Før Todd McFarlane skabte sin ikoniske figur Spawn og før han var med til at grundlægge tegneserieforlaget Image Comics, så arbejdede han både for DC og Marvel. I 1990 fik han på Marvel stort set frie hænder til at skabe sin helt egen vision af af Spider-Man, hvilket resulterede i en række ganske enestående fortællinger, der netop er blevet genudsendt af forlaget Faraos Cigarer.

Langt de fleste fans af Spider-man kender udmærket McFarlanes biddrag til karakteren, for selv om han muligvis ikke udmærkede sig ved at skabe fortællinger om Peter Parker, der var meget forskellige fra de man tidligere havde kunnet opleve - muligvis med undtagelse af at de var en del mere dunkle og voldsomme – så var det især McFarlanes helt særlige tegnestil og evne til at bryde siderne op på nye, visuelt spændende måder, der fik læserne til at spærre øjnene op.

McFarlanes ret unikke tegnestil er helt tydelig allerede når man betragter forsiden på det første nummer. Her har han placeret vores helt på hug midt i et kolossalt edderkoppespind, der vrimler med små edderkopper. Detaljegraden er ret vild og i det hele taget opdager man hurtigt at dette ikke kun gælder forsiden, men generelt for den måde McFarlane tegner sine figurer på. Det kan muligvis god virke lidt rodet ved første øjekast, som om tegneren lider af horror vacui idet alle billedrammer som oftest er fyldt helt ud, men giver man sig til at nærstudere de enkelte sider, er det svært ikke at blive imponeret over mandens evner.

Det er derfor fedt at studere McFarlanes mange detaljer og visuelle hittepåsomhed. Nærstuderer man siderne vil man opleve at tegneren undervejs har sneget en masse små detaljer ind, som synes direkte henvendt til den nysgerrige tegneserienørd. Eksempelvis kan man finde et græskar med et tydeligt Batman-logo som ansigt i den første bog, eller Felix the Cat motiver på Parkers underbukser i bog nummer to. Det er også muligt at ane ligheder mellem figuren Keever i historien Sub-City og så en af Spawns hovedfjender, dæmonen Violator i menneskeform. Det er blot et par af de detaljer du kan dykke ned i undervejs. Ud over en række forsider og skitser, så er der til gengæld ikke noget som helst interessant ekstramateriale at finde i disse genudgivelser. Det kunne ellers have været rart at få lidt information om McFarlanes arbejde med Spider-man, men det nu engang selve tegneserierne, der er det mest interessante.

McFarlane er virkelig en dygtig tegner, der konstant synes at udfordrer sig selv i forhold til at eksperimentere med forskellige vinkler, perspektiver og måske især den måde både Spider-man, men også de andre medvirkende vrider deres kroppe i nærmest umulige positurer på, når de uvilkårlige konfrontationer mellem helt(e) og skurk(e) opstår. Det var ganske nyt og forfriskende tilbage i 1990, var med til at inspirere en ny generation af tegnere og det virker faktisk stadigvæk overraskende friskt at skue i 2024, selv om enkelte læsere muligvis vil blive lidt træt af den noget karikerede og nærmest overdrevne måde han skildrer sine figurer på.

Det vil nok være lidt at af tilsnigelse at påstå at McFarlane har været lige så vigtig i udviklingen af Spider-man som Frank Miller har været det for hhv. Daredevil og Batman, men ikke desto mindre er det fantastisk som dansk tegneseriefan igen at få muligheden for at læse disse klassiske fortællinger, endda udgivet i to flotte samlebind til ganske rimelige penge.

Kapellanen har valgt at anmelde begge bind samlet, hvilket ikke udelukkende skyldes dovenskab, men også fordi det er vanskeligt ikke at komme til at gentage sig selv, idet de to bind i både stil og udseende minder så meget om hinanden. I den første bog startes en længere historie, hvor skumle jungletrommer pludselig lyder over storbyen, trommer der har en direkte påvirkning på vores helt, idet hans superhelteevner mildest talt bliver udfordrede, som var han offer for en særegen form for voodoo. Samtidig slippes en af ærkefjenderne løs i natten, hvilket naturligvis bliver en mere usædvanlig vanskelig fjende at stå overfor nu ens evner er ikke-eksisterende. Der er tillige mulighed for at møde en af Marvels andre helte, der møver sig ind på Spideys territorie i slutningen af første bind, igen vil Kapellet ikke afsløre hvem det er det drejer sig om.

Selv om de to Spider-manbøger har over 30 år på bagen og selv om man måske kunne foranledes til at tro at det ville være perfekte gaver til en tegneserieglad 10-årig så vær lige varsom. Som nævnt er fortællingerne ret dystre, dette gælder ikke mindst den indledende historie i andet bind, hvor Spidey bliver sendt til Canada for dér at hjælpe med opklaringen af en række voldsomme mord på byens drengebørn. Hvem der har forgrebet sig på børnene, kan du selv læse dig frem til, men den slags indhold vil potentielt kunne virke forstyrrende på et yngre publikum og derfor anbefaler vi også at hvis man har lyst til at forære en Spider-man-tegneserie til et yngre familiemedlem, så findes der glimrende alternativer.

Selv om det på overfladen blot er actionfyldte tegneserier, så synes flere af historierne også at have mere på hjerte. Eksempelvis så handler Synsvinkler ud over jagten på en morder om den måde medierne potentielt kan skabe massehysteri på og i Sub City fortælles der om alle de hjemløse som regeringen har svigtet. Begge emner der desværre er uhyggeligt aktuelle i virkelighedens 2023.

For alle os der blev blæst tilbage over den unge McFarlane tilbage i 90´erne er disse to bøger en vildt hyggelig, nostalgisk tur tilbage til drengeværelset men nye læsere kan også med ro i sindet anskaffe sig disse. Der er masser af action, flotte tegninger og selv om nabolagets venlige edderkoppemand ikke er helt så kæk i replikken som man kan opleve ham andre steder, er der især i det andet bind også mulighed for et godt grin, godt hjulpet på vej af Thomas Bergers ganske fremragende, mundrette oversættelser.