Helt siden forlaget Interpresse udgav Frank Miller og Klaus Jansons Daredevil (da. Dæmonen) i en serie af ret billigt trykte, sort/hvide pulpudgaver i perioden 1986-87, har undertegnede været kæmpefan. Ikke kun af Daredevil, men måske især af forfatter og tegner Frank Miller, der i samme periode skabte en nyfortolkning af Batman i den banebrydende The Dark Knight Returns. Vi kan altså takke Frank for både den måde, vi i dag opfatter både Daredevil og Batman på, for slet ikke at glemme hans ikoniske serie Sin City, 300 og alle de mange andre fremragende tegneserier, Miller har skabt i sin lange karriere.

For kort tid siden udsendte Faraos Cigarer sammen med Forlaget Fahrenheit bind 2 i Frank Millers og Klaus Jansons serie om Daredevil, som de arbejdede sammen om frem til blad nummer 191. Det var i den periode, Daredevil forvandlede sig til en langt mere realistisk, barsk og dyster superheltetegneserie, og som der skrives i indledningen til bøgerne, så forsøgte både Frank og Klaus at presse Comics Code (den instans, der ´monitorerer´(læs: censurerer!) tegneserier i USA – red.) til det yderste, og det må siges, at parret slipper afsted med ganske meget!

En anden ting, som kendetegner deres version af Daredevil er, at de tager sig bedre tid til at fortælle længere, mere komplekse historier, der strækker sig over en betydelig mængde hæfter. Hvis man netop har læst første bind, så vil man opleve at der er sket dette skifte til denne anden bog. Daredevil – bind 1 var præget af at en enkelt eller flere skurke skulle møde Matt Murdock, og så skulle de ellers slås i løbet af en 10-15 sider, hvorefter en vinder findes – sædvanligvis Daredevil – eller også går de, efter at have løst situationen verbalt, hver til sit. Bind 2 føles langt mere som en helstøbt tegneserie, hvor der er blevet plads til både figurudvikling og plots, der strækker sig på tværs af de enkelte magasiner.

Fedt er det også at lægge mærke til, at der ud over de faste figurer; Matt Murdock (alias Dæmonen), Becky, partneren i advokatfirmaet Bucky, gangsterbossen Kingpin og de andre, også er gjort plads til mindre bifigurer, der jævnligt dukker op. Mest bemærkelsesværdig i den sammenhæng er nok vaneforbryderen `Turk`, der konstant får prygl af Daredevil eller presses til at stikke sine medsammensvorne. Det virker lidt usædvanligt, på den vis også at have en af de små fisk som en gennemgående karakter, men det skaber også en følelse af, at man kender universet lige så godt, som Murdock kender hustagene over storbyen.

Det er ganske fascinerende pludselig at læse denne serie i fuldfarve. Der var egentlig noget meget fedt ved Interpresses farveløse Dæmonen, hvor det sort/hvide synes at passe virkelig godt til denne noir-ninjafortælling fra New York. Selv om genudgivelsen, der i bogstavelig forstand bliver mere kulørt, så giver farverne også noget dynamik og en fin stemning til både figurerne og ikke mindst de mange baggrunde. Det er eksempelvis altid nemt at spotte Daredevils karakteristiske røde dragt, samme rød, der i øvrigt også bæres af Elektra.

Elektra er en supersej, kvindelig lejemorder, der i et andet liv var Matt Murdocks store kærlighed. Hun er i den grad Frank Millers skabning – og hvilken en. Anmelder tænker i al fald, at han ikke kan være den eneste tegneseriefan, der er været virkelig betaget af netop denne figur. Ikke kun er hun smukt tegnet, hun er også en dreven og atypisk kvindelig figur, der hverken er skurk eller helt men placerer sig et sted midt imellem disse poler. I kølvandet på Elektra følger også en veritabel hær af ninjaer fra den frygtede organisation ´Hånden´. De har fået til opgave at dræbe både Elektra, Daredevil og alle andre, der kommer i vejen for dem. En opgave, som de naturligvis får særdeles svært ved.

Dette andet bind burde rettelig have fået titlen Elektrasagaen, for selv om seriefans har kunnet møde hende andensteds bl.a. i Bill Sienkewicz´ Elektra – Assassin (der kom på dansk under titlen I krig og kærlighed - red.) eller i Millers egen Elektra Lives!, så er det nok denne debut i Daredevil der har gjort størst indtryk på anmelder.

Genudgivelsen er virkelig fed. De 320 sider er pakket fint ind i et stift bind, der har en gummiagtig finish, som gør at det er ganske nemt at holde fast på bogen, når du læser den! Den indledes med et forord fra Klaus Janson, der husker tilbage på sit samarbejde med Miller og fortæller om deres bedste øjeblikke. Ellers spildes tiden ikke med ekstramateriale ud over en samling af covers, som leveres efter selve hovedhistorien. Det vigtigste er da også tegneserien, der til trods for at den rent grafisk er en del mere gammeldags at skue end mange af de nye Marvel-udgivelser, stadig er meget læsværdig.

Selv om nogle måske godt kan mene, at nyere Daredevil-tegneserier er langt federe tegnet, så passer Miller og Jansons lidt grovere, mere personlige streg utroligt godt til historien, der netop foregår i en version af New York lang tid før, der var dømt byfornyelse eller gentrificering. Derfor skal forlaget have mange tak for at genudsende Miller og Jansons værk i disse samlinger, så de forhåbentlig kan opdages af et helt nyt publikum eller atter engang sprede glæde hos alle os, der har været begejstrede siden 1986.