Da Woody Allen blev ’forvist’ til England, kastede han sig over thriller- og krimigenren. Det blev til Match Point (2005), Scoop (2006), Cassandra’s Dream (2007). Brugen af et slags krimiplot var dog ikke noget nyt for Woody Allen. Med de to næste film vendte han tilbage til den genre, som han mestrer bedst. Vicky Christina Barcelona (2008) og Mig og Melody (2009) var velkendte forviklingskomedier, og i særligt Mig og Melody – der ellers var udskældt – vendte Allen tilbage til den metafiktive komedieformel, der i 70’erne og 80’erne blev hans egen. You Will Meet a Tall Dark Stranger, der netop er udkommet på dansk dvd, følger i dette spor.

Filmen handler om en række forskellige karakterer, hvoraf ingen helt er hovedperson. Vi møder Alfie, der i en sen midtlivskrise vælger at forlade sin kone Helene, som derfor begynder at besøge en sandsigerske for at få styr på sit liv. Vi møder ægteparret Sally – Helenes datter – og Roy, der ikke helt kan få tingene til at hænge sammen. Sally får nyt arbejde hos den kendte galleriejer Greg, mens Roy kæmper for at følge op på sin kritikerroste debutroman. Roy får øje på den gudesmukke Dia, der bor over for ham og Sally, og som han begynder at bruge en del tid med. Samtidig møder Alfie en ultraung kvinde, som han vælger at gifte sig med. Alt sammen på kryds og tværs af hinanden.

Der er flere velkendte træk i You Will Meet a Tall Dark Stranger fra Allens tidligere film. Den selvironiske bemærkning om en ældre mand, der forelsker sig med en ung pige, brugte Allen så sent som i Mig og Melody. Den fortællende voice-over, der hele tiden anlægger et komisk, refleksivt perspektiv på handlingen, er med i mange af Allens film. Filmen spiller også – udover Alfies talen til kameraet – metafiktivt på sin egen fortælling: Fortælleren starter og slutter filmen med at understrege, at det handler om ”torden og lynild”, men ”det betyder intet”. Det er et helt typisk selvironisk træk fra Allen at trække tæppet væk under sig selv, mens det netop derfor alligevel peger på, at det måske godt kunne betyde noget alligevel.

Det kollektive fokus på en lang række karakterer finder vi også i Vicky Christina Barcelona, men gennem hele Allens karriere har han trukket på denne fokusbredde. Melinda og Melinda (2004) bruger det, og i inddragelsen af en forfatter minder de to film måske mere end en del om hinanden. Radio Days (1987) brugte samme fortælleteknik til at fortælle en familiesaga. Der er også stærke ligheder med Manhattan (1979), der både har forfatteren med, samt fokus på et forhold mellem en ung pige og en ældre mand – filmens topos er bare blevet flyttet fra New York til London. Woody Allen trækker hele tiden på sin hovedstol – sin biografiske person – og derfor kommer filmene til at være forskellige variationer over de samme temaer og motiver.

Det, der gør Woody Allens komedier så særdeles udholdelige, er, at han på én gang formår at balancere på grænsen mellem komik og alvor. Derfor er det tydeligt, at det selvfølgelig alligevel betyder noget. Han gør tykt grin med arketypiske personligheder, men de karakterer, der fungerer som arketyper, afviger alligevel – og bliver til netop karakterer. Dialogen formår gentagende gange hos Allen at både vise den person, der siger noget, og gøre grin med den henvisning, der ligger i personen. Komedier, der ikke fastholder en alvorlig nuance bliver tomme (og betyder således netop intet), men Allens komedier er ikke tømt for mening – den er bare gemt underneden. Kommentaren om, at ”det intet betyder”, er en parodisk genrekommentar.

You Will Meet a Tall Dark Stranger er blandt Allens lettest tilgængelige værker – og er ikke blandt hans bedste. Mig og Melody fik nogle mindre pæne gloser med på vejen, men det hænger formentlig sammen med, at den er mere krævende. Vicky Christina Barcelona og den seneste film, der omslutter Mig og Melody – og således på sin vis danner en trilogi om et genfund af komedien hos Allen – viser tilsammen og på forskellig vis, at Woody Allen stadig er filmens komediemester. Selvom You Will Meet a Tall Dark Stranger ikke er hans bedste, så er standarden generelt så høj, at den fungerer som et morsomt, tankevækkende og livsaligt indspark i hverdagen. Den, der ikke bliver glad i låget af at se en Woody Allen-film, bør søge læge.