Lad mig sige det med det samme: jeg er ikke målgruppen. Og endnu værre, jeg kan ikke forestille mig at filmen Spiral: from the legacy of Saw skulle have nogen. Er der virkelig et publikum, der kan holde ud at se på en tunge, der bliver skåret af, fingere der bliver revet af, kogende voks der hældes over et ellers smukt kvindeansigt, hvorefter huden rives af. Måske egnet for stud. med’ere, til forberedelse af dissektionsøvelser – men, der er det dog lig de skærer i. Her er det spillevende mennesker, tarme, hud, legemsdele. Nej, jeg ved jo godt, at det er griseblod, plastikhud og special-effects det hele, men Spiral (instrueret af Darren Lynn Bousmann), og tag det som et kompliment, er så dokumentarisk, dramatisk og udspekuleret fortalt, at man æder alle ulækkerierne – eller rettere lige det modsatte. UPS.

Filmen er en udløber af Saw-serien (2004), nu nummer ni (!), som jeg (naturligvis) har undgået. Kult og horror, med samme tema, sadistisk vold og blodbad. Rammen er en politistation, hvor kommissær Zeke (Chris Rock) og hans unge assistent (Max Minghella) skal prøve at opklare nogle af fortidens makabre mord, begået af et sadistisk geni af en seriemorder. Alle udført med en pervers raffinerethed. Motivet fra morderens side er, at sætte et stort spørgsmålstegn om politiets, dommernes og vidners sanddruelighed – og ikke mindst øvrighedens involvering, for ikke at sige korruption. En klassisk konflikt, der rummer et forsøg på at retfærdiggøre blodsrusen, plus at tilføje mere menneskelige konflikter bl. a. den gamle politiveteran, i forhold til den unge mere utraditionelle kommissær. Set før – men ok bestemt en acceptabel konflikt.

Mere skal ikke afsløres. Faktisk har jeg, som anmelder skrevet under på, ikke at afsløre plottet – og det er jeg egentlig glad for. Mon jeg har forstået begrundelse for uhyrlighedernes fortælling?

Så jeg nøjes med at referere de blodige alternativer, som når en betjent får valget mellem at bide tungen af sig selv eller at blive kørt over af metroen . Eller eksempelvis, når en kvinde bliver skamferet til det hudløse – alle uhyrligheder udføres til en aggressiv lydside – og hver gang efterladende sig en kæmpe spiral eller et afhugget blodigt grisehoved!

Selvfølgelig skal en film bedømmes på sin præmisser - også Spiralen – og indrømmet det er en film med en flot klipning, en effektfuld fotografering og lyssætning, plus en virkningsfuld lydside.

Konklusionen bliver alligevel, for mit subjektive jeg: for mange indvolde og blodige lemmer til at retfærdiggøre en film, der nok selv vil mene, at den handler om retfærdighed.