Det vrimler med pædofile. I dansk film altså. Erling Jepsen-filmatiseringerne Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig tematiserer det direkte eller indirekte. Ole Bornedals Fri os fra det onde skæver også den vej. Også Jacob Thuesens Anklaget og Simon Stahos Himlen falder går direkte i flæsket på sådanne sager. Og nu skal vi til det igen. Vi skal lide med en person, der anklages for at have begået seksuelt overgreb på en børnehavepige. Thomas Vinterbergs film Jagten har høstet masser af roser for sit arbejde med temaet. Og er nu udkommet på købefilm.

Mads Mikkelsen spiller Lucas, der arbejder i en børnehave i en mindre og overskuelig dansk by. Han er elsket af børnene og en tilsyneladende vellidt medarbejder. Han har venner på tværs af sognet, som han går på jagt med. Samtidig er han skilt fra sin kone, som han har en søn med. Han kan ikke få tingene til at køre med ekskonen, men gør, hvad han kan for at finde ind til sin søn, der egentlig helst vil bo hos sin far. Det hele ramler dog, da han anklages for et pædofilt overgreb på en pige i børnehaven.

Jagten er i princippet en film, der ikke har godt af den megen omtale, som den har fået. Selvom filmen til at starte med fokuserer præcist og sikkert på at skildre Lucas og lokalmiljøet, er det svært andet end at vente på, at anklagen skal ramme. Det giver naturligvis også en grundlæggende spænding i filmen, at vi ved, at det må ramme før eller siden. En tone, der langsomt sætter sig som en svulstig knude i maven – og som aldrig helt løsnes igen. Filmen er usandsynligt godt båret af Mads Mikkelsens kraftpræstation i hovedrollen.

Filmen tegner et komplekst billede af en lille provinsby og dens mekanismer. Visuelt stiliseret kæler den for byens lokale detaljer, men fornemmelsen, der hviler gennem alle billederne, er, at der under idyllen ulmer et latent og ubehageligt mørke. Filmens realistiske toneleje suppleres af en visuelt poetisk udstilling af et lokalmiljøs sammenhold – og, viser det sig, mangel på samme. Sammenholdet er tættest hos Lucas og vennen Theo, der spilles flot af Thomas Bo Larsen. Både Mikkelsen og Larsen er castet i lidt utraditionelle roller, der viser deres respektive dygtighed.

Denne film lukker endelig Thomas Vinterberg ind i filmvarmen igen. Han lunede sig gevaldigt på sin adaption af Submarino, men Jagten har vist sig at have et fint internationalt potentiale. Vinterberg har skrevet filmen sammen med dansk films nye store navn bag manuskripterne Thomas Lindholm, der – ud over Submarino sammen med Vinterberg – har forfattet film som Kapringen, R og store dele af DR-serien Borgen. Ligesom Kapringen succesfuldt tematiserede et emne, der i sig selv var svært at fortælle om, gør Jagten det samme. Den lykkes stort set.

Men den har også sine klichéer og svagheder. Det virker fx ganske unødvendigt, at julen skal blandes ind i det – og at Lucas skal side alene på selve juleaften. Det er en misbrugt metode til at fremtvinge det hypersentimentale. Det samme gælder den scene, hvor Lucas begraver sin hund, hvor det selvfølgelig – for første gang i filmen – skal styrtregne. Enkelte scener balancerer også på grænsen til overdrevet, hvilket især gælder slagsmålsscenen i det lokale supermarked. Det er en skam, at filmen forfalder til disse lette løsninger, når filmen fint selv kunne bære tematikken i sin stil og fortælling.

Den svenske forfatter og journalist Jan Guillou skrev for nogle år siden en såkaldt historisk reportage om hekseforfølgelserne i løbet af særligt 1600-tallet. Bogen hedder Heksenes forsvarere. Heri skriver Guillou, at vi i dag ser ned på en fordomsfuld og problematisk magtdemonstration fra kristne magthavere, men han understreger, at de kulturelle mekanismer omkring hekseforfølgelse stadig findes den dag i dag. Dengang blev hekseprocessen forklaret som videnskab, og det gælder i dag i stedet psykologien, skriver Guillou.

I bogen beskriver Guillou en sag fra Trondheim, hvor en selvgestaltet ekspert i pædofili gjorde sig til talsmand for, hvordan sådanne fænomener skal forklares. Han præciserede en række symptomer, som forældre især skulle være opmærksomme på. Dette ledte til, at en pædagog blev falsk anklaget for pædofili mod en lille pige. Og langsomt bredte denne sag sig som ringe i vandet til at omfatte mange flere børn i børnehaven. Og selvom manden blev frikendt, endte det med en sand jagt på ham, fordi mistanken havde sat sig fast. Ja, en sand heksejagt.

Jagten har rigtig mange paralleller med denne sag, som Guillou beskriver. Vinterbergs film har naturligvis den lokale jagtforening som grundlag for, hvorfor filmen hedder det, den gør. Men titlen og handlingen skæver også tydeligvis til Guillous bog, og her henviser ’jagten’ selvfølgelig også til idéen om en heksejagt – hvilket jo er, hvad Lucas udsættes for. Titlen bærer begge dele i sin dobbeltbetydning. Det er dog nok tvivlsomt, om Jagten alene baserer sig på denne sag – for der er mere at komme efter. Også i Danmark.

Thomas Vinterberg vender jo i denne film tilbage til det pædofilitema, som han behandler i sin spillefilmsdebut Festen. Denne hentede inspiration fra en virkelig hændelse. Men det ledte også børnepsykologen Søren Friis Smith til at kontakte Vinterberg, fordi han var bekymret for, om Festen ville være med til at fastholde myterne om pædofili, som leder til for mange falske anklager. Derfor forsøgte han at foranledige Vinterberg til at fortælle den modsatte historie, altså en historie om anklagen og ikke kun om reel pædofili. Det er så nu blevet til Jagten.

På den måde kommer Vinterberg tematisk full circle med Jagten. Men det er interessant også at se de to film som stilistiske modsætninger. Der er sket en udvikling i Vinterbergs filmsprog siden Festen – en udvikling, der faktisk hurtigt blev grundlagt i en stilmæssig distancering til dogmeprojektet. Netop derfor er det spændende, hvordan endnu en fortælling om pædofili kan sætte Vinterberg tilbage på tronen som en af Danmarks mest fremmelige instruktører. Trods sine banaliteter er Jagten en djævelsk god film.