Hvis man kun har et ord til at beskrive Peter Greenaways komplekse og intellektuelle filmværker med, så må ordet være ”æstetik”, for det er forkælelse for både ører og øjne når mester Greenaway begynder at male med sin lyspensel. Ser man film som The Baby of Mâcon på DVD, kan man indimellem fristes til at pause filmen på et vilkårligt tidspunkt og med mindre man er meget uheldig, vil man opdage at stilbilledet ofte ligner et maleri fra den sene renæssance og lige som i disse malerier, optræder der et væld af objekter på billedfladen, der ikke kun er til pynt, men som alle er voldsomt symbolske.

Peter Greenaway startede lige som sin amerikanske kollega David Lynch som billedkunstner, og han synes at have en malers tilgang til filmmediet. Greenaway skaber tableauer, der bevæger sig og dette kommer i særdeleshed til udtryk i denne film, som til og med åbenlyst benytter sig af teaterscenen til at indramme disse tableauer. Scenen bliver i bogstaveligste forstand sat, så begivenhederne kan udfoldes på den, men i løbet af filmen bliver grænserne mellem teater og virkelighed, skuespillere og tilskuere, fakta og fiktion langsomt men sikkert opløst.

Den fiktion der udspilles på teaterscenen er baseret på virkelige hændelser og har en del til fælles med de mysteriespil som var populære i middelalderen. I byen Mâcon er der store problemer. Kvinderne kan ikke føde børn, høsten fejler og alt i alt føles det som om Gud har forladt byen og dens beboere. Mirakuløst føder en flæskefed, gammel kælling, der i øvrigt igennem hele filmen har ansigtet dækket af groft linned, et barn, som viser sig at være en nærmest perfekt skabning. Moderen gemmes af vejen og barnet vises i stedet frem af hendes halvvoksne datter. De gejstlige og byboerne ser barnet som et tegn på, at miraklernes tid endnu ikke er ovre. Barnet giver nemlig byboerne håbet tilbage i sådan en grad, at de er villige til at gøre næsten hvad som helst, bare for at få lov til at røre ved barnet, få genstande som barnet har rørt ved, osv.

Datteren hævder at være barnets mor og idet hun er jomfruelig, bliver miraklet jo bare endnu større. Selv om en lokal videnskabsmand forsøger at modbevise barnets hellighed, går byens præstestand i front og kirken begynder at sælge blod, sved og tårer fra barnet til højestbydende. Barnets påståede moder drages af den unge videnskabsmand, som hun tilbyder sin jomfrudom til, så han ved selvsyn kan få bekræftet at hun virkelig er jomfru, men før de to når så langt, sker der noget, som vender hele fortællingen på vrangen.

Selv om man med rette kan anklage Greenaway for at være elitær og så kryptisk i sin fortællestil, at han taber en stor del af publikum på gulvet, er den grundlæggende historie, når man først frasorterer opulente kostumer, mystisk symbolik og messende skønsang væk, ganske let at følge med i – og underligt nok fungerer de mange tegn i filmen ikke forstyrrende for skuespillerne, der har rigtigt meget at arbejde med, selv om metaniveauerne nærmest falder over hinanden om pladsen.

The Baby of Mâcon handler i grundlæggende træk om en verden der vil bedrages, om religiøsitet, der står i vejen for folks sunde fornuft og om en håndfuld borgere, der har endog meget svært at forvalte deres eget og hinandens liv. Filmen synes især meget opsat på at latterliggøre ultrakristen dogmatik og religiøse menneskers forkvaklede forhold til virkeligheden. I en af nøglescenerne lader Greenaway den falske moder, med barnet på knæet holde audiens for byens borgere. Hun befaler borgerne at skulle gennemgå alskens ubehag til gengæld for at barnet vil velsigne dem. Endnu mere tragisk er det, at barnet selv begynder at tro på at det har guddommelige kræfter, men som filmen også viser, så står denne hovmod så afgjort for fald, for slutningen lader de falske profeter få hvad de har fortjent – og så lidt til, for filmen synes at ville minde sin seer om at det kun er et meget tyndt lag fernis, der skiller vores civiliserede optræden fra vor mest dyriske sider.

Der er rigtigt mange lag i The Baby of Mâcon, så også så mange, at man – med mindre man er virkelig skarpsindig og utroligt kunsthistorieinteresseret - ikke fanger dem alle, men det er samtidigt også noget, der gør at filmen bliver et gensyn værd. Lige som den litteraturinteresserede leder efter spor og tegn i en roman af Eco eller Borges, så kan den kunst-og filminteresserede rode rundt i Greenaways semiotiske universer ad libitum.

The Baby of Mâcon er en svært tilgængelig film, som bestemt ikke er for alle, men det som gør Greenaway virkelig cool er, at uanset hvor lidt man kender dennes referenceunivers så kan man blot læne sig tilbage og blive bjergtaget af de ufatteligt smukke billeder, den eminente iscenesættelse og ikke mindst de mærkværdige begivenheder og groteske udskejelser, der opføres foran næsen på os.