I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Nu har plottyngde ikke været et af Woody Allens kendemærker, selvom eksempelvis enkelte nedslag i krimiens univers har båret det ind i hans film, men Radio Days (1987) er nok blandt de af hans film, der er mindst fortælling. I stedet for at centrere en historie om en eller flere centrale karakterer, som de fleste af Allens film trods alt gør, så koncentrerer Radio Days sig om – ja, lidet overraskende – radioen som hovedperson.

Den nostalgiske erindring er også en vigtig hovedkarakter, der spiller sammen med radioens rolle. Den dengang er den 10-årige fortæller – for sådan en er der – Joe Needleman (voice over af Woody Allen) tænker associativt tilbage på sin barndom søsat af melodier og radioshows, som han dengang hørte i radioen. Dermed bliver filmen på den ene side et gyldent portræt af den amerikanske radios guldalder, mens den på den anden side også arbejder med erindringens struktur.

Det første, altså radioens gyldne tid, er 40’ernes USA, hvor hvert familiemedlem i den noget disparate familie, som vi følger, har hvert deres favoritprogram, der giver anledning til at fortælle netop deres personlige historie. Her har vi Joe, der helst vil lytte til The Masked Avenger om en verden, hvor ”evil do’ers” skal holde sig i skinnet for denne hævner, som i den sidste ende spinder et drømmefolie ind over Joes liv, der er lige på nippet til at blive skudt fuldt af hormoner. Her har vi også Bea, hvis liv tager en drejning, da hendes date stikker af efter at have hørt Orson Welles’ radioshow War of the Worlds. Her har vi den unge servitrice Sally, der drømmer om stjernestatus på radioen (ja, det gjorde man altså før tv’et), som bliver rodet ind i et mafiamord og står til at skulle myrdes, men i stedet vælger mafiaen at sørge for, at hun skyde sin radiokarriere i gang – men lige da hun i radiospillet skal sige sin første replik afbrydes hun af angrebet på Pearl Harbor (som hun ikke ved, hvem er).

Det var blot tre eksempler, men derved er filmens struktur ganske godt forklaret, for den fungerer i stedet for i en narrativ struktur gennem skæve associationer, der på den ene side tegner et familieportrættet, men på den anden side også tegner et historisk samtidsportræt. Men dette er netop erindringens struktur, der således præger filmen, en struktur, der ikke nødvendigvis giver sammenhængende, kronologisk mening, men giver mening i lyset af, at Joe sidder i 80’erne og bladrer i sin erindrings annaler. Derfor springer vi fra den ene lille fortælling til den næste, der kun er bundet sammen af Joes voice over og radioen, som er hans tankemæssige iværksætter.

På mange måder virker filmen derfor meget personlig, og man kan derfor også forledes til at tro, at det er et filmisk selvportræt, men her skal man – som vanligt, havde jeg nær sagt – ikke lade sig narre af Woody Allen. Han trækker tungt på sin egen erindring og opvækst, men samtidig er filmen på ingen måde en film om – men i høj grad af – Woody Allen. Det er blandt hans mest nostalgiske, blandt hans mest plotløse, men samtidig blandt hans mest hjertevarme film.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)