Efterfølgeren til den helt igennem fremragende tegneserie Håbets tid, som Kapellet savlede over i 2018, udkom i efteråret 2019, og nu foreligger anmeldelsen endelig. Det kan lige så godt blive sagt med det samme; anden del er mindst lige så fremragende, hvis ikke bedre end den første. Det er selvskrevet, at man skal læse første del, inden man kaster sig over denne, idet de i alt fire planlagte bind består af én sammenhængende historie.

Som også nævnt i anmeldelsen af første del, så er det en meget atypisk og noget mere socialrealistisk og alvorlig fortælling, læseren præsenteres for, end man er vant til fra andre Splint og Co.-udgivelser. Selv om fans da er stødt på nazister tidligere (i f.eks. Operation Flagermus) så er skildringen af den tyske besættelse af Belgien i Håbets tid langt tættere på den forestilling af livet under besættelsen, man kender fra et utal af historiske kilder.

Vi møder vore venner præcis dér, hvor første del sluttede. Kvik var på vej ud af landet, men hans foretagende forhindres i sidste øjeblik af hans ven. De to har til gengæld en masse udfordringer, for deres udlejer vil gerne have penge, penge som Kvik og Splint ikke har. De to har ikke engang råd til at købe mad, da de begge er uden arbejde. Gode råd er derfor dyre, men heldigvis får Splint pludselig en virkelig frisk idé.

Med hjælp fra deres jødiske kunstnervenner får de lavet et dukketeater, som de tager rundt til skoler og børnehjem i landet med. Her spiller de en forestilling for børnene, hvor hovedskurken hedder ”Ghestappo”. Så selv om deres forestilling måske på overfladen virker uskyldig, kræver det ikke megen næranalyse at se, at den rummer en kritik af værnemagten. Dette sikrer vennerne den succes de har ventet på og ikke mindst midlerne til at overleve.

Kvik begynder dog at lægge mærke til, at der også foregår noget mystisk i løbet af deres forestillinger. Noget som han også senere i historien selv bliver en del af. Splint er lige som os læsere nysgerrig på, hvad det er Kvik laver, så han forsøger at udspionere hans ven. Læseren bliver på den vis introduceret til den underverden og den spirende modstand, der opstod i kølvandet på tyskernes besættelse, men undervejs oplever man også svigt, svig og personer, der viser sig at være alt andet, end det de udgiver sig for. Spørgsmålet er, hvem – om nogen - kan man stole på?

Lige som i det første bind er anden del også fortalt i et ganske roligt tempo, der passer fint til både selve fortællingen og den periode, som den skildrer. Dette forstærkes gennem den ”linie claire” (Tintin-tregnestil) som tegningerne er holdt i. Lige som tilfældet er med Tintin, så er der også her en del tekst man skal læse, men det gør ikke noget, for Håbets tid er ikke en tegneserie, der dyrker action, men i stedet – og med stort held – får formidlet en følelse af, hvordan livet var under Besættelsen.

Såvel udgivelsens fysiske størrelse, tegningerne og farvelægningen, er som i første bind, helt klassisk og minder ved første øjekast netop om et af Hérges album. Her slutter sammenligningen dog, for den historie der udfolder sig er ikke nær så tempofyldt som dem, journalisten fra Le petit vingtième kastes ud i. Der er derimod tale om nærmest hverdagsagtige skildringer af et liv præget af frygt, usikkerhed og med den konstante trussel fra den tyske besættelsesmagt.

Måske kunne man i lyset af dette tro at tegneserieseriens titel er en slags ironisk kommentar til indholdet, som nærværende anmelder påstod i omtalen af den første del, men dette er ikke tilfældet - tværtimod. Fokus ligger nemlig præcis på, hvordan vore hovedpersoner og deres venner kan få det bedste ud af den desperate situation, som de alle er havnet i. Dunkle tider har netop brug for et fjollet dukketeater og et hjerteligt grin. I en tid hvor alle kæmper for overlevelse, oplever man også, hvor stor villigheden er blandt folk til at hjælpe hinanden efter bedste evne. Derfor bør titlen forstås ganske bogstaveligt.

Kapellet ser allerede frem til de sidste to bind i serien for lige som første del, så slutter også anden del på et virkeligt spændende sted. Selv om Kapellet ikke vil løfte sløret for, hvad dette består i, så kan det da godt afsløres, at idet man når til sidste side, så ser alt meget sort ud for vores handlekraftige piccolo. Hvordan, det skal lykkes for ham at undslippe den situation, som han er endt i, er i al fald ganske svært at forestille sig, men det er sikkert, at tredje del utvivlsomt bliver en rejse til mørkets allerdunkleste hjerte.