Nikolaj Arcel brød igennem som instruktør med et brag, da han skrev og instruerede den politiske thriller Kongekabale (2004). Derefter satte han sig for at lave en Spielberg-film på dansk, hvilket blev til De fortabte sjæles ø (2007). Desuden har han brugt tiden på at udfritte gyserfilmens genreformel i manuskripterne til såvel tv-serien De udvalgte (2001) og spillefilmen Cecilie (2007). Alle filmene er kendetegnet af at være særdeles genrebevidste fortællinger, der – formentlig med undtagelse af Kongekabale – ikke rigtig tilfører genrerne noget nyt. Dette forhold mellem skabelon og fortællestruktur er hele fremme i Arcels seneste film Sandheden om mænd, som han selv har instrueret. Filmen er netop udkommet på dvd.

Filmen handler om Mads, der bor sammen med Marie i det, der ligner det perfekte liv. De har de ting, de skal have. De har – i hendes øjne i hvert fald – det liv, de skal have. Første gang vi møder dem, holder de housewarming i deres nye hus for alle deres venner og bekendte. De mangler sådan set kun at få de obligatoriske børn. Marie tror også, at Mads har det godt, men under festen begynder Mads langsomt at indse, hvad det er, han er gået ind til: Han lever det liv, han som ung frygtede. Han var dengang en sulten kunstner, der ville skrive intellektuelle film, og som bestemt ikke kunne se sig selv i den borgerlige rolle, som han nu befinder sig i. Han er tilmed blevet manuskriptforfatter på en serie, der gør alt for ikke at bryde med den almindelige fortællestruktur.

Allerede fra starten præsenteres vi for denne måde at tænke film på. Den formel, der skal trække hovedpersonen igennem den første erkendelse af et problem, over et par ventepunkter, for til sidst at ende et sted, hvor karakteren har fået en fornyet indsigt – og kan vende tilbage med en ny erkendelse. Mads ser sig selv i denne struktur, og indser, at han netop nu er ved dette første vendepunkt: Han flytter fra Marie for at være alene og for at finde frem til den person, han engang lovede sig selv at blive. Han siger sit job op på tv-serien, og vil nu skrive sit livs film, der bestemt ikke skal følge den faste og velkendte formel, som Aristoteles allerede indså fungerede godt for flere tusinde år siden.

Filmen lægger derfor ud med at ligne en kritik af den struktur, som filmen – og Arcels øvrige film – har. På den måde er Sandheden om mænd en metafilm, der handler om at lave film og at lave netop denne film. Mads kender formlen, og forsøger at se sig selv i den, men spørgsmålet er selvfølgelig, om han selv formår at kende plottets udviklinger undervejs. På den måde lægger filmen ud temmelig interessant ved at ville pege på det forudsigelige i den formel, som Mads kender til hudløshed: Filmen og filmens handling lægger op til, at Mads og filmen vil bryde med denne aristoteliske sygdom, som hjemme-ude-hjem-strukturen er karakteriseret af. Formlen kvæler nye erkendelser, og kvæler derfor også Mads selv.

Filmens store problem er dog, at den netop ikke bryder med formlerne. Sandheden om mænd er præcis ligeså forudsigelig, som den selv påpeger, den er. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men det betyder ganske simpel bare, at filmen – efter vi har indset, at den leger med denne almindelige struktur – forbliver ligeså kedelig, som de film, Mads har skrevet, og som han ikke længere føler, at han kan stå inde for. Filmen viser selvfølgelig, at der er et ekstra metaniveau indbygget i filmen, men fordi filmen selvironisk peger på, at den kedelig, gør det ikke filmen mindre kedelig. Filmen ender derfor med selv at søge efter den endelige erkendelse – det, som Aristoteles kaldte for anagnorisis – og lyder præcis som den sygdom, det er, at tvinge en erkendelse ud af film, der ikke kan holde til det.

Det er ret synd, fordi filmen lægger op til at ville noget mere. Den bliver – tilsyneladende ganske bevidst – fanget i sin egen bevidstgørelse af en formel, der kvæler den gode film. Stil- og spillemæssigt er filmen ligeså veldrejet som Arcels øvrige film – der er endda et væld af forskellige kendte danske skuespillere med i de indbyggede sekvenser fra Mads’ film. Men det selvironiske tvist, som Arcel spiller på i Sandheden om mænd, gør bare pinligt opmærksom på, hvordan Arcel selv har tænkt sin film i en formel. Filmen har en lang række morsomme indslag, og nogle interessante pointer undervejs, men det hele drukner i en forudsigelighed, som filmen så ud til at kritisere, men ender med at hylde. Og derfor bliver den et nummer for selvfed, forudsigelig og trættende trist.