Anden del af Divergent-serien, døbt Insurgent, fortsætter historien om Tris Prior (Shailene Woodley) og Four (Theo James) – ”divergenter” som ikke passer ind i en postapokalyptisk Chicago, hvor samfundet er delt i fem faktioner: Puritanerne (de uselviske), Pacifisterne (de fredelige), De Sanddru (de ærlige), Skytsenglene (de modige), og Intelligentsia (de intelligente). Efter begivenhederne i Divergent, især efter Intelligentsias angreb på Puritanerne, lever Tris og Four, sammen med hendes bror Caleb (Ansel Elgort) og Peter Hayes (Miles Teller), side om side med Pacifist-samfundet. Her venter de, indtil de kan mødes med deres venner og allierede for at kæmpe mod Intelligentsias leder, Jeanine Matthews (Kate Winslet).

Men da Jeanine får nys om en gammel genstand, som har forbindelse med dette samfunds forfædre, erklærer hun undtagelsestilstand. Hun kombinerer kræfter med andre samfundslag for at nedjagte Divergenterne og tvinge Tris og Four ud af deres skjul. Når de ikke længere er i sikkerhed hos Pacifisterne, må de finde ligesindede hos Divergent-sympatisører og hos dem, som ønsker at fjerne faktionssystemet.

Insurgent er succesfuld som det næste logiske skridt i en rejse, der vil inkludere fire film (på trods af at der kun er tre bøger, skrevet af Veronica Roth). Toeren bygger videre på den første film, men forbliver rodfæstet i det melodrama, som har gjort bøgerne populære hos det unge publikum. Med det resultat at Divergent-serien er trofast mod det originale materiale, men det er langt fra sandsynligt, at filmene vil appellere til skeptikere eller give andre nogen grund til pludselig at følge med.

Til trods for adskillige underudviklede biroller bygger Insurgents hovedhistorie videre på det fundament, som blev etableret i det første kapitel, og dykker dybere ned i faktionerne, som blev kastet ud på sidelinjen i første runde. Dog bliver de primære roller mere tredimensionelle, og især Four får flere baggrundsdetaljer til sin mystiske rolle. Mange roller og plottråde forbliver urimeligt tynde og er mere interesseret i at fremtvinge twists, når det er nødvendigt, i stedet for at fokusere på nuanceret drama og ægte overraskelser.

Men hvor andre filmserier til det unge publikum (Young Adult-kredsen, som man også kalder det) hænger på romantiske møder og overfladisk melodrama (uden at få historien bygget videre), bevæger Insurgent sig med et godt og fornuftigt tempo og foretager modige valg for at sikre fremtidige film i serien og sørge for, at Tris og Fours kommende eventyr forbliver friske (når de altså ikke fortæller hinanden, hvor meget de elsker hinanden). Hvor Tris var hovedfokusset i den første film og oplærte publikummet om samfundet, mens hun kom ind i et nyt faktionssystem og oplevede en hel ny side af livet sammen med os, fokuserer denne film endnu mere end tidligere på Four.

Tris er stadig hovedrollen, men denne gang deler de to Divergent-elskende lige meget ansvar for at sørge for, at plottet kommer fremad. Det tillader instruktør Robert Schwentke at væve Fours mystiske baggrund ind i introduktionen af nye personer og et helt nyt aspekt af de fem faktioners opbygning. Theo James skal udtale dialog, som kommer det fra en sæbeopera, men hans portrættering af Four formår at være mere end blot muskler og et kønt ansigt.

Desværre har Woodley mindre at lave i denne omgang, og selvom hun er nøglen til det overordnede plot (og forfædrenes mystiske genstand), bruger Tris det meste af tiden på at være ramt af posttraumatisk stress fra sine blodige gerninger i etteren. På papiret er der rigelig med tid til at udvikle og færdiggøre hendes skyld, selvnedværdigelse og angst, men på 119 minutter giver Tris os ganske få øjeblikke, hvor hun viser følelsesmæssig eller tankevækkende drama.

Helt ind til kernen er Insurgent en historie om at acceptere én selv og tilgivelse, men verdenen i Divergent-serien er tætpakket med alt for mange overraskelser, personer og hjernemanipulerende tests og giver ikke plads til at udforske Tris’ smerte. I stedet sætter Schwentke flueben ud for de ting, vi skal se i filmen for at historien kan blive en standardfortælling om det at overkomme sorg. Insurgent er et klassisk eksempel på at fortælle os ting, i stedet for at vise os dem – der er meget lidt nuanceret drama dedikeret til at undersøge Tris og hendes nedadgående mentale tilstand. Manglen på egentlig karakterudvikling er især skuffende efter Woodleys mindeværdige præstationer i The Descendants og En flænge i himlen. Insurgent formår at forbedre visse aspekter fra den første film, men serien har endnu ikke fået en stjernepræstation ud af sin skuespillerinde.

Selvom Tris og Four ikke får den tid og udvikling, de fortjener, er de alligevel langt mere veldefineret end birollerne, som, med undtagelse af Winslet, næsten ikke er mere end katalysatorer for at tvinge historien videre, hele tiden videre. Miles Teller og Ansel Elgort viser hurtig i filmen, at der er potentiale for at vise os fremragende baggrundshistorier om deres roller, men inden længe bliver de kastet ind i forudsigelige hændelser, som ikke afslører meget om deres roller eller filmens tematiske linjer. De andre skuespillere – Maggie Q, Jai Courtney og Mekhi Phifer – har også fået reduceret deres tilstedeværelser, så de næsten kun er baggrundsstøj. Det fortæller os ikke meget om, hvordan de har det efter begivenhederne i den første film.

Det samme kan siges om Winslet som Jeanine. Til trods for mere tid på skærmen i Insurgent er skurkinden stadig en krydderiløs karikatur, som (selvom hun er sin faktions klogeste person) sjældent siger noget indsigtsrigt eller underholdende.

Foruden at udvide mytologien i denne postapokalyptiske verden forøger Insurgent drastisk kvaliteten af sit øjeguf med et par skarpe og unikke visuelle effekter. Mange i publikummet vil højst sandsynlig forudsige mange af de såkaldte twists, men til gengæld kan de blive underholdt af den pludselige ændring af tid og rum og virkeligheden, som vi kender den, og få en fornemmelse af fantasi og idéer, som manglede fra den første film.

Divergent-serien er, indtil videre, ikke lige så interessant som andre Young Adult-film som f.eks. Hunger Games, men Insurgent er et skridt i den rigtige retning for serien og er stadig langt bedre end f.eks. Twilight . Selvom den ikke vil tiltrække nye ansigter, har filmen ikke desto mindre små raffinerede ændringer her og der, som gør den til et bedre kvalitativt produkt og samtidig fører de to sidste film i serien i nye og spændende retninger.

Vi må se, om del et og del to af Allegiant-finalen kan forbedre genren og filmserien, men også om de undgår de faldgruber (langsomme, kedelige, udtværet afslutninger) som andre Young Adult-film har en tendens til at falde ned i hen mod slutningen.