Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Marie Curie – Et lys i mørket / Cobolt / 136 sider
Tekst: Frances Andreasen Østerfelt & Anja C. Andersen, ill: Anna Blaszczyk
Anmeldt 9/10 2018, 16:37 af Torben Rølmer Bille

Stilsikker og vedkommende


Stilsikker og vedkommende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Her i Kapellet hviler en række glimrende tegneseriebiografier. Eksempelvis har vi tidligere set ganske fremragende biografier om The Beatles' manager Brian Epstein , den norske maler Edward Munch blot for at nævne et par stykker.

Tegneserieformatet er da også ganske velegnet til dette, selv om der måske er nogen, der sikkert vil mene, at nogle læsere automatisk vil distancere sig lidt mere fra tegneserieformatets forhold til virkeligheden, end hvis det havde været en mere traditionel biografi, fyldt med fodnoter og kildehenvisninger. Tegneserien er til gængæld umiddelbart langt mere tilgængelig og overskuelig at kaste sig over end en tyk biografi, og for enkelte læsere kan tegneserien ligefrem fungere som et slags springbræt til at læse videre om hovedpersonen efterfølgende.

Marie Curie – Et lys i mørket er en ganske overskuelig og hurtigt læst præsentation af en af historiens mest bemærkelsesværdige forskere. Selv om hun blev født for over 100 år siden, så er der masser af gode grunde til at ville vide mere om denne bemærkelsesværdige kvinde. Ikke kun fordi hun var den første kvinde, der blev optaget på Universitet i Paris, ikke kun fordi hun i løbet af sit liv vandt hele to Nobelpriser (i hhv. fysik og kemi), ikke kun fordi hun sammen med sin mand og Henri Becquerel opdagede radioaktivitet, ikke kun fordi hun revolutionerede behandlingen af sårede soldater under Første Verdenskrig, men måske mest af alt fordi hun livet igennem aldrig holdt op med at være nysgerrig på verden omkring sig.

Verden har selvsagt ændret sig radikalt siden dengang, unge Marie opmærksomt fulgte med sin far ind i laboratoriet. Han var fysik- og matematiklærer, og her blev den unge Marie interesseret i, hvordan videnskaben forsøgte at forklare, hvordan alting hang sammen, opstille regler, der kunne hjælpe hende med at forstå verden omkring sig og ikke mindst lave hypoteser om alt det, der endnu er ikke er opdaget. Selv om dette er hundrede år siden, så er det stadig svært ikke at blive fascineret af denne kvinde, der allerede kunne læse som 4-årig og som utvivlsomt var en af det 20. århundredes største begavelser.

Selv om Marie Curie – Et lys i mørket ikke er en udgivelse, der har plads til at vise læseren alle nuancerne i Curies liv, så er det dog en glimrende introduktion til kvinden og ikke mindst hendes samtid. Ud over at vi kommer meget tæt på personen, så får læseren også indblik i, hvordan det var at være marginaliseret, både som kvinde og ikke mindst som polak, i en tid hvor Polen ikke eksisterede som fysisk land, og hvor det blev straffet ganske hårdt hvis man talte sproget eller viste interesse for polsk kultur.

Det virker også som om forfatterne til udgivelsen har haft dette som et ganske personligt projekt. Anja Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet, og Frances A. Østerfelt har haft en årelang interesse i netop Marie Curie. Sammen med den grafisk stærke illustartor Anna Blaszczyk har de skabt en tegneserie, der både er virkelig informativ og ikke mindst interessant, især for de, der ikke her noget som helst kendskab til hovedpersonen eller dennes samtid.

Illustrationerne er både farverige og meget elegante. De minder mest om en slags silkepapircollager og kan ved første øjekast måske forekomme en smule stive og fagbogs-agtige. Til gengæld passer de så ganske fint til det stof, der bliver formidlet, og når man studerer dem nærmere, så opdager man, hvor fine de i virkeligheden er. Det er ikke tegninger med en uhyre detaljerigdom, og dybdevirkning er heller ikke det, som der arbejdes mest med, men det skal ikke læses som om Kapellets anmelder ikke bryder sig om stilen. Den er bare væsentlig forskellig fra mange af de andre tegneseriebiografier som er blevet anmeldt på disse sider.

Marie Curie – Et lys i mørket er en ambitiøs og ganske flot udgivelse, der virkelig formår at ramme den interesserede læser. Den virker måske ved første øjekast mest om en tegneserie, der kan anvendes i de større klasser for at gøre eleverne interesseret i naturvidenskab, men den er også mere end det. Den er et fint protræt af en person, der var videbegærlig hele livet igennem og som aldrig gav op, uanset hvilke umulige odds, hun stod overfor. Selv om hun har været død i over 75 år, så er det figurer som Curie, der kan være med til at inspirere og give håb til os om, at er man villig til at arbejde benhårdt og disciplineret, så kan man faktisk være med til helt grundlæggende at ændre på den måde, vi ser verden på.

Forrige anmeldelse
« Hvad der kan tænkes, kan tegne... «
Næste anmeldelse
» Håbets tid – del 1 »