Mit første møde med den franske instruktør Alain Resnais var hans mesterværk I fjord i Marienbad (1961), som var baseret på et manuskript af forfatteren Alain Robbe-Grillet. Filmen fungerer på samme tid afvisende og vedkommende, og for første – og hidtil eneste – gang startede jeg forfra umiddelbart efter for at finde ud af, hvad pokker det var, der ramte mig. Filmen giver på én gang absolut ingen mening og alt den mening, der er nødvendig. Fra dette møde med en af fransk filmhistories mest interessante instruktører var jeg indfanget af den filmiske modernismes blækspruttearme. Filmens evne til at gennemryste min opfattelse af, hvad film er, har hængt ved lige siden.

Nu har selskabet Another World Entertainment taget hul på denne instruktør, der indtil for få år siden har været så sparsomt distribueret uden for Frankrig. Jeg havde selvfølgelig håbet, at de kunne sætte en Alain Resnais Collection i gang på samme måde, som de har gjort med andre centrale instruktører, men jeg må tage til takke med en film i serien Classic Cinema Collection, der efterhånden er ved at indeholde mange helt centrale værker fra filmhistorien. Den film, de nu udgiver, er Alain Resnais senere mesterværk Min onkel fra Amerika (1980), der både adskiller sig fra, men også viderefører, de første tyve års tendenser hos Resnais.

Filmen handler om de tre personer Jean, Janine og René, som lever hvert sit liv. Hver især gør de, hvad de kan for at få dagene til at hænge godt sammen med de almindelige komplikationer, der er heri. Jean er radiochef, Janine er skuespiller, mens René er underchef i et tekstilfirma. Samtidig krydsklippes disse tre spor med en række kommentarer fra en videnskabsmand, der langsomt indfører os i, hvordan forskellige dyrearter opfører sig for at få stillet de basale behov. Til at begynde med er dette en formalistisk montageteknik, hvor seeren selv skal tænke sporene sammen under ét. Men langsomt bliver det klart, at hensigten med filmen er at laboratorielæse menneskearten.

Resnais er som instruktør en af de mest centrale skikkelser i den franske såkaldte rive gauche-tradition. La Rive Gauche er den del af Paris, der ligger syd for Seinen, hvilket peger på, hvor en række instruktører kom fra. Men samtidig er det også en betegnelse, der angiver et slags kunstnerisk skillepunkt i den franske nybølgetendens i 60’erne mellem den mere letlevende og mere kommercielt succesfulde tradition, der udviklede sig omkring instruktører som François Truffaut og Jean-Luc Godard, og en langt mere tungsindig og brydsom stil og stemning hos instruktører som Alain Resnais og Chris Marker. De var ikke som sådan i opposition med hinanden, men stilistisk var de forskellige tendenser inden for nybølgen.

Min onkel fra Amerika er for Resnais et stort skridt væk fra denne tunge modernisme, der prægede hans tidlige værker. I dag instruerer han også lidt mere letlevende værker, såsom On connaît la chanson (1997), en relativt lettilgængelig musical, men stadig med Resnais’ flair for filmteknisk distancering og medietække. Min onkel fra Amerika er på den ene side en film, der trækker tæppet væk under menneskets fri vilje, og er på den måde særdeles filosofisk og videnskabelig i sin tilgang til handlingen. Men på den anden side er dette kombineret med en underfundig humor, der både fungerer flot sammen med handlingen, men også trækker den tungsindige stemning ud. Filmens parallelisering af handlingen med laboratoriets rotteforsøg er i den grad kostelig.

Ydermere er filmen også en eksplicit reaktion mod samtidens tiltagende postmodernisme inden for såvel film som i den almene kultur. Det er – på dette tidspunkt – kun et år siden, at den franske filosof Jean-François Lyotard dømte de store fortællinger døde, hvilket åbnede for en vild vidensmæssig og identitetsmæssig subjektivisme, hvor kun den personlige holdning kunne forsvares. Denne tendens gav også genlyd i filmhistorien, og den mere kommercielt succesfulde nybølge er endda de første små postmoderne skvulp. Min onkel fra Amerika gør op med denne tendens ved at understrege menneskets afhængighed af sin biologiske krop, og de processer, der er heri, og som vi ikke er fuldt bevidste om. På den måde er filmen et humoristisk og velment opgør med samtidens relativisme.

Dermed har Resnais heller ikke svigtet sin modernistiske arv. Han fastholder den – og gør det stadig, men den er hele tiden under forandring. Ligesom mange andre modernister bliver han også yderst bevidst om genrerne. Hans fremragende debutfilm Hiroshima mon amour (1959) er en gennemført kærlighedsfilm, men samtidig bruges denne som en antikrigsallegori. Min onkel fra Amerika er en komedie, men derfor giver Resnais ikke køb på den seriøsitet, der ligger i at kunne kritisere menneskets tro på, at det kun er sig selv nærmest og sin egen. Mennesket er i sandhed i biologiens vold.

Resnais har fået en lidt bedre plads i den europæiske distribution de seneste år med genudgivelse af enkelte film, men også et par samlinger er det blevet til. Med denne film og især Godards Livet skal leves (1962) har Another World Entertainment åbnet en dør på klem for to instruktører, der ikke kun fortjener, men også kræver bredere formidling til kræsne danske filmelskere. Jeg håber kun, de kan leve op til ansvaret, der følger: Spark døren op. Der er så meget godt at hente. Men foreløbigt: Tak for onklen… hvem end han er.