Med Émile Bravos fjerde del af sin episke tegneserieserie Håbets tid, er vi nået til den endegyldige afslutning. Samtidig med udgivelsen af dette album, besluttede Cobolt også at genudsende et album af samme tegner, der er fungerer som optakt til netop denne serie, nærmere bestemt Portræt af helten som troskyldig ung mand. Den udgivelse kan du læse en særskilt omtale af i en anden afkrog af Kapellet.

I den sidste del af Håbets tid, som i øvrigt ikke har fået en egentlig undertitel som de andre bind i serien, fokuseres der på, hvad der skete i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning. Vi starter på samme sted, som sidste bind afsluttedes, og følger selvsagt både Splint, Kvick og ikke mindst mange af de bipersoner, som vennerne har mødt på deres vej gennem Belgien. Lige som i virkelighedens verden er læseren vidne til mange af de begivenheder, som fulgte i dagene efter befrielsen. Her trækkes kontrasterne op, for selv om der er feststemning over, at krigen endelig er slut, så er der også masser af regnskaber, der skal gøres op, især med de folk, der har samarbejdet med eller tjent penge på besættelsesmagten.

Som tidligere nævnt, synes Émile Bravos tegnestil og Fanny Benoits eminente, afdæmpede farvelægning at passe usigeligt fint til fortællingen og den tidsperiode, der skildres. Idet tegningerne til forveksling minder om Hergés streg, så skabes illusionen om, at tegneserieserien nemt kunne være tegnet og forfattet samtidig med de begivenheder, der fortælles om. Selv om man inderst inde godt ved, at det ikke forholder sig sådan, er stilen altså virkelig velvalgt.

Dette album har også det til fælles med resten af serien, at den benytter sig af en langt mere dyster og alvorlig tone, end den man ellers er vant til, når man læser Splint & Co.. Det giver jo sig selv, når figurerne benyttes til at fortælle om den jævne belgiske befolknings oplevelser under Anden Verdenskrig. På den led kan Håbets tid godt sammenlignes med en tegneserieudgave af vores egen ikoniske tv-serie Matador, selv om den retteligt også bød på mange humoristiske indslag. Der forekommer da også drypvist morsomme scener i Håbets tid, men overordnet set er fortællingen holdt i en sober og alvorlig tone.

Handlingen fortsættes efter den cliffhanger, som læseren blev efterladt med i tredje bind. Her så vi vores venner diskutere, om de virkelig burde trykke på den detonator, der ville få en jernbanebro til at eksplodere, for i sidste øjeblik opstod der tvivl om, hvem passagererne var i den togstamme, som var begyndt at køre over broen. Hvad der sker, fortæller Kapellet dig ikke noget om hér, men senere i historien er læseren, sammen med Kvick, Splint og Spip vidne til, at de lokale modstandsfolk fanger en meget ung tysk soldat - faktisk bare en stor dreng - og truer ham på livet. En situation er endda er gengivet på forsiden af albummet. Denne scene er også ret vigtig, for som alle, der har interesseret sig for Anden Verdenskrig ved, så blev Tyskland mod krigsafslutningen så desperate, at de sendte alle de drenge, der kunne løfte et gevær ud mod fronten.

Vore hovedpersoner begiver sig fra landet til byen, idet nyheden om befrielsen når dem. De oplever på egen hånd, hvordan de Allieredes tanks ruller ind i Bruxelles gader til stor jubel fra befolkningen. Tilbage i hovedstaden, vælger de blandt andet at opsøge det pensionat, hvor det jødiske kunstnerpar, de kender, har forsøgt at gemme sig fra nazisterne. Til allersidst genser Splint også de børn, som han blev venner med i det første album. De leger krig på den byggegrund, ungerne benytter som legeplads – en slet skjult kommentar til, at vi mennesker tydeligvis ikke lærer noget som helst af historien. Krig er nærmest en del af menneskehedens DNA.

Der er også inkluderet en epilog, der – uden at afsløre for meget – knytter sig meget fint til prequel-albummet Portræt af helten som troskyldig ung mand, både i forhold til Splints oplevelser som piccolo, og så synes de allersidste billeder også at pege frem mod det univers, læserne kender fra de mere traditionelle album med Splint & Co..

Kort fortalt, så rundes hele denne omsiggribende tegneserieserie af med stor bravour. Det er veltegnet, velfortalt og rigtigt spændende at forsøge at benytte nogle velkendte, kulørte skikkelser i en hel anden kontekst, end vi normalt ser dem. Det er samlet set et utroligt sympatisk, humant værk, der godt nok trækker visuelt på arven fra Hergé, men som i sidste ende lykkes med at være helt sin egen. Det er i al fald svært at være andet end vildt imponeret over Håbets tid.