Der er en tradition i Frankrig for at lave solide politithrillers. Tænk blot på klassikere som Le samuraï, Le cercle rouge, Nikita eller for den sags skyld den lidt mere letbenede Les rivières pourpres. Derfor bliver man også helt varm indeni, når der dukker en ny fransk politifilm op, men den umiddelbare glæde vendes hurtigt til frustration og irritation, når minutterne slæber sig dvask af sted i filmen Paris by night (org. Une nuit).

Selv om der sikkert vil være nogle seere, der hævder at filmen både er ganske realistisk skruet sammen, og at den præsenterer en version af den parisiske underverden, som er meget troværdig set i forhold til lignende film, så indeholder den også usandsynligt mange transportscener (noget som erfarne medielærere gang på gang forsøger at forklare deres elever, at de konsekvent bør undgå). I disse scener sker der ofte slet ingen ting. Der er end ikke dialog i bilen mellem filmens to centrale hovedpersoner. Der køres blot rundt, mens der skules.

Disse mange scener, hvor man oplever politimanden Simon Weis blive kørt rundt fra den ene natklub til den næste af sin kvindelige assistent, virker allermest som en undskyldning for at vise Paris´ seværdigheder på bedste Taxi Driver-manér vist fra interiøret i bil. For Simons natlige udflugt frem og tilbage fra klubber, barer og bordelmiljøer er kernen i filmen. Det er disse besøg og hans samtaler her, som skulle sørge for den primære fremdrift i filmen, men det er samtidig en drivkraft, der virker meget træg, og som aldrig bliver spændende eller nærværende. Det er derfor noget af en tilsnigelse, at filmen har fået genrebetegnelsen ”action/thriller” påhæftet, for det er en film, der hverken byder på thrillerens spænding eller på en eneste actionsekvens.

Ideen er ellers ganske god. Der leveres to overordnede handlingstråde i filmen, til trods for at vi udelukkende følger begivenhederne i øjenhøjde med vores betjent Simon. Dels fokuserer filmen på interne affærers undersøgelse af betjenten. Der huserer rygter om, at han modtager bestikkelse fra nogle af de mange lyssky elementer, han omgås på sit natlige arbejde, men om anklagerne holder vand, skal ikke afsløres her. Dels fokuserer filmen på to fraktioner af kriminelle, der er raget uklar med hinanden. Dette er samtidig den centrale del af filmen, den del der bliver gjort tydelig gennem Simons afhøringer af og samtaler med de forskellige figurer, som han besøger på sin natlige færd. Det er igennem disse samtaler, at seeren får at vide, hvad konflikten går ud på.

Det lyder umiddelbart måske som en glimrende idé at lade handlingen blive fortalt fra sådan et forholdsvis snævert synspunkt, for på den måde at lade seeren dumpe med ned i bilen in medias res og forsøge selv at få hoved og hale i hovedfortællingen. Det forklarer måske også den unge, kvindelige chaufførs rolle, for seeren er så at sige sidestillet med hende. Problemet er blot, at man aldrig rigtigt bliver grebet af hverken gangstertypernes indbyrdes genvordigheder, eller af hvorvidt Simon er bestikkelig eller ej. Det bliver man ikke fordi filmens tempo og dialogudvekslingerne er så himmelråbende langsommelige, og at filmen konsekvent undgår nogle af de elementer, man ellers forventer af denne type film: fysiske konfrontationer, skuddueller, eller – for Guds skyld – en lillebitte biljagt.

Så holder du af politithrillers, så er der masser af gode film derude, og af selv samme grund bør du derfor droppe ideen om at tilbringe en nat i Paris med Simon. For selv om filmen varer 96 minutter, så føles den vitterligt som om, der er gået 12 timer, når først rulleteksterne kører.