj grad en karakterbåret film (forlæg er Christopher Hamptons skuespil The Talking Cure) med stor vægt lagt på samspillet mellem hovedrollerne. Keira Knightley er på en vanskelig opgave som hysteriker, men får overbevisende fremstillet Spielrein som en intelligent kvinde. Michael Fassbender er troværdig som Jung; men især Viggo Mortensen brillerer som Freud, der både fremstår med autoritet og ganske vittig. Det kræver måske et vist kendskab til psykoanalysen, men dialogerne mellem Freud og Jung er ofte ganske morsomme; ikke mindst takket være Viggo Mortensens underspil. Som når Jung taler om psykanalyse, og Freud retter det til psykoanalyse – fordi det lyder bedre.

Cronenberg har i det 21. århundrede bevæget sig væk fra den helt eksplitte body horror – og i A Dangerous Method længere væk end tidligere. Men kroppen er stadig det tematiske – og æstetiske – centrum hos Cronenberg. Det er ikke længere en muterende krop, men det er fortsat kroppen og dens processer, der i sidste instans determinerer vore handlinger og definerer os som mennesker. Det kommer ikke længere til udtryk i excesser, men der er masser af diskrete detaljer, der gør det klart, at dette er Cronenberg, og at hans vision fortsat er intakt.