Det er efterhånden gamle nyheder at japanske filmfolk laver fortællinger, der synes at gå i diametral modsætning til den opfattelse man ellers har af folket som fåmælte, regelrette, høflige folk, der går langt for at skjule deres følelser. For i både en række anime- og realfilm ser vi selvsamme japanere skrige replikker hysterisk ind i kameraet, mens kroppe skamferes og udkrænges til højre og venstre.

Selv om sådanne ekstremiteter har været en del i japanske film i mange år, er det dog som om der er opstået en regulær trend eller subgenre af japanske film, der alle forsøger at overgå hinanden i bizarre figurer og blodsudgydelser. Mange af disse inspireret af manga og anime-universer og med referencer til de mest udsplattede film fra vores del af verden.

I kapellets kældre har vi tidligere set nærmere på film fra det selskabet Sushi Typhoon, der blandt andet har stået bag Mutant Girls Squad, Alien vs. Ninja og den noget mere realistisk fortalte Cold Fish alle udsendt af Another World Entertainment. På det ganske omfattende ekstramateriale til den seneste udgivelse Helldriver, fortæller folkene bag filmene, at de med næb og klør forsøger at udfordre de mere etablerede japanske filmstudiers måder at fortælle historier på, samtidig vil de også lave en række lowbudget-film, der forhåbentlig kan vise potentielle investorer (både japanske og udenlandske) hvor meget de kan få ud af minimale budgetter. For selv om man godt kan se på Helldriver, at den er optaget på digitalt udstyr og det langt fra er alle digitale effekter som fungerer lige overbevisende, så er hændelserne i filmen stadig så rudimentært underholdende og langt ude, at Sushi Typhoon sikkert nok skal få tiltrukket sig den opmærksomhed de fortjener.

Det er også lidt af et clou at Sushi Typhoon har fået selveste Yoshihiro Nishimura til at sidde i instruktørstolen på Helldriver. Det er Nishimuras anden film efter den toneangivende Tokio Gore Police. Nuvel han har været medinstruktør på et par andre film, men Hellldriver har han haft fuldstændig kontrol over eftersom han både har skabt karaktererne, skrevet manus, instrueret og klippet filmen, men hvor Tokio Gore Police var meget strammere i sin fortælling, udseende og komposition, er Helldriver langt mere løs i ledende. Det dog ikke at den ej er seværdig, for det er en af de mest absurde familiedramer i lang tid smurt ind i zombier, afskårne lemmer og en samling muterede, psykotiske figurer.

Filmen handler i al sin enkelthed om en ung pige, der mildest talt har problemer med sin mor og far, for moderen har skåret benene af farmand og er i gang med at fortære dem da pigen kommer hjem fra skole. Det kommer til et opgør mellem de to hvor moderen ved et tilfælde rammes af et meteor fra det ydre rum, der pløjer sig igennem hende og da hun nu har et stort hul hvor hendes hjerte før sad, flår hun den unges piges hjerte ud og placerer det hvor hendes eget skulle have siddet.

Nu skulle man så tro at skolepigen var død, men hun genoplives som cyborg, samtidig med at meteoren har haft den uheldige sideeffekt, at den har omformet hele det nordlige Japans befolkning til en slags zombier, der med en y-formet antenne i panden nu alle styres af moderen. Da cyborgpigen vågner til dåd må hun derfor alliere sig med en række bizarre helte i forsøget på at få denne situation vendt til det bedre og få sit hjerte igen. Hun bliver derfor sendt på en hemmelig mission dybt ind i den forbudte zone med livet som indsats og her må de kæmpe mod det ene mere mystiske væsen end det andet.

Under den ekstreme, udsplattede overflade gemmer der sig også en socialsatire af den japanske kultur – både familien og måske især politikere med hang til magt, traditioner og ingen sans for ledelse bliver udstillet. Det er dog en satire, der sikkert ikke fanger an med mindre man interesserer sig for japanske forhold, men filmen kan også sagtens ses som en lang underholdende nedslagtning af japanske zombier, der kulminerer i en sindssyg scene, der muligvis kan være inspireret af den gamle Clive Barker novelle “In the Hills, the Cities” fra debuten Books of Blood.

Der er sikkert de, der vil påstå, at Nishimura gentager sine egne splattede ideer fra Tokio Gore Police, men selv om man ser en pige, der edderkoppeagtigt balancerer på ting, der er stukket ind i stumperne på hendes afhuggede lemmer, så er det stadigt svært ikke at sidde måbende foran sådan et syn, der naturligvis forsøges at blive overgået i mærkværdig kropsudkrængning et par øjeblikke senere.

Kapellet sender derfor en varm anbefaling med på vejen, for selv om Helldriver ikke når samme standarder som Tokio Gore Police så er det stadig supermærkelig splatterunderholdning og næsten to timers konstant effektjageri, der bestemt aldrig bliver kedeligt eller repetitativt for de, der holder af sådanne outrere fortællinger. Alle de, der ikke kan lide at se motorsave flænse i zombier må i stedet sætte en Woody Allen film på afspilleren.