Uglen er et dyr, der altid har været omgivet af mystik. Overtroen tillægger den ildevarslende egenskaber, en ledsager til heksen mens andre betragter ugle som et symbol for lærdom – tæt knyttet til den græske guddom Athene – der var gudinde for kunst og lærdom. I nyere tid er der sikkert en hel generation af børn der forbinder ugler med Harry Potter, men også før den unge troldmand begyndte at modtage flyvende post optrådte der ugler i et utal af fantasyfilm, f.eks. i 1981’er udgaven af Clash of the Titans.

At uglen er et dyr der fascinerer os, er sikkert også en af grundene til at den amerikanske forfatterinde Kathryn Lasky valgte at skrive en hel stribe fantasy-bøger om ugler i perioden 2002-2008. Serien The Guardians of Ga’Hoole er måske ikke så velkendt på vore breddegrader, men dens succes i USA har her i 2010 affødt en animeret spillefilm, med selveste Zack Snyder som instruktør.

Zack Snyder er et navn som langt de fleste filmelskere sikkert vil forbinde med alt andet end børnefilm, for det var ham der stod bag nyfortolkningen af George A. Romeros Dawn of the Dead og det var også Snyder der var instruktør på tegneseriefilmatiseringerne af hhv. Frank Millers 300 og Allan Moores Watchmen . Mens der sikkert er flere der med spænding afventer Snyders film Sucker Punch, føler man sig måske draget til at tage en tur i biografen for at give Snyders filmatisering af ugleeventyret en chance. Denne handling er dog noget man bør gøre med forsigtighed, for selv om Legenden om vogterne er en bragende flot film, der leverer fantastiske flyvescener, hjulpet godt på vej af en velfungerende 3D gengivelse, så ændrer det ikke på at filmens fortælling ender med at blive meget rodet.

I filmens start møder vi to uglebrødre, Soren og Kludd. Soren er fantast og falder nærmest i svime hver gang faderen fortæller historier om de legendariske og modige ugler fra træet bag havet: Ga’Hoole. Soren er den bedste flyver af brødrene og Kludd er fra filmens start jaloux på sin yngre broder. Han udfordrer derfor til en gensidig konkurrence mens forældrene er ude og jage og dette vovestykke ender naturligvis galt. De to ugler falder ned fra træet de bor i og de kidnappes af et slæng ugler, der ikke har de rareste planer for de to unge ugler.

For lige så gode som de sagnomspundne ugler fra Ga’Hoole er, lige så onde er de modstandere som brødrene er havnet hos. Oppositionen er ved at samle en veritabel hær af underdanige ugler til et endeligt slag mod vogterne – et slag, der vil give dem dominans i uglernes rige. Kludd og Soren bliver skilt og da Soren opfører sig rebelsk overfor deres overmænd, sættes han sammen med de laveste i hierarkiet til at samle andres gylp op. Der går dog ikke længe inden Soren har fået fundet sig nogle allierede, som det lykkes ham med nød og næppe at flygte sammen med. De begynder den lange rejse mod de sagnomspundne vogtere, alt imens Kludd har tilkæmpet sig en position som en af de bedste krigere hos fjenden. Det er nok ikke så svært, for kendere af eventyr og fantasy at gætte sig til hvordan dette drama vil udvikle sig efterfølgende.

Filmen er animeret af samme hold der stod bag familiefilmen Happy Feet, men der er meget langt fra de nuttede, danseglade pingviner, til de utroligt realistiske ugler i den nye film. Det som er mest imponerende ved Legenden om Vogterne er, hvordan det er lykkedes animatorerne at skabe liv og bevægelse i et så lidt udtryksfuldt ansigt som uglens. Bevares, uglen er da et flot dyr, men udfordringen med at antropomorfisere næb og fugleøjne, så de bliver levende er lykkedes over alt forventning. Samtidig er fjerpragten utroligt detaljeret og selv de mindste støvkorn, der blæser rundt i vinden, er fascinerende og en fryd at se på. Det kan lige så godt siges rent ud: det er en gribende flot film, problemet er bare filmens overordnede handling.

Det skal siges at undertegnede på ingen måde kan vurdere om Zack Snyder og hans manuskriptforfattere yder Kathryn Laskys bøger retfærdighed, for dem har denne anmelder ikke læst. Til gengæld er fortællingen både klichepræget og formularisk forudsigelig. Dertil kommer at det store galleri af ugler kan forekomme ganske forvirrende, idet man nemt kan rode rundt i uglerne, dels på grund af deres ganske særprægede navne, dels på grund af at de alle sammen er ugler. Karakteriseringen af de enkelte bliver derfor også utroligt overfladisk og selv om der er blevet arbejdet hårdt på at få uglerne til at udtrykke sig graciøst i både mimik og kropssporg, så er det som om man aldrig helt kan føle empati eller relatere sig seriøst til deres verden.

Kort fortalt, så er historien både tyndbenet, unuanceret og ganske forudsigelig – men kan man leve med det, så er filmen sindssygt flot fortalt og flyvescenerne er uden sidestykke noget af det mest betagende der er set på film endnu. For lige så svært det er at relatere sig uglernes indre liv og indbyrdes stridigheder, lige så nemt er det at blive begejstret over deres evne til at føle luft under vingerne idet de suser mod skyerne.