Tegneserier har lige som sine beslægtede narrative formater romanen, videospillet og filmen, en evne til at være utrolig forskellig i både indhold og udtryk. Fra de tegneserier, der er henvendt til børn over eksperimentelle formater, der placerer sig tættere på kunst end den måde, man normalt opfatter tegneserier på, til blodige genrefortællinger for voksne for blot at nævne et par eksempler.

Selv inden for samme tegneserieunivers kan der eksistere store forskelle. Dette gælder også i en serie, der sikkert vil være kendt af mange voksne læsere, der hører til samme årgang som undertegnede, nemlig Splint & Co. der i de senere år har eksperimenteret med det mange forskellige grafiske udtryk og ikke mindst indholdet i fortællingerne. Dette kunne eksempelvis opleves i Kviks Brudefærd men også i det nyeste album Håbets tid eksperimenteres der med de velkendte figurer.

Selvom der er plads til enkelte skøre indfald, er Håbets tid en langt mere seriøs vinkel på et Kvik og Splint-eventyr, for den lader vore to hovedpersoner opleve starten på Anden Verdenskrig set fra et Belgisk perspektiv - på egen krop. Lad os være ærlige, uanset hvor man boede eller, hvem man var, så blev alle mærket af krigsårene. I Håbets tid er krigen endda kun lige ved at bryde ud, for vi hensættes til den første spæde start på den verdensomspændende konflikt.

Titlen Håbets tid forekommer mere og mere ironisk, jo mere man læser, for selv om langt de fleste læsere naturligvis godt ved, hvad der er i vente, så går alvoren måske lidt for sent op for vore hovedpersoner. Splint arbejder helt naturligt som Piccolo for et større hotel i byen, og hans kammerat Kvik er journalist, der dog også forsøger sig midlertidig som soldat, hvilket han er endnu dårligere til.

Det viser sig at Belgien, lige som Danmark, holdt sig neutralt i forhold til krigen, hvilket vil sige at der først dukker engelske, siden hen tyske soldater op på Splints hotel for på den måde at holde gang i forretningen og vise, hvem der bestemmer. Samtidig bliver vore hovedpersoner venner med et ungt jødisk par, der skilles af i de første krigsdage. Senere forsøger Splint sig som spejderleder og kommer sammen med sin trup ud i landet, hvor krigen også har påvirket lokalbefolkningen.

Noget af det mest imponerende ved Håbets tid er at den er tegnet og farvelagt så den ser ud som et klassisk Tintin-album. Faktisk er både albummets størrelse, røde ryg og lysebrune omslag det første hint man får, for det ligner vitterligt et af Cobolts nye, flotte genudgivelser af Tintin.

Det er som mange, der tegner selv vil vide, faktisk meget tæt at fange Hérgès streg, men det er i den grad lykkedes for Émile Bravo. Han rammer en stil, en tone og en måde at placere de enkelte rammer på, der lægger sig endog meget tæt op ad det, man oplever hos Tintin. Dette betyder, at der er meget tekst, der skal læses, men heldigvis er den så godt skrevet, at man hurtigt bare lader sig rive med. Det skal dog siges, at dette er et tegneseriealbum der mest af alt henvender sig til et voksent publikum eller i al fald til en læser, der interesserer sig for både klassiske tegneserier og Anden Verdenskrig.

Sammenligningen med Tintin bliver endda italesat direkte i selve fortællingen, hvor Splint bliver sammenlignet direkte med hans lige så imaginære, tegnede journalistkollega, og for det ikke skal være løgn, bliver Le Petit Vingtiéme (det avistillæg, hvor de første striber med Tintin oprindeligt blev udgivet) også nævnt. Selv om det ligner Tintin er der samtidig noget særegent Splint og Co. indbygget i det hele – hvilket i denne anmelders optik er ganske unikt.

Det er på mange måder en meget modig udgivelse. Der er med garanti flere faste Splint & Co.-læsere, der måske vil føle sig fremmedgjorte over for både stil og det ganske dystre indhold, men i Kapellets optik er det både en velfortalt, meget interessant og ikke mindst ustyrligt flot udgivelse.

Håbets tid er første del i et planlagt firebindsværk, men bliver de tre sidste albums i stand til at holde kadencen, både hvad angår fortælling og grafisk udtryk, så er der i al fald en anmelder, der glæder sig usigeligt til næste del. Det er også meget modigt, at Émile Bravo lader den ene af tegneseriens to bærende hovedpersoner blive fascineret af nazismen, lige som mange andre almindelige mennesker blev det i de år, for det er ligeledes med til at give noget gravitas til historien.

Med frygt for at afsløre for meget slutter denne første del også med noget af en cliff-hanger. Af samme grund er alle kapellets medarbejdere af deres redaktør blevet instrueret til at krydse fingre for at sikre, at anden del og tredje del af Håbets tid også bliver en realitet.