Indimellem bør man ikke lade sig påvirke af den score som f.eks. IMDB deler ud til film, for de vurderer (i al fald i samme nu som denne anmeldelse skrives) at actionfilmen The Prince fortjener 4 ½ stjerne ud af ti mulige. Det er dog ganske misvisende, for selv om filmen på ingen måde tilføjer noget enestående nyt til actionfilmgenren, byder på klasseskuespil eller byder på en fortælling der bryder med ens forventninger, så er den en hårdtslående, B-actionfilm der giver tilskueren præcis, hvad man ønsker og forventer af en sådan.

I al sin enkelthed handler filmen om en far, der skal redde sin datter fra nogle meget skumle skurke. I starten af filmen skyper papa med datteren sin og fornemmer, at der er noget helt galt, selv om hun siger, at alt er i den skønneste orden. Da han ringer tilbage, tages telefonen af en bistert udseende fyr, som straks smækker røret på og som hævder, at han ikke kender datteren.

Af selvsamme grund lukker fatter straks sit værksted ned og skynder sig til New Orleans, hvor datteren går på college. Her opdager han, at den ellers så regelrette datter er kommet i alvorlige vanskeligheder. Ikke kun er hun kommet i ualmindeligt dårligt selskab, der er også meget, der tyder på at hun er begyndt at tage stoffer, vel og mærke de, der både bringer afhængighed, fattigdom og kriminalitet i deres kølvand.

Det er dog ikke nemt for farmand at finde pigen, da hendes mobiltelefon er væk og hun ikke har sovet på hendes værelse i flere uger. Sporet er tilsyneladende iskoldt da han ankommer, men heldigvis er vores protagonist tilpas snarrådig og handlekraftig nok til at finde spor i sagen.

Jo længere mekanikerfar kommer på datteren jo tættere kommer han også på sin fortid, for der har været en rigtig god grund til, at han ikke har været i New Orleans længe. Han har nemlig selv en blakket fortid i byen, et handlingsspor, der naturligvis inden længe kommer til at krydse hans aktuelle jagt på datteren.

Selv om The Prince er en film hvis cover prydes af Bruce Willis og John Cusack, så er det Jason Patrick, i faderens rolle, der fylder mest i filmen. De andre to har vigtige, men mindre biroller i sammenligning. Valget af Patric som handlekraftig helt er faktisk ganske glimrende, for selv om han måske ikke har de helt store nuancer i sit spil, eller for den sags skyld har fået et manus, hvor han virkelig kan gå i dybden med sin figur, så gør han det som der er brug for: banker bad guys til mos og ser sej ud, mens han gør det.

Filmen er, som nævnt, hverken overraskende eller original, men den er teknisk ganske flot, hvad enten man ser på billedkompositioner, colourgrading, klipning eller lydsiden. Der er noget dejligt betryggende i at give sig i kast med en film, der både er dejlig forudsigelig og generisk. Det kan godt være, at genrens klicheer her bliver luftet endnu engang, men holder man af thrillers og actionfilm, så vil man også vide, at en del af tiltrækningen netop er at opleve endnu en variation over et tema – så længe denne variation bare fungerer – og det gør den i The Prince.

Filmen slægter især klassiske actionfilm fra midtfirserne og starthalvfemserne på. Der er ikke blevet gjort plads til smart wire-fu stunts eller asiatisk inspirerede kampscener, nej fokus ligger her mere på traditionelle nærkampe, hvor alle tricks også de mest beskidte, som nærmest gør helt ondt at skue, bliver brugt mod modstanderne, der som oftest også er uretfærdigt mange om at skulle nedkæmpe filmens hovedperson.

Så er man i stand til at afstemme ens forventninger i forhold til det, der er beskrevet i det foregående, er The Prince et ganske udmærket valg hvis man har lyst til at se lidt hjernedød actionunderholdning, men alt for ofte er blevet skuffet over film, der ikke leverer varen. Det er en film der sikkert ville gøre sig godt til drengeaftenen med gutterne eller dagen efter hvor tømmermændene viser sig. Det er altså ikke stor kunst, men indimellem er det heller ikke stor kunst, men bare en b-actionfilm man har brug for.