Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Simpelthen Samuel / Vandretur med Samuel / Forlaget Forlæns / 160 og 140 sider
Tekst: Tommi Musturi, ill: Tommi Musturi
Anmeldt 15/8 2017, 06:59 af Torben Rølmer Bille

Stum, Finsk LSD-oplevelse


Stum, Finsk LSD-oplevelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den finske tegner og forfatter Tommi Musturi har tidligere gæstet Kapellet, nærmere bestemt i sin danske debut Håbets bog der var noget så sjældent som en tegneserie der satte tempoet helt ned og gav plads til en masse meditationer over det enkle liv dybt ude i skoven. Selv om man i farveholdning og tegnestil med lidt god vilje er i stand til at genkende Tommi Musturis streg, er hans seneste to udgivelser Simpelthen Samuel og Vandretur med Samuel en meget anderledes sag.

De anmeldes begge sammen i Kapellet, ganske enkelt fordi de to udgivelser her en del fællestræk og er meget lig hinanden. Det er begge meget flotte, ordløse fortællinger om en enkel figur, der udsættes for mangt og meget. Hvor Simpelthen Samuel er en form for kortere, episodiske fortællinger, er Vandretur med Samuel, som titlen antyder, mere en slags længere, sammenhængende historie, der på ingen måde er mindre underlig i sit udtryk. Til gengæld fremstår sidstnævnte som én samlet historie, idet den lille hvide figurs vandretur er det, som binder de enkelte episoder sammen.

Skal man sammenligne Musturis streg med andre kunstnere, hvilket måske er lidt af en udfordring, så er den tegner som nærværende anmelder umiddelbart tænker på Geoff Darrow. Ikke så meget fordi Musturi og Darrow bevæger sig i de samme slags grafiske universer, hertil er Darrow langt mere realistisk i sin streg, men mere fordi de begge er i stand til at lave meget detaljerede, sirlige tuschtegninger, der samlet set kommer til at fremstå som en slags flader, til trods for at der arbejdes med perspektiv. Forgrund og baggrund smelter ofte sammen, og dette kommer mest tydligt til udtryk i de sekvenser hvor Musturi har valgt ikke at farvelægge de enkelte figurer, genstande og baggrund, men i stedet ladet siderne være monokrome.

Det skal i samme åndedrag siges at sammenligningen med Darrow kun er i forhold til de meget detaljerede splash-pages, for i øvrigt er der ganske stor variation i hvordan Musturi udfordrer tegneserieformatet. Han gør det ved at lave forskellige typer af rammer, nedbryde ideen om rammer, lade figurerne interagere med rammerne, flå dem fra hinanden og når det kommer til formidlingen af hans sine korte eller længere forløb, så sker dette på en måde, der både er velkendt og sært fremmed. I al fald er det fortællinger, der ofte tager en drejning som man ikke har forventet.

Samuel er en lille hvid, simpel figur. Han har et enkelt lyseblåt øje, et par lyserøde, fyldige læber, men hverken fingre, tæer, hår eller andre detaljer. Hvis man skal tro Simpelthen Samuel så ”fødes” dette lille, mærkværdige væsen af en ganske fed, grim kvindes tåre. Den løber ud af øjenkrogen, ned ad hendes ansigt, hen over det ene bryst, langs fingrene og ender på jorden, hvor dråben pludselig tager form og bliver til Samuel.

Den første fortælling i Simpelthen Samuel kunne sammenlignes med fortællingen om Benjamin Button. Man ser en kiste blive åbnet, et skelet rejse sig, en gammel Samuel-mand går mod en dør, en yngre fyr cykler i næste nu mod kanten af rammen og hele herligheden ender med at en spædbarnsudgave af Samuel kravler tilbage op i sin mutters skød på fødegangen. I løbet af den første håndfuld sider er Samuel altså både blevet skabt af en tåre og får mulighed for at leve sit liv baglæns. Der leges med tid, sted, logik og ikke mindst er løjerne holdt i en finurlig streg, der er meget indbydende at skue.

Indimellem leger Musturi med det format man kender fra instruktionsmanualer. Eksempelvis kan man i Simpelhen Samuel gennem en række detaljerede tegninger se hvordan man Samuel konstruerer et musikinstrument af en gammel blikdåse, noget træ, lidt ståltråd og nogle skruer. I Vandretur med Samuel optræder disse ”manualer” også. På et tidspunkt ser vi Samuel tænke på, hvordan man laver en hjemmerullet cigaret fra en Bibel og andetsteds er der instruktioner til hvordan man kan konstruere en slags fuglehus.

Selv om Vandretur som nævnt virker som en længere sammenhængende fortælling, afbrydes den også indimellem af sider, der ikke synes at passe helt ind med resten. Eksempelvis et par sorte sider, hvor den venstre viser en hånd der anklagende peger på læseren, og til højre en lige så sort side med en åben hånd hvor en flamme brænder midt på håndfladen. Hvordan dette skal tolkes eller læses ind i sammenhængen er ikke helt tydeligt. Er det tegneren der peger? Er ilden magisk? Hvordan skal disse hænder ses i lyset af det som Samuel lige har oplevet? Der synes at være flere spørgsmål end der er svar.

I Simpelthen Samuel oplever man også en række sider hvor Samuel-figuren optræder som både en pik, en stor lort, Hitler med Skumhånd, Charlie Chaplin og en lang række andre ikoniske figurer. Om dette er en hyldest til ikonografi, om det blot er en leg med udtryk eller noget helt tredje, skal lade være usagt, men spøjst er det i al fald. Ikke mindst så gør alle disse ubesvarede spørgsmål at man både bliver draget men også en smule fremmedgjort overfor Samuels farverige univers.

Til sidst i hver bog er der fem korte sætninger med hvad der virker som nogle leveregler eller gode råd. Om det er Misturi der giver disse til læseren, om det er Samuel der endelig får en slags stemme eller om de for den sags skyld kan give betydning til de sekvenser og tableauer man netop har nærstuderet vides ikke med sikkerhed. Idet sætningerne er stort set det eneste tekst man har at forholde sig til ud over værkernes titel, så må man jo regne med at de er signifikante på en eller anden måde.

Bøgerne er vildt lækkert trykt. Tidligere har Kapellet også rost forlaget Forlæns for at der bliver kælet for de sager de udgiver og for alle bibliofiler er alene bøgernes finish grund nok til at anskaffe dem. De er trykt på tykt, lækkert papir, er indbundet i stift bind, har en lille snor man kan benytte som bogmærke og i det hele taget kæler begge udgivelser for ens taktile såvel som ens visuelle sans.

Ord er i det hele taget fattige i forsøget på at beskrive disse to værker, som er tættere på egentlige kunstbøger end de er på traditionelle tegneserier. Alle der ved hvordan man læser billeder kan umiddelbart forstå og afkode de enkelte tegninger, men det er langt mere vanskeligt at finde ud af hvad projektet egentlig går ud på, ud over at giver læseren en vild, intens, kulørt, syret oplevelse, der kun meget vanskeligt lader sig definere. I sidste ende afhænger afkodningen af de to udgivelser af den enkelte, men uanset hvad man får ud af det, så er det to tegneserier der med garanti vil imponere og mystificere.

Forrige anmeldelse
« Saga vol. 6 «
Næste anmeldelse
» Løvinden – et portræt af Ka... »