Som Ari Folman skriver i efterordet til tegneserieudgaven af Anne Franks dagbog, så har det været forbundet med en umådelig stor portion ærefrygt at sige ja til sådan en opgave. For det første har det jo været umuligt at gentegne alle de ting som originalteksten gengiver, og samtidig har det også været rigtigt vanskeligt at vælge enkelte dele ud, for så at fravælge andre aspekter af det, som måske er den mest berømte dagbog, der er blevet publiceret.

At læse Anne Franks dagbog er for mange, inklusive Kapellets anmelder, en svær opgave. For man ved allerede ved første linje, hvordan hele historien ender. Selv om dagbogen ikke beretter om unge Annes tragiske død i koncentrationslejren Bergen Belsen kort tid inden Anden Verdenskrig sluttede, så er det hårdt at læse en ung, charmerende og ikke mindst virkelig intelligent piges ord, når man ved, at hun aldrig når at opleve sin 16 års fødselsdag.

Selv det muligvis kræver en portion mentalt overskud, at gå i gang med Anne Franks historie, så er den nye illustrerede udgave (eller ”Graphic diary” som det så mundret hedder på forsiden) et fint alternativ til at få præsenteret pigens fortælling for et helt nyt publikum, der muligvis har svært ved at finde ro eller overskud til at læse dagbogen i sin oprindelige form.

Selv om navnene Ari Folman og David Polonski, der henholdsvis står for omskrivningen og illustrationerne, måske ikke lyder velkendte, så er det samme folk der stod bag tegneserien og senere filmudgaven af Waltz with Bashir. En film som blandt andet vandt en Golden Globe ™ for bedste udenlandske film i 2008.

Selv om Kapellets skriverkarl normalt er svært glad for det gamle udtryk ’tegneserie’ frem for ’graphic novel’, så er Anne Franks dagbog – Graphic diary ikke en egentlig tegneserie. Det er en bog med illustartioner og tegneserieelementer. Tegneseriesider blandes med helsider, hvor Annes ord gengives mere eller mindre uredigeret flankeret af illustrationer i marginen. Hvis man står i en tegneserieforretning (forudsat at man er så heldig, at der ligger en tæt på hvor man bor) og bladrer i udgivelsen, vil den måske virke unødigt teksttung, men går man i gang med at læse, forstår man hurtigt hvorfor de har valgt at give så tilpas meget plads til dele af teksten.

Selv om det sikkert er unødvendigt i dette forum at gengive fortællingen, så er det helt unikke ved dagbogen, at den giver et helt personligt indblik i hvordan Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser foregik filtreret gennem en meget ung piges personlige oplevelser. En ung pige, der sammen med resten af sin familie og en håndfuld fremmede blev nødt til at gemme sig i et baghus i Amsterdam i perioden 1942-1944. Annes far, der før krigen var fabrikant, havde arbejdet i dette hus og baghuset blev indrettet som et hjem for Anne, søsteren og deres forældre. Senere kom endnu en familie med en 16-årig dreng samt en tandlæge også til at bo i skjul sammen med familien Frank.

Selv om Anne ikke kan bevæge sig udenfor, så beretter hun om livet i huset i medgang og modgang. Mest det sidste, for som krigen skrider frem, bliver det pludseligt mere og mere vanskeligt at få hjælpe udefra til at få adgang til de mest basale fornødenheder. Desuden kommer dette selvvalgte fængsel til at være rammerne om den unge piges liv. Hun skriver i sin dagbog om både sit liv, tanker, drømme og fabulerer over, hvad der monstro vil ske med krigen, for ikke at tale om hende selv, når hun bliver voksen.

Det er virkelig lykkedes Folman og Polonski, at omforme originalteksten til en både grafisk flot og rørende fortælling, der gennem ord og billeder, får transporteret sin læser tilbage til den dystre tid, som mange andre civile delte med familien Frank. Man kommer tæt på unge Anne - også især i de passager, hvor hun fantaserer om eksempelvis at få et romantisk forhold til den unge dreng i huset, følelsen af at være utilpasset og en modsætning til søsteren, eller forestillingerne om hvad fremtiden måske vil bringe. En dagbog er i sagens natur privat, men den her bør alle læses (hvadenten det er i illustreret form eller i originaludgaven). Om ikke andet så for at få et indblik i, hvor skrækkeligt et liv i frygt og på flugt kan være.

Folkene bag Anne Franks dagbog – Graphic diary bør ikke frygte, at deres valg giver et skævt, forvansket billede af bogens forfatter eller den oprindelige tekst. Eksempelvis har Polonski fint fanget pigens ansigtstræk og er i stand til at gengive hendes mere fabulerende observationer, som hun kommer med, virkeligt flot. Polonski er en virkelig dygtig tegner, selv om hans streg også er en anelse stiv og stiliseret. Uanset hvad man måtte mene om dette, så er Anne Franks dagbog – Graphic diary samlet set en udgivelse, der er lavet med nærmest ærefrygt overfor originalmaterialet og forhåbentlig en bog der kan fortælle fremtidige generationer, hvorfor det er så vigtigt at lytte til en død 14-årig, jødisk pige.