I slutningen af september satte SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Om en to år gammel Woody Allen-film kan være en klassiker, er svært at sige endnu, men der er ingen tvivl om, at Scoop lever op til de karakteristika, som de fleste Allen-film gør. Humoren fylder meget, og den fyldige dialog er midlet til at fremskynde grinet og den lille, klukkende latter, der er så gennemført hos Woody Allen. Scoop er overspillet lige til grænsen, men overlever i den grad på sine parodiske og til tider selvironiske midler.

Med al tydelighed kender Woody Allen sig selv så godt, at han tør spille med på de midler, som han selv har været med til at introducere – det er her de selvironiske toner stikker næsen ind. Den lettere forvirrede og gennemført selvrefleksive karakter lyser igennem både ham selv som Sid Waterman og hos Scarlett Johansson, der spiller ved siden af ham. Denne allenske dialog strømmer ind i de karakterer, som Allen skriver, og derfor er han sjældent længere selv en nødvendighed i rollerne – men i Scoop gør han dog kun oplevelsen bedre.

Men dette element af allenskhed, som der kendetegner hans karakterer (fx Johanssons Sondra Pransky her), er et udtryk for en instruktørs sikre hånd. Der hviler et allensk spøgelse bag de mange stjernereplikker. Og når nu vi har fat på spøgelserne, så er det jo netop, hvad Scoop handler om. Sondra får et tip fra en afdød journalist, der på sin dødsdag var tæt på at få sit livs scoop – at finde bevis på, at millionæren Peter Lyman er den eftersøgte skøgemorder i London.

Derfor er Scoop også blandt de film fra Woody Allen, der inspicerer krimien som genre, selvom det hele sammenkøres med komedietræk og spøgelsesfilm – i større eller mindre grad. Krimien handler selvfølgelig om Sondras efterforskning af Lyman, men undervejs falder hun også for ham, da hun finder ud af, at han i givet fald er uskyldig – det generiske, engelske kærlighedsdrama trænger sig også på.

Det er også her de filmisk selvbevidste træk dukker op. Filmen bevæger sig efter forgodtbefindende rundt blandt disse fire ikke altid sammenhængende genrer, og kittet for at skabe samling på denne adspredthed er den letbenede komedie. Filmen fungerer bedst som komedie, der trækker på de øvrige genrer, selvom plottet er bundet grundigt sammen af Sondras efterforskning.

Humoren – og komedien – har pr. definition elementer af både samling og adskilthed. Når humoren adskiller, er den satirisk og bidende, hvorved den har mulighed for at genopbygge en bedre løsning af de murbrokker, der efterlades, efter satiren har sprængt samlingen. Dette gælder ikke Scoop, mens det måske i højere grad er karakteristisk for de tidligste Woody Allen-film. Scoop er i stedet den omtalte genremulje, der kræver samling, og det leverer komedien.

De øvrige kendetegn fra kærlighedsdramaet, krimien og spøgelsesfortællingen er alle inddragede klichéer, som filmen bevidst spiller på. Scenerne blandt de døde, der sejler mod dødsriget, er ekstremt parodiske og præget af letbenet fornøjelighed mere end dødsensangst. Kærlighedsdramaet er små parodiske tankestrejf, der kigger skævbenet til de generiske Hugh Grant-roller, mens krimien er et lidt for gennemskueligt plot til at være særligt suspense-fyldt. Men sat i komediens samlende skruetvinge frembringer det en dejlig krimikomedie med de elementer, der skal med, for at gøre det til en Woody Allen-film. Filmen er, ja, et scoop i sig selv.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop(2006)