I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Skal man stadfæste et topografisk omdrejningspunkt i Woody Allens film, er New York et helt uomgængeligt sted – og det er, kan man sige, med begge fortegn. Ligeså vel som man kan have et ambivalent forhold til sit fødested, som et sted man gerne vil slippe væk fra men faktisk ikke helt kan slippe, så fungerer New York for Woody Allen som et sted, der er præget af modstridende fornemmelser – fornemmelser, som i den grad ofte også beskriver Allens selvbevidste og selvudslettende karakterer.

Skal man så finde en film, blandt flere af Allens film som foregår i New York, så må – som det jo også ligger i titlen - Manhattan være særligt kvalificeret. Den famlende og ironiske introsekvens, hvor forfatteren Isaac Davis forsøger at formulere sit første kapitel til sin bog om parforhold i New York, vægrer mellem forskellige formuleringer, der på den ene side ikke vil vise den store kærlighed til storbyen, men samtidig vil han heller ikke virke for sur. Fremmedgørelsen og den nære tilknytning er i storartet konflikt, og ud fra det skaber Woody Allen er særlig ironisk distance til New York som en by præget af modsætninger, der netop skaber fremmedheden, men netop denne modsætning skaber samtidig plads til forskelligheden. Manhattan – og hændelserne, der foregår her – er gennemgående belyst gennem denne tvedelte ironi, der har to mulige fortolkninger: den bogstavelige og forkærlige på den ene side og den bagvendte og kritiserende på den anden.

Filmen handler om Isaac, der – som de fleste af Allens karakterer – har rod i følelseslivet. Han er kæreste med den 17-årige Tracy (han er selv 42), men ved egentlig godt at deres forhold ikke fungerer på grund af den store aldersforskel (dem, der læser bagklogskabelig biografisk viden om Woody Allen ind her, er ganske velkomne). Derfor overrasker det ikke, at han falder for den ældre, intellektuelle og – i sine meninger – fuldstændigt modsatte Mary, der giver ham åndelig kamp til stregen, på trods af at forholdet udspringer af vennens affære med hende. Kompleksiteterne står nærmest i kø, som en frådende masse neden for Frihedsgudinden.

Dermed er det klart, at den bog, som Isaac er i gang med at skrive, på indlysende vis er mere eller mindre den film, som vi ser. Filmen handler, som hans bog, om parforhold i New York på godt og ondt, hvilket egentlig mest rimer på ondt, og derfor er det så elementært godt for os seere, der forventer komik af Allen-standard. Den metafiktive grundstruktur, hvor filmen for det første reflekterer over sig selv og Woody Allens egen biografiske profil for det andet spiller ind, er en basal modus, som man kan finde i rigtig mange af Woody Allens film. Manhattan er Sex and the City for viderekomne!

På samme måde er det ikke uden årsag, at filmens score er hentet fra George Gershwin. For det første anlægger det den helt rette stemning til filmen, idet den i sin sort/hvide karakter, letbenede humor og sofistikerede referencestruktur på én gang er folkelig og kunstnerisk. I et møde mellem Beethoven og Hollywood, den klassiske musikhal og Broadway, formåede Gershwin at forene nogle musikalske strukturer, der er genkendelige og unikke, på samme måde som Manhattan skyline er et sted, vi alle nærmest føler, vi har stået over for. Samtidig er Gershwins musik også et basalt element, der ligger som en resonansbund for de stumfilmskomiske optrin, der momentvist er til stede i Manhattan. Men vigtigst af alt, så er der en række biografiske lighedstræk mellem Allen og Gershwin, som virker helt oplagte i denne sammenhæng: Begge er født og opvokset i Brooklyn og af jødiske forældre, hvilket – hos dem begge, skal man tro Allens ironi – installerer en distance og en indlevenhed i et samfund, hvor de er determineret af at være hjemløs jøde, selvom de selvfølgelig samtidig er ’hjemme’ i New York.

Det er styrken ved Manhattan, at den ikke bliver præget af modernistisk fremmedgjorthed, men arbejder i denne dobbelthed af at elske og være fremmed fra på samme tid. Det er her, de eksistentielle diskussioner udspringer fra; det er her det kunstneriske niveau både på og ved filmen opstår; men vigtigst af alt er det her Woody Allen igen kan finde plads til komedien. Den uhjælpsomme Isaac begår fejl efter fejl, mens han – trods sin selvreflekterede indsigt – ikke formår at se sig selv i øjnene. Manhattan er ikke kun et portræt af en by; den er også en intelligent miniature af, hvordan man kan leve der.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden den næste tid:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)