Det er langt fra første gang biografgængere kan få mulighed for at se Superman på det store lærred. Selv om de fleste nok forbinder Cristopher Reeve med denne rolle, blev den første spillefilm om stålmanden lavet i 1951, hvor det var George Reeves der trak i trikoet. Før det - i 1940erne - var det muligt at se en hel række kortere animationsfilm med ham. Dette, kombineret med det utal af tegneseriehæfter, computerspil, og andre medier også har fortalt Supermanhistorier, gør at der næppe er nogen på planeten, der ikke kender til figuren og dennes oprindelse.

Til trods for at det ”kun” er 7 år siden, der sidst blev gjort et forsøg på at sparke liv i en filmserie om Superman, er det nu igen muligt at drage i biografen for at bevidne en helt ny version af oprindelseshistorien. Det virker som om Warner og DC Comics har valgt at satse på de sikre kort denne gang, for instruktørposten er overladt til Zack Snyder (der tidligere har begejstret både tegneseriefans og anmeldere med film som 300 og Watchmen) og manuskriptet er blevet til i samarbejde mellem David S. Goyer og Christopher Nolan, der sammen fik enorm succes med den nye Batman trilogi. Alle sejl er altså sat til for at gøre Man of Steel til en lige så stor succes som filmene om den mørke ridder, spørgsmålet er så bare om det er lykkedes?

Langt hen af vejen er svaret ja, for selv om figuren aldrig har hørt til blandt undertegnedes favoritter, så er den nye film et ganske vellykket forsøg på at fortælle både den velkendte oprindelseshistorie, give plads til spektakulære kampe og ikke mindst vise den menneskelige side af manden fra Krypton.

Filmen starter med en længere prolog på Krypton hvor forskeren – og den nybagte far - Jor-El forudser planetens undergang. I en parallel til vor virkelighed er der blevet drevet rovdrift på planetens ressourcer og idet han forlægger forskningsresultaterne for Det Højeste Råd afbrydes han da den nådesløse general Zod i samme øjeblik forsøger at lave et statskup. Jor-El flygter hjem til sin hustru, men ikke før han har stjålet et kodeks, der indeholder de vigtigste informationer om Kryptons befolkning. Presset af både planetens undergang og Zod sender forældreparret deres nyfødte søn Kal-El med et rumskib i retning af jorden. Zod dræber Jor-El og straffes sammen med hans medsammensvorne af Rådet til et evigt fængselsophold, nedfrosset i et kosmisk fængsel. Det sidste vi ser af Krypton er Kal-Els mor, der betragter planetens spektakulære undergang.

Hovedfilmen starter da vi ser Clark Kent leve en rimelig forhutlet tilværelse. Han har småjobs på cafeer og fiskekuttere rundt om i USA og forsøger for så vidt muligt at holde lav profil og skjule sine superkræfter for menneskene, der måske aldrig bliver klar til at acceptere at der findes en som ham på vor jord. Alligevel kan han ikke helt undlade at bruge sine kræfter, når nøden stirrer ham direkte i ansigtet og når menneskeliv er i fare. Lige så snart han udfører noget spektakulært, synker han igen i jorden.

Der krydsklippes hele tiden til scener fra Clarks barndom, hvor vi følger drengens opvækst blandt et par virkelig kærlige plejeforældre og hvor han er under konstant pres fra skolekammerater og mobbere, der driller ham med at han opfører sig så anderledes end alle andre.

Journalisten Louis Lane ankommer til det nordlige Canada, hvor forskere har opdaget noget mystisk langt under isen og da hun følger efter Clark til det der skal vise sig at være et oldgammelt rumskib, kommer hun på sporet af sit livs historie – historien om at der muligvis går et rumvæsen blandt os mennesker. En historie som Daily Planet naturligvis ikke har tænkt sig at trykke, da det på redaktøren virker som det pure opspind. Situationen spidses til, da General Zod pludselig ankommer til vores planet og overfor jordens befolkning proklamerer, at de har 24 timer til at udlevere hans landsmand. Hvis det ikke sker truer han med at udslette planeten.

Som man nok kan se, indeholder Man of Steel alle de klassiske elementer man kunne forvente sig af en Supermanhistorie. Louis Lane kender de fleste, men hun er i den nye udgave ikke længere den hjælpeløse bimbo. I Man of Steel er hun både handlekraftig og frygtløs. General Zod kan de fleste filmfans sikkert huske fra de to første Superman film med Cristopher Reeve og et utal af seriehæfter. I modsætning til Superman II er kampen mellem Superman og generalen nu større end nogensinde før og selv om langt de fleste fans måske godt kan forudse hvem der ultimativt vinder, er det en langstrakt kamp, hvor både højhuse, køretøjer og store landområder lægges øde. Det er vitterligt folk med overnaturlige, gudelignende kræfter der kæmper med en brutalitet som ikke er set i nogen Supermanfilm før. Samtidig kommer de mange væltede skyskrabere utvivlsomt til at lede tankerne hen mod Amerikas største traume i nyere tid, selv om filmen er god til at nedtone de ultrapatriotiske elementer, der tidligere har været med til at gøre figuren lidt ekstra kvalm.

Selv om kampen er usandsynlig spektakulær kan det hele måske godt blive lidt trættende i længden, men heldigvis reddes filmen af de ekstra lag, som der også er blevet givet plads til. Filmen fokuserer nemlig en del på far- og sønrelationerne, både det der er mellem Clark og sin jordiske stedfar (spillet af Kevin Costner - så fint, at man ikke engang når at blive irriteret) og det som han senere får til Kal-el, der optræder som kunstig intelligens på det ældgamle rumskibet som han finder i isen. I samtalerne mellem fædrene og sønnen fokuseres især på spørgsmålet om hvordan man bør forvalte de nærmest gudelignende kræfter man han har fået i dåbsgave og på vigtigheden i at træffe de rette valg. Dette bliver ganske rørende uden at kamme helt over i det rørstrømsk patetiske.

Man of Steel er en film som alle der holder af figuren utvivlsomt vil elske også selv om den sikkert - i visse puristers øjne - tager sig lidt for mange friheder i forhold til de originale figurer. Der er sikkert også en del, der førhen har synes at figuren var alt for ensidig, som vil blive omvendt efter at have set Man of Steel, men uanset hvor visuel flot fortalt filmen er, uanset hvor stemningsfyldt og humanistisk den er, så ændrer det ikke på at figuren stort set ikke har nogen akilleshæl og derfor vil det blive endog meget svært at finde en modstander, der er ham værdig. Især nu da general Zod og hans medsammensvorne har fået det de fortjente. Som superheltefilm er Man of Steel virkelig vellykket, men set fra nærværende anmelders perspektiv er det langt fra Zack Snyders bedste film.