Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Spirillen – Viva Palombia! / Cobolt / 48 sider
Tekst: Batem (farver: Cerise), ill: Colman
Anmeldt 8/11 2017, 09:30 af Torben Rølmer Bille

Gakkede dyr i junglen


Gakkede dyr i junglen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af barndommens yndlingstegneserier var serien om Splint og Co. (foruden Tintin, Blake og Mortimer og Anders And), der oprindelig startede i et fransk tegneserieblad der hed Spirou (I denne sammenhæng kan det jo nævnes at Spirou er det Splint hedder på fransk). Splint & Co. er en lang tegneserieserie, der har budt på mange forskellige tegnere og forfattere, men bedst kendt blandt undertegnedes generation af seriefans er sikkert stadig de albums som Franquin i sin tid skabte.

I Arvestriden, der er det 7. danske album med Splint og Co., møder man for første gang det besynderlige dyr Spirillen. Det er en slags mellemting mellem en abe, en leopard og noget som ikke eksisterer i naturen, takket være dens meget, meget lange hale, som den både kan bruge til at svinge sig i trætoppene med, som en slags fjeder, den kan hoppe hen over jorden med og som en forlænget fangarm der kan både gribe, uddele tørre tæsk og meget mere. Med sin karakteristiske ”hubba, bubba-hop” sætning og sin evige appetit på især piratfisk sprang dette seje, skøre dyr lige ind i mange tegneserielæseres hjerter.

Her i sensommeren 2017 har Cobolt så udgivet endnu et soloalbum med Spirillen. Dette album er skrevet af en vis Colman, tegnet af Batem og farverne står Cerise af. Det er tydeligvis på mode i den del af tegneserieverdenen udelukkende at have ét navn. Udgivelsen har fået titlen Viva Palombia! og kan bedst beskrives som et virkeligt skørt jungleeventyr for de mindste, selv om der undervejs i fortællingen findes nogle referencer som børn muligvis ikke vil forstå, men som mere modne læsere kan fnise over.

I den mørke jungle er det parringstid og derfor er alle dyrene helt ude af sig selv for at gøre indtryk på det modsatte køn. I løbet af historien møder læseren ud over alle dyrene en gruppe indfødte børn, der snakker med deres lokale medicinmand som fortæller ungerne om det sagnomspundne dyr. Desuden møder vi en forsker, der sammen med sin kvindelige assistent er ude for at lede efter spiriller og andre sjældne væsener. Medicinmanden fortæller landsbyens børn legenden om hvordan Spirillen i sin tid fik sine pletter – med en slet skjult reference til Kipling.

Batem er en glimrende tegner. Faktisk er hans streg den, som umiddelbart ligner Franquins allermest uden at være det. Han har en glimrende sans for detaljer, bevægelse og måske især figurernes mimik, der vanen tro er stærkt overdreven og karikeret. Cerises farvelægning er også helt i vinkel, for albummet er farvestrålende og indbydende hvilket man ved en hurtig gennembladring nemt selv kan bekræfte. Colmans historie er til gengæld det svageste led, for selv om legenden om Spirillen er god, så er der også en tendens til at resten af historien bliver for pjanket og usammenhængende. Omvendt set, så selv om det er en lang række gags der kommer til at fylde mere end en egentlig sammenhængende historie, så er det sikket helt bevist når man tænker over at kernepublikumet sikkert er 7-10 årige.

Spirillen – Viva Palumbia! er ikke et album man bare skal have stående i sin samling, ej heller hvis man er megafan af Splint & Co., for dette album tilføjer, ud over lidt baggrund, ikke meget til det materiale vi kender i forvejen.

Til gengæld er Viva Palombia! ganske morsom på udsatte steder og kan meget vel være en rigtig god gaveidé til et barn (uanset alder) der godt kan lide plat humor, flotte tegninger og ikke mindst det fantastiske jungledyr der pryder coveret. Anmelder har også på fornemmelsen at der godt kan være gået noget tabt i oversættelsen fra fransk til dansk og at enkelte af de visuelle gags muligvis refererer til konkrete elementer som ikke er en del af undertegnedes kulturelle kapital.

Albummets bedste del er som nævnt oprindelseshistorien men overordnet set føles udgivelsen, efter endt læsning, som om at skaberne bag har villet lave lidt for mange forskellige ting på lidt for lidt plads. Det efterlader læseren med et indtryk af at Viva Palombia! nemt kunne have været meget bedre, hvis blot der var blevet arbejdet lidt mere i dybden med materialet.

Forrige anmeldelse
« Den store krimi-quiz «
Næste anmeldelse
» Thomas Alsop – 3000 Sjæle »