Der er vist ingen grund til at gå i detaljer med handlingsforløbet i filmen RED, idet dette allerede er sket i Kappelan Krogholms biografanmeldelse af samme, så de der har læst den, kender allerede filmens grundlæggende præmis omkring de pensionerede superagenter. Det kan også lige godt blive sagt med det samme, det er ikke en film der – indenfor sine egne rammer - virker urealistisk, idet man ser hovedpersonen Frank Moses gå ud roligt af en bil der er i færd med en længere udskridning, det er heller ikke urealistisk når Franks psykotiske ven Marvin affyrer sin pistol og rammer spidsen af den bazookagranat der er blevet affyret mod ham. Nej, det som er urealistisk i denne film er tanken om Bruce Willis som pensionist.

Filmens udgangspunkt er en gruppe pensionerede black-ops agenter, der uvist af hvilken årsag, er kommet på en dødsliste og selv om vi i starten af filmen ser Bruce Willis trisse omkring i sin lejlighed i morgenkåbe med tøfler på fødderne, så kan ens hjerne ikke helt forlige sig med tanken om at han skulle være pensionist. Det kan sammenlignes lidt med Clint Eastwoods rolle i Gran Torino, for selv om alderen har sat sig sine tydelige spor i ansigtet, så er både Willis og Eastwood alt for handlekraftige, karismatiske og ikoniske helte til at man er klar til at give dem pensionist-stemplet. RED leger da også åbenlyst med dette faktum, for der går ikke længe med tøfler og hjemlig hygge før vores hovedpersoner pludselig må tage affære, samle våben op og i vant stil uddele slag og kugler til de der fortjener det.

RED er en film der ikke skal tages særligt seriøst, for selv om der er masser af folk der bliver skudt, enorme eksplosioner og blodige nærkampe, så er filmen i bund og grund en actionkomedie. Især John Malkovichs paranoide karakter Marvin er garant for at man griner højlydt flere gange under filmen. Selv om det er klart at Marvins funktion er at levere ”comic relief”, så opstår det morsomme ikke kun i selve situationerne, men også i det faktum at det er John Malkovich.

Når alle de større roller, på denne vis, er besat af veletablerede skuespillere som Morgan Freeman og Hellen Mirren, har man som seer svært ved at abstrahere fra disses kendisstatus og acceptere at de forsøger at spille en rolle overbevisende. Det gør dog ikke filmen dårligere, for selv om karaktererne aldrig bliver 100% overbevisende så er RED er en letbenet actionfilm hvis primære formål er at underholde tilskueren, hvilket den også gør fra start til slut.

Replikkerne fungerer fint og de forskellige forviklinger der opstår undervejs i filmen er med til at holde tempoet oppe selv når der ikke affyres højkalibervåben mod horder af kampklædte antiterrortropper. RED er ikke en utroligt overraskende film, for kender man formlen for hvordan en actionfilm skal skæres, så har man også en god idé om hvordan det hele spænder af i RED’s tilfælde, men selv om filmen ikke overrasker så underholder den og det virker helt tydeligt, at filmen har været sjov at lave. Dette er så langt fra Støvsugerbanden som man kan forestille sig, men ikke desto mindre så lader det til at de aldrende stjerneskuespillere nyder at få lov til at bevise deres cool med et stort våben i hænderne.

Filmen er instrueret af tyskfødte Robert Schwentke som i sin karriere har skabt en mængde ganske forskelligartede film. Han debuterede med den atmosfæriske gyserkrimi Tattoo og senere kom både Flightplan med Jodie Foster og det romantiske drama Den tidsrejsendes kvinde, men selv om man kunne mene, at han muligvis ikke er det oplagte valg til at instruere en actionfilm baseret på en voldstegneserie af Warren Ellis og Cully Hamner, så har han fuldført missionen uden at blinke.

Ifølge aintitcoolnews.com blev RED så stor en succes at en fortsættelse allerede er i støbeskeen, hvorvidt den – sandsynligvis uden den originale historie af Warren Ellis – kan leve op til forgængeren må tiden jo vise. Imens kan man sagtens sætte RED i afspilleren igen og nyde galskaben.