Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Watchmen (162 min.) Biografversion / United Pictures International
Anmeldt 20/3 2009, 21:29 af Claus Krogholm

Watchmen


Watchmen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmatiseringen af Alan Moores og Dave Gibbons' Watchmen har været imødeset med både forventning og bekymring. Tegneserien, der udkom 1986-87, har status som et af den moderne superheltetegneseries vigtigste værker. Det er et stort, komplekst værk, der forener politik, filosofi, metafysik og social satire. Bekymringen har selvsagt gået på, om det overhovedet ville være muligt at overføre et så komplekst værk til film. Nu er filmen her så.

Der er tale om kontrafaktisk historie. Præmissen er, at superhelte faktisk eksisterer, og at de har hjulpet USA til at vinde Vietnamkrigen, hvilket så igen har medført, at Richard Nixon stadig er præsident i 1985, hvor verden står på randen af atomkrig.

Superheltene har været til stede siden 1940, hvor nogle politibetjente iførte sig maskering for at kunne bekæmpe de kriminelle, der ikke kunne rammes inden for lovens rammer. Siden har flere generationer af superhelte fulgt efter. Det er en broget flok, som også almindelige mennesker er; og det er langtfra alle, der kan kaldes helte i traditionel forstand. Derfor har Nixon gjort superheltenes virke ulovligt. Nogle har trukket sig tilbage, andre arbejder for regeringen, mens Rorscharch fortsætter på egen hånd. Men begivenhedernes gang tvinger efterhånden alle tilbage på banen igen; dels fordi atomkrigen truer; dels fordi nogen tilsyneladende er ude på at eliminere superheltene en gang for alle.

Filmatiseringer af superheltetegneserier tog for alvor fart med Richard Donners Superman i 1978, hvor Hollywood for første gang satsede stort på superheltene; endda med selveste Marlon Brando som Jor-el. Siden fulgte fx Tim Burtons Batman (1989), Sam Raimis Spider-man (2002) og Guillermo del Toros Hellboy (2004). Og med Christopher Nolans Batman Begins (2005) og The Dark Knight (2008) har superheltefilmen for alvor sluppet det lavstatus præg, der stadig klæber til prædikatet 'tegneserie'.

Det prædikat har tegneserien paradoksalt nok selv forladt for mange år siden; ikke mindst takket være fx Alan Moore. Derfor har forhåndsinteressen omkring Watchmen også i høj grad været fokuseret på, ikke alene hvordan den står sig i forhold til tegneserien, men også i forhold til fx The Dark Knight. Og her kommer Watchmen til kort.

Problemet med Watchmen er, at filmen ikke rigtig kan beslutte sig for, om den vil være en loyal tegneseriefilmatisering, eller den vil være en film på egne præmisser. Den holder sig i hovedtræk til Alan Moores historie; men det virker som om, Zack Snyder har været mest interesseret i den visuelle side. Den komplekse historie, der på en gang dekonstruerer superhelteuniverset, er en politisk kommentar til den kolde krig, filosofisk-metafysiske meditationer, moralsk fabel og social satire; den historie bliver aldrig rigtig vedkommende i filmen. Karaktererne bliver ikke så levende, at man for alvor kommer til at bekymre sig om deres skæbne. Filmen er i det hele taget noget ambivalent. Nixon er fremstillet som en karikatur med grotesk overdrevet næse, mens fx Henry Kissinger er et meget realistisk portræt.

Musikken er også underlig konfus. Her er Bob Dylans ”The Times they are A-changin'”, Simon & Garfunkels ”The Sound of Silence”, Leonard Cohens ”Hallelujah” og Hendrix' udgave af ”All Along the Watchtower”; men også Nenas ”99 Luftballons”, uddrag af Philip Glass' ”Koyaanisqatsi” og Mozarts ”Requiem”. Musik, der peger i mange forskellige retninger, men ikke samler sig om nogen dybere sammenhæng. Ganske vist bruger Moore også musikalske referencer, men hvor de fungerer som vignetter eller epigrafer til kapitlerne, så kommer de i filmen til at fungere som kommentarer til den scene, musikken bliver lydspor til. Det er et eksempel på, hvordan filmen tager et træk fra tegneserien og overfører det lidt for bogstaveligt til filmen, uden at tage højde for at der er tale om et andet medie.

Watchmen er ikke nogen dårlig superheltefilm. Den er spektakulær og visuelt betagende. Men den er ikke et helstøbt værk som The Dark Knight. Det er som om, at Zack Snyder i sine bestræbelser på at være loyal over for tegneserien – måske i et forsøg på at undgå at påkalde sig Alan Moores vrede – har forsømt at gentænke og genfortolke historien i det nye medie: filmen. Tegneserien er kompleks og stritter i mange forskellige retninger; det samme gør filmen, men den gør det ikke på filmens egne præmisser.

Se også Torben Rølmer Billes anmeldelse af Watchmen


Forrige anmeldelse
« Watchmen «
Næste anmeldelse
» The Rage »


Filmanmeldelser