Da undertegnede skrev anmeldelsen af den anden del af tegneserien Håbets Tid, så var ud fra den klare overbevisning at den tredje del ville blive afslutningen på denne mere ’voksne’ udgave af Splint & Co.. Det skulle dog vise sig ikke at holde stik – og det er jo både godt og dårligt. Dårligt, fordi det selvsagt vil være interessant at se hvordan Émile Bravo får afrundet sin fortælling. Godt, fordi man på den vis kan glæde sig til endnu et flot tegnet album i retrostil, der rent indholdsmæssigt giver læseren noget at tænker over, ud over en medrivende historie.

Håbets tid er til trods for den meget positive titel en fortælling om Anden Verdenskrig, besættelse, jødeforfølgelser, deporteringer, utryghed, sult og elende. Normalt ikke elementer man forbinder med Splint & Co.. Ikke desto mindre er det lykkedes for Émile Bravo at skabe noget helt enestående, nemlig en episk og meget rørende fortælling om de mørke år i fyrrene.

Langt de fleste som stadig kan huske krigen, vil tænke tilbage på denne periode som en langstrakt, tragisk del af deres liv. Af samme grund virker det også ret indlysende at trække historien i Håbets tid ud. Bare fordi vi ikke når til det potentielle jubelskrig, der opstår idet Tyskland endelig erklærer nedlaget i ´45, så er der nok interessante fortællinger og gensyn med figurer fra de to første album i denne tredje del, til at læsningen føles lige så let og ubesværet som da de to forrige bind blev læst.

Det er faktisk ret utroligt at opleve denne tegneserie klare balancen mellem på den ene side at tackle en kompliceret og alvorlig fortælling fra virkeligheden med et stort persongalleri og samtidig levere den basale underholdningsværdi man forventer når man samler et Splint & Co. album op. Når dette virker, så hænger det i undertegnedes optik sammen med stilvalget. For idet man bevidst vælger at seriens overordnede indtryk minder om klassiske Hérgè-albums (og atter engang nævnes Tintin også direkte i historien), så bliver det en tegneserie, der visuelt ser ud som om den godt kunne stamme fra perioden og samtidig er den mere ’stive streg’ og de afdæmpede farver med til at understrege den næsten biografiske alvorstone.

Lige som i de sidste to albums er det også i denne gang primært Splint, som læseren følger. Kvik er selvsagt en vigtig bifigur, men hans rolle er primært en lettere klovnagtig, latterlig ven, der kommer til at fremstå som en kontrastkarakter til den meget opmærksomme, empatiske hovedperson. De to har, da vi møder dem igen, stadig gang i at tage deres dukketeater rundt om i landet. Selv om de to førhen primært har fungeret som observatører, bliver Splint denne gang langt mere direkte involveret i modstandskampen.

Da det lykkes ham, [og her følger en lille spoiler, du kan undgå ved at springe afsnittet over – red.] på albummets allerførste sider, at undslippe fra det tog der med sikkerhed ellers havde kørt ham og børnene Louis og Suzanne til en koncentrationslejr, beslutter Splint sig for at hjælpe med til at forpurre disse transporter, ved at smugle jernstænger, brækjern og lignende ind under hamlen i disse kreaturvogne. Dette gør de i håbet om at de mennesker der bliver lastet ombord på disse tog, finder værktøjet og benytter det til at flygte.

Dette er selvsagt ikke helt ufarligt arbejde. Læseren oplever også via Splints kontakt til det jødiske kunstnerægtepar som læseren allerede mødte i første bind, hvor frygteligt angstprovokerende det må have været at være i deres situation.

Håbets tid – tredje del byder endnu engang på en ret teksttung, men smukt tegnet og meget bevægende historie, der er noget nær den bedste skildring af hverdagsliv under Anden Verdenskrig som undertegnede har læst i noget format. Sagt med et forsigtigt forbehold, så bliver det næste album i serien, der forventes at udkomme senere i 2022 det endegyldigt sidste. Kapellet har jo taget fejl før, men nu burde det altså passe (informationen optræder i al fald sort på hvidt på Cobolts egen omtale af det tredje bind). Denne tegneserieglade anmelder, er i al fald smeget pændt på at læse finalen – for den kan nærmest kun blive fantastisk. For det virker rimeligt at sætte barren meget højt – det har de første tre bind i serien sørget for.