Regnen falder tungt ned over alleen, mens lynene sporadisk oplyser tusmørket. Kameraet bevæger sig ned mellem træerne i en lang glidende bevægelse, mens et muntert musikstykke toner op og i en lang glidende bevægelse mod venstre føres tilskueren mod et faldefærdigt teater. Døren glider op og man ledes gennem foyeren og ind i selve teatersalen hvor instruktøren er ved at pakke sine sager sammen oven på en lang, trist dag, hvor han, i følge det han siger i sin mobil, ikke har været i nærheden af at finde den kvindelige hovedrolle til hans version af Venus i pels.

Pludselig står der en kvinde i døren. Mærkværdigt nok påstår hun at hedde Wanda, lige som figuren i Leopold von Sacher-Masochs berømte roman, og selv om instruktøren, Thomas (der i øvrigt – helt bevidst - både ser ud og agerer som en kopi af en yngre Polanski) først ikke har i sinde at lade hende aflægge en prøve, da han egentlig er på vej hjem, får hun alligevel overtalt ham til at gennemspille de første tre sider af manuskriptet. Dette er starten på halvanden times intenst kammerspil, der sagtens kunne have endt som en halvtrist, fortænkt filmet udgave det teaterstykke som filmen er baseret på, men som takket være Polanskis instruktion bliver til en både sexet, forførende, intellektuel udfordrende og ikke mindst virkelig morsom film.

Filmen er en form for postmoderne nyfortolkning af den skandaleombruste roman af samme navn fra 1870. Forfatteren til romanen Sacher-Masoch har, som filmen også gennem sin dialog eksplicit gør opmærksom på, lagt navn til begrebet ”masochisme”, idet den mandlige hovedperson i bogen åbenhjertigt indrømmer overfor kvinden, at han finder nydelse i fornedrelsen og ydmygelsen. Dette aspekt gennemsyrer hele Polanskis film, for det er en historie om hvordan intimsfæren er knyttet ubønhørligt sammen med skiftende magtforhold.

Venus i pels er sikkert primært en film, der vil finde sit publikum hos alle de, der betragter sig selv som belæste, intellektuelle eller som blot har en forkærlighed for historier med mange lag og en konsekvent metabevidst leg med disse – men det er også en film man godt kan se selv om man ikke kender til de referencer og symboler som filmen serverer, blot med det aber dabei at man i så fald går glip af de dybere lag og måske finder filmens finale mere end blot en anelse mærkværdig.

Det komplekse spil mellem manden og kvinden, slaven og herskerinden vendes også konsekvent i løbet af filmen. Wanda er – lige som navnesøsteren i romanen – en figur der er vanskelig at blive klog på og som konstant udfordrer Thomas. Er hun virkelig en skuespilleraspirant, som hun i starten hævder, er hun en der er sat til at afprøve Thomas’ grænser eller er hun i virkeligheden noget helt 3? Selv om det er ham der hævder at være instruktøren og forfatteren til stykket, så bliver det hurtigt klart, at det måske i virkeligheden er hende, der i sidste ende er i kontrol.

Hun beslutter sig tidligt for, at han bør spille rollen som Severin von Kusiemski . Selv om han først er tøvende smiler hun forførende til ham og siger at han burde spille hovedrollen selv, da han både har evnerne og talentet til det – da han smigret påtager sig rollen, er magtforholdet allerede vendt om til hendes fordel.

Deres samtaler gennem hele filmen bevæger sig sømløst mellem replikker fra stykket og en nutidig hverdagsdialog, der dels fokuserer på lighedspunkterne mellem Thomas’ eget liv og det stykke han iscenesætter, dels om hvor sexistisk og pornografisk dele af stykket er, set fra hendes synspunkt.

Denne finurlige måde at opdatere Venus i pels på er yderst vellykket, for ikke kun genanvender filmen kerneelementer fra romanen, den gør også dette seksuelt baserede magtforhold aktuelt, så fiktionen i sidste ende griber ind i figurernes virkelighed. Hvor reel denne er, kan naturligvis også debatteres.

På samme måde er der lagt en masse ganske tydelige symboler og referencer ind i løbet at filmen, som der vil være sjove at lege med i en næranalyse af filmen, men dette er gjort på en måde så den kvikke tilskuer kan gøre dette mens filmen kører. Eksempelvis er der scenen hvor Thomas lægger sig på divanen og Wanda tager hans tweed-jakke og læsebriller på, hvorefter hun bedrevidende begynder at fortælle om og analysere på hans liv – en direkte reference til en nærmest arketypisk psykolog-terapi session. Man kunne også i forbifarten nævne scenerne, hvor den klassiske græske teatertradition genoplives, først i dialogen og senere fysisk. Genistregen ligger dog i filmens klimaks, som naturligvis ikke skal ødelægges i dette forum, men hvor det bliver helt tydeligt at magtforholdet måske ligger noget mere fasttømret, end det antydes i Leopold von Sacher-Masochs original.

Polanski og David Ives’ version af Venus i pels er virkelig seværdig, for hvem havde troet at halvanden times dialog mellem en mand og en kvinde på en teaterscene ville kunne fungere på film? Det gør det. Dette lykkes takket være Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalrics formidable skuespil. Dette gør det takket være det skiftende scenerum, hvor Wanda helt bogstaveligt også overtager Thomas’ rolle som iscenesætter ved at ændre på lyset, iføre sig kostumer og flytte rekvisitter rundt. Det gør det, fordi filmens evne til at skabe forførende billeder, uden at knække over i lummerhed, fungerer så upåklageligt, at der sikkert vil være flere tilskuere som vil misunde Thomas dennes position, mens den anden halvdel af publikum sikkert nemt vil kunne sætte sig i Wandas sted – uafhængigt af køn, naturligvis. Sidst, men ikke mindst, lykkes det, fordi Polanski er så fantastisk en film- og personinstruktør, at hans fingeraftryk er tydeligt hele vejen igennem.

Om man har lyst til at blive domineret eller lade sig domineret må være op til den enkelte, men kan man lide Polanski, litteratur, konvoluterede fortællinger og måske især teatret, så er der ingen vej udenom denne fine, lille film, der oven på et par mere ujævne filmfortællinger, med en kærlig men fast lussing beviser, at Roman Polanski stadigvæk er i stand til at lave virkeligt interessante film.