Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Van Gogh – ved evighedens port (101 min.) Biograffilm / Scanbox
Anmeldt 27/3 2019, 08:20 af Torben Rølmer Bille

Meditation over Van Gogh


Meditation over Van Gogh

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den hollandske maler Vincent Van Gogh er ikke kun en af kunsthistoriens mest berømte skikkelser, han er også en af de malere, som der er blevet lavet flest film om. Dette kan skyldes mange ting. Dels er der de dramaer som var en del af manden liv; det afskårne øre, det faktum at han kun solgte et enkelt billede mens han levede og at han blev dræbt af skud, er alt sammen elementer, der er spændende at fortælle om.

Van Gogh var en visionær maler, hvis kunst var langt forud for sin tid, men samtidig hadet af sin samtid, der ikke kunne se det smukke i mandens billeder. Billeder der ironisk nok hører til dem, der senere har vist sig at være blandt verdens dyreste.

Van Gogh producerede alle sine værker (omkring 900 malerier og over 1100 tegninger) i en tiårig periode, men var sit liv igennem ludfattig og konstant afhængig af sin brors Theos penge. Vincent var venner med Gauguin, noget som en af de første film om manden Filmen om Van Gogh (org. Lust for Life) med Kirk Douglas som Van Gogh fortalte os om. Dette venskab fylder også en del i den nye film. Dertil kommer at Vincent døde som 37-årig, havde en lang række indlæggelser bag sig og i det hele taget var et plaget menneske. Alle disse delelementer er nogle der peger i retning af et godt drama.

I 2017 kiggede vi her i Kapellet nærmere på Loving Vincent der var et helt enestående formeksperiment; en animeret film hvor hver frame bestod af oliemalerier skabt i Van Goghs karakteristiske streg. Lige så imponerende en teknisk bedrift er den biografaktuelle film om Van Gogh Ved evighedens port ikke, men det mindre kan også gøre det. Den nye film om Van Gogh er desuden en film, der kræver at seeren både har tålemod og i forvejen er interesseret i kunstneren.

Filmens billedside er virkelig interessant. Den er skudt i sitrende billeder, der på mange måder minder om den måde Vincents malerier ser ud på. Kameraet bevæger sig nervøst rundt om deres motiv, oftest Vincent selv (i Willem Dafoes skikkelse, der til trods for sine 63 år, virkelig ligner kunstneren) eller de mennesker, der omgiver ham. Der arbejdes med nærbilleder af de medvirkende, der går så nær, at det næsten bliver ubehageligt intenst. Muligvis for at skildre den måde hovedpersonen opfattede sin verden på.

Cheffotograf Benoit Delhomme laver også en masse visuelle eksperimenter undervejs. Eksempelvis er der flere, længere sekvenser der umiddelbart så ud som om de benyttede sig af en såkaldt bifokal linse (altså en linse, der er i stand til at skabe dybdekompositioner) idet den nederste del af billedet er ude af fokus, men det viser sig, at han har lånt et par briller af instruktøren som han har placeret foran kameralinsen . Et valg der måske kan irritere enkelte, men som faktisk fungerer fint, da det visuelt bliver brugt til at repræsenterer Van Goghs lettere ufokuserede måde at betragte sine omgivelser på.

Ved Evighedens Port er en film, der tager sig god tid til at lave sit filmiske protræt. Der er mange rolige, dvælende sekvenser, hvor vi ser Vincent trave rundt i landskabet, betragte motiver og naturligvis arbejde på sine malerier. En af de mest interessante af disse arbejdssekvenser er den scene hvor Vincent giver sig til at male Gauguin, mens han er i færd med at lave et portræt af en kvinde. I scenen kan man tydelig se forskellen på hvordan de to kunstnere arbejder.

Ved evighedens port er nok en film der vil dele vandene. De der forventer at se en handlingsbåren portrætfilm, vil nok blive skuffet. Til gengæld er det lykkedes Julian Schnabel at lave et meget personligt, sympatisk og ikke mindst visuelt interessant portræt af kunstneren, der fint, poetisk og med stor respekt for mandens visuelle univers, gengiver de sidste år af mandens liv. En film der derfor er seværdig for alle de der godt kan lide skæve, art-house film, der tør at eksperimentere med sine billedside.


2400
Forrige anmeldelse
« Searching «
Næste anmeldelse
» Castle Rock »


Filmanmeldelser