Jannik Johansen er ude med sin anden spillefilm, Mørke, der kategoriseres som en psykologisk thriller – uden den for alvor thriller nogen steder. Dog er den en ganske hæderlig film, der skriver Danmark ind i et lidt uberørt område.

Der er nemlig ikke den store tradition for at producere såkaldte psykologiske thrillere på dansk grund, måske fordi det er lidt af en særling af en genrebetegnelse. Hvor skulle noget thrille henne, hvis ikke det var gennem vores psyke? Man kunne jo næsten påstå, at alle thrillere er psykologiske, men der er væsentlig forskel, som Jannik Johansen selv berører nedenstående: Det er ikke seerens psyke, der er i centrum, selvom det selvfølgelig er dér, psykologien bliver til suspense i filmene. Nej, det er karakterernes psyke, der analyseres:

”Jeg er stor fan af de gamle krimiforfattere Raymond Chandler, James Cain, Jim Thompson, Dashiell Hammett, og det hænder, at deres historier er hensat til små støvede byer med navne som Purgatory, Faith, Redemption. Det er en meget besnærende cocktail af en meget direkte symbolik og en mere underliggende mystik. Og fordi Mørke på mange måder er en detektivhistorie, og fordi jeg altid forestillede mig, at Jacob i historien skulle på en rejse, føltes det rigtigt at ende i Mørke. For de førnævnte forfattere gælder det, at deres bøger, udover at være elementært spændende krimier, også er dybt begavede kulegravninger af den menneskelige psyke, specielt den mørkere side af denne, og historierne er altid gennemsyret af både melankoli og desillusion, men også nogle gange af et spædt håb om en bedre verden. Uden yderligere sammenligninger med mestrene, er det denne kunst, jeg forsøger mig med i Mørke”, siger Jannik Johansen.

Det er dog en smule svært at finde flere helt soleklare fællestræk med disse ældre krimiforfattere i Mørke end netop udnyttelsen af bynavn og ekstra symbolik, men det er en ganske udnyttet grundtanke i megen fiktion. Specielt også horrorgenren spiller ofte på denne tangent; man kunne som eksempel nævne Stephen Kings Desperation, som i øvrigt også handler om en rejse – dog af mere ufrivillig art. Der er atmosfære gemt i disse stedbetegnelser, som derfor bliver til mere end det – de bliver til kronotoper, hvor tid og sted falder sammen til større katastrofer, som det også sker i Mørke. På denne måde skriver Jannik Johansen sig ind i en stærk tradition i populærfortællingerne, der arbejder med sådanne merbetydninger, som sjældent er mere dybsindige, end at de ret hurtigt fremanalyseres ved læsning eller sening. Jeg synes dog, at Mørke holder langt hen ad vejen (mod Mørke), hvilket ligeså meget er castingens fortjeneste, hvilket dog kun gælder for de større roller: Det er mig stadig en gåde, hvor ringe ”jydske” dialekter, der tales i danske film. De er ofte direkte fornærmelser af lokalsprogene, når alle jyder sættes til at lyde som Ida fra Krøniken.

Jannik Johansen, der kendes af de fleste for den moderniserede Olsenbanden-film Rembrandt, fortæller selv, hvordan han arbejder med døden som tema: ”Vi håber, at døden er blid og afklaret, og vi klynger os til billeder fra film, hvor helten dør med et tappert og afklaret smil på læben.” Denne myte forsøger han at gøre lidt op med, hvilket egentlig også præger hans første film, den yderst fornuftige kortfilm En stille død fra 1997. Denne filosoferen over døden som tema synes dog ikke at gå helt godt i spænd med de velkendte thrillerelementer, som præger filmen. Den kunne være blevet meget bedre ved en mere kreativ bearbejdning af det formalistiske. Stilistisk er filmen ganske konventionel, mens narrativen også bærer præg af en letgenkendelig struktur, men hvis man skal – som jeg startede ud med – se det fra et dansk synspunkt, er det ikke konventionelt moderne her hjemme at arbejde med den psykiske thriller. Der er tendenser inden for gysergenren, mens det psykiske drama som Mørke måske skal trækkes tilbage til Bornedals Nattevagten fra 1994. Der findes under alle omstændigheder ikke meget af denne type film, så ud fra det synspunkt er filmen ganske modig. De mere utraditionelle genrer på dansk grund er begyndt at dukke de senere år, hvor den politiske thriller dukkede op med Kongekabale og Fluerne på væggen, mens actionfilmen er dukket op med især Lasse Spang Olsen men også Ambulancen. Man kan diskutere kvaliteten af mange af disse film, men det er under alle omstændigheder ganske udmærket at sprede de danske filmaktiver på andet end realistiske familietragedier og biluheld. På den front er der sket betydelig udvikling af dansk film de senere år – og ind her vil jeg også skrive Mørke.