Red (111 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 5/11 2010, 10:29 af Claus Krogholm
Red
Red
« TilbageFrank Moses (Bruce Willis) lever et stille liv som pensionist. For at få lidt indhold i tilværelsen river han checken fra pensionsselskabet itu, så han har en undskyldning for at ringe til Sarah Ross (Mary-Louise Parker). De småflirter over telefonen, men har ikke rigtig mod på at gå videre end det. Men så en aften venter et svært bevæbnet hit-team på Frank, da han vender hjem. Rutineret dræber han alle, inklusive back-up teamet, der venter udenfor. Han tager straks til Kansas City for at redde Sarah, som også må være i fare, da hans telefon helt sikkert har været aflyttet. Sarah er ikke indstillet på at flygte sammen med Frank, men med hjælp fra en rulle gaffer-tape får han hende "overbevist".
De opsøger Joe (Morgan Freeman) på alderdomshjemmmet, hvor han venter på at kræften skal gøre en ende på ham. Joe bruger sin gamle kontakter til at komme på sporet af, hvem der er ude efter Frank. For at få mere hjælp drager de videre til den ekstremt paranoide Marvin Boggs (John Malkovich), der i 11 år blev givet en daglig dosis LSD af CIA med det resultat, at han ser spioner og sammensværgelser over alt - og ikke altid uden grund. Det viser sig, at årsagen til at nogen er ude efter Frank, skal søges i CIA-missioner i Guetemala i 1981. Men for at få de afgørende informationer, må de have adgang til CIAs hemmelige arkiver, så de får brug for hjælp fra den sentimentale KGB-agent Ivan (Brian Cox). De får adgang til de hemmeligste arkiver i de dybeste kældre under CIA, bevogtet af The Records Keeper (Ernest Borgnine), hvor de viser sig, at sagen har forbindelser til både USAs vicepræsident og den magtfulde våbenhandler Dunning (Richard Dreyfuss). Så for at klare det endelige opgør må de også alliere sig med MI-6 agenten Victoria (Helen Mirren).
Red - der er en forkortelse for "Retired, Extremely Dangerous" - er baseret på en graphic novel af Warren Ellis (http://www.warrenellis.com/). Der er også et umiskendeligt tegneserie-feel over både historien og karaktererne, der har fået en tand ekstra uden at det ender i den rene karikatur. Præmissen med at lade en gruppe pensionerede agenter drage i felten en sidste gang fungerer, og giver en række ældre og aldrende skuespillere en chance for folde sig ud i action-scener, der normalt er forbeholdt de yngre. Bevares, Bruce Willis spiller først og fremmest Bruce Willis, mens John Malkovich kan køre den helt ud med alle excentriske manerer. Og så er det velgørende at se Helen Mirren i selskabskjole og med maskinpistol.
Man er godt underholdt, mens filmen varer. Og det virker som om, de medvirkende også har moret sig under indspilningen, hvilket forplanter sig ud på lærredet. Måske ikke nogen stor film, men den leverer varen både når det gælder excentriske karakterer og action. Og så får man i tilgift en charmerende Mary-Louise Parker og en John Malkovich for fuld skrue. For ikke at tale om en glædeligt gensyn med 93-årige Ernst Borgnine.