”Som gammel vokser interessen enten for filosofi eller religion”, sagde Woody Allen i forbindelse med præsentationen af sin nyeste film The Irrational man på filmfestivalen i Cannes i år.

Der er heller ingen som er i tvivl. Allerede i den klassiske optakt, hvor den midaldrende hovedperson, filosofi-professoren Abe Lucas (Joaquin Phoenix), er på vej til sit nye job på elite universitet, et sted østpå, præsenteres vi, i god Allen voice-over stil, for Abe Lucas’ livstrætte, illusionsløse indstilling til livet. Kant, Kirkegaard, Camus, Nietzsche og de andre tænkere, tilsat en god portion alkohol og selvmedlidenhed, bekræfter kun livets meningsløshed.

Læg dertil, at Abe Lucas, med en lidt blakket fortid i kufferten, lider af skriveblokering – plus impotens. En charmerende intellektuel enegænger, med en mystisk aura, der tiltrækker og frastøder – ikke mindst en ung kvindelig studerende Jill (Emma Stone) og Rita (Parker Posey) - en frustreret kollega. Begge er de klar til at opvarte ham med ånd og krop. Men hverken kjærlighed eller sex kan skjule livets meningsløshed – vi er med Sartres ord: ”dødsdømte fra fødslen”. Abes russisk roulette foran skrækslagne studerende understreger yderligere hans livslede.

Og dog. Jill og Abe overhører på en restaurant en samtale ved nabobordet, om den onde dommer, Spengler, (er der ikke en nazi-klang over navnet?) som er gennemkorrupt og netop i færd med at ville fradømme en stakkels kvinde, børn og hjem.

Så er tanken plantet – og besluttet. Abe vil udrydde udyret, den for ham helt ukendte dommer.

Raskolnikov? Netop.

Ham, der i Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf overbeviser sig selv, i nihilismens navn, om at han har ret og/eller pligt til at dræbe den afskyelige pantelånerske – ikke mindst, da han skønner, at ville være udenfor enhver drabs mistanke.

Woody Allen lægger ikke skjul på forlægget for på Abe Lucas’ arbejdsbord ligger romanen opslået, endda med hans kommentarer. Moral, skyld, etik er atter temaet som i så mange af Allens tidligere film, mest tydeligt er forlægget fra Dostojevskij at se i Små og store synder (1989) og Match Point (2005). Abe Lucas vil med sin mordbeslutning ændre sit liv. Filosofi er ikke længere kun ”verbal masturbation”, livet har nu fået den mening, som hverken hjælpearbejdet i Darfur eller New Orleans kunne give ham.

Skrive-, sex- og kærligheds-blokeringen forsvinder ved beslutningen om, det meget udspekulerede giftdrab på dommer Spengler. Abe Lucas kan nu færdiggøre sin afhandling om Heidegger og fascismen, bolle lystigt og skrive hede kjærligheds digte til Jill.

Men hvad med skylden og ansvaret for den kriminelle handling? Ikke skyggen af fortrydelse eller anger. Tværtimod, energien og livslysten blomstrer hos Abe Lucas. Her slippes Dostojevskij. Her er ingen Sonja, der gennem sin tro, får Abe Lucas til i en religiøs anger, at erkende sin brøde og melde sig til politiet.

Slutningen skal ikke røbes, kun at den er dramatisk og vel netop derfor tilfredsstiller Woody Allans publikum, der gerne ser komediens love overholdt.

For nok er plottet klassisk, russisk og nihilistisk, men tonen er som altid hos Allen satirisk, munter og ikke helt så dyb som hos forbillederne.

Joaquin Phoenix, som den livstrætte lektor, har det glimt af anarkisme og ”koldt blod”, der gør, at vi hopper med på vognen - især i samspillet med Emma Stone, (hendes tredje Allen film) hvis kønne øjne udtrykker de nuancer og den troværdighed, dialogen ofte mangler.

The irrational man er i sin personfremstilling og problematik, set gennem verdensklassikernes briller, temmelig firkantet og klodset. Woody Allen, der nok er komediens mester, men alligevel beundrer Ingmar Bermanns dybde og seriøsitet, har i mange film tumlet rundt med problemstillingen: livets meningsløshed. Det er dog bedst når satiren er i højsædet.

Nej, vi vil ikke undvære Woody Allens helt enestående stil, der denne gang præsenteres i skønt cinemascope format. Det er tankevækkende, spændende og super underholdende. Heldigvis swinger også denne Woody Allens 49. spillefilm, i en skøn rytme til 60’er jazz som underlægningsmusik, denne gang med Ramsey Lewis The IN Crowd som leitmotif.

Mere kan man ikke forlange af den 79 årige instruktør. Der nok er til Kant, Kirkegaard og Camus, men heldigvis mest til humor. ”Life is a stage”, som kollegaen Shakespeare skrev.