Den spanskfødte instruktør Adrián Garcia Bogliano gjorde sig første gang bemærket her i kapellets kolde kælder med den imponerende, realistiske gyser Here comes the devil. Den næste film fra instruktørens hånd var den utroligt skuffende Late phases , der såede tvivl om, hvorvidt Here comes the devil måske bare havde været en enlig svale. Heldigvis er Bogliano tilbage i topform i sin nyeste film Scherzo Diabolico, en film instruktøren, lige som den førstnævnte, selv har skrevet manus til.

Scherzo Diabolico en nådesløs film. Den efterlader måske ikke sin seer helt lige så udmattet og chokeret som efter at have set Here comes the devil, men det er stadigvæk en grusom og mørk sag, der med sikkerhed vil overraske selv de, der er vant til at se ekstreme film. Dette skal ikke forstås som om, at filmen søger sine ekstremer rent visuelt, men det er primært figurernes handlinger, der bryder en række moralske grænser, der gør, at man som tilskuer føler sig magtesløs.

Filmens egentlige hovedperson er den underkuede revisor Aram. Hans chef tvinger ham til at tage overarbejde, men nægter konsekvent at betale ham for dette. Arams kone er sur over, at hendes mand på den måde lader sig kue, og i det hele taget er der ikke mange lyspunkter i mandens liv. Det skulle da lige være en CD med klassisk klavermusik, som han konstant lytter til.

Aram har dog – muligvis takket være al det pres, han udsættes for – en mørk side. Han planlægger nemlig at kidnappe en ung skolepige. Han følger efter hende, når hun går hjem fra skole. Han tager tid på, hvor langt tid det tager for hende at komme fra det ene sted til det andet. Samtidig nærstuderer Aram sider på internettet om kvælertag og øver grebet på sin lettere demente far, der alligevel ikke kan huske, at sønnen har forsøgt at kvæle ham. Aram forsøger ligeledes at finde ud af, hvordan han kan sørge for, at pigen kun besvimer ved kvælningen og ikke dør af det. At følge Arams nærmest kliniske tilgang til kvælning og planlægningen af kidnapningen, er næsten mere væmmeligt, end når han endelig fører planen ud i livet.

Det lykkes nemlig revisoren at fange pigebarnet og bringe hende til et forfaldent pakhus langt ude i en skov, hvor han holder hende fanget og optager videoer med hende, mens han bl.a. giver hende stød med en strømpistol eller tvinger hende til at tage tøjet af og spuler hende med koldt vand. Hvad formålet med denne bortførelse er, ved seeren naturligvis ikke til at starte med, for vi oplever blot Aram som en klam stodder, der drevet af frustration over sit liv, kidnapper en ung pige, han kan dominere. Planen afsløres cirka halvvejs igennem filmen, hvorefter handlingen tager en mildest talt uventet drejning.

Titlen kan forekomme kryptisk, men efter at have set filmen, giver den fin mening. En ”schertzo” er et stykke instrumentalmusik, ofte en del af et større musikalsk værk, og ”diabolico” betyder djævelsk. Filmen benytter ganske smukke og velkendte, klassiske stykker klavermusik som både ledemotiv og underlægningsmusik, men især et klaverstykke kommer også til at spille en hel central del af selve handlingen. For den kidnappede pige laver pludselig en kobling mellem den musik, Aram lyttede til, og så den traumatiske oplevelse, hun blev udsat for. Musikken fungerer som katalysator for hendes gerninger i den sidste del af filmen.

Schertzo Dialobico er dog ikke kun en thriller om en forstyrret mandsperson, for det er også en film, der falder ind under en anden gyser-subgenre. Denne skal selvsagt ikke afsløres hér, da det med garanti ville ødelægge oplevelsen af filmen. Denne ændring i handlingsforløbet og figurernes indbyrdes magtforhold kan der sikkert være en del seere, som måske synes bliver for meget, men genrefans vil med garanti byde dette genreskift velkommen.

Schertzo Dialobico er en nihilistisk og grum film, der sikkert vil tilfredsstille langt de fleste gyserfans, men som både vil chokere og provokere mange af de, der normalt ikke ser denne slags film. Den er grænseoverskridende, hård og så synes den også at ville fortælle en historie om, hvad der sker, når vi mennesker blændes af ambition og lyst til personlig vinding. Dette sker som oftest på bekostning af andre, men som filmen fortæller, så er spidse albuer og et ønske om at fremme sin egen position i samfundet ikke uden omkostninger.