Der er blandt mange tegneserienørder ingen tvivl: Marvel er gennem årene sluppet langt heldigere afsted med at omforme deres superheltetegneserier til film end konkurrenterne fra DC. Ja, selv mindre forlag som f.eks. Image og Dark Horse Comics virker som om de har haft bedre held til dette.

Der vil nok en del læsere der straks opponere og vil hævde at at tv-serier som Gotham eller Arrow er mindst lige så gode som de Marvel har produceret (Agents of S.H.I.E.L.D., Agent Carter eller Netflixsatsningen Daredevil), men vi taler altså hér om spillefilmene.

At DC ikke har lige så meget vind i sejlene ændrer ikke ved at tegneseriefans stadig holder fast i håbet, så da det i 2013 på ComicCon i San Diego blev proklameret at Zack Snyder var blevet valgt til at filmatisere en Batman vs. Superman-film, så var der nærmest dømt øjeblikkelig eufori og en række forventninger, som sikkert ingen film ville kunne indfri. For uanset hvordan man vælger at gribe sådan en konfrontation an, vil der altid være fans som bliver skuffede over at det ikke bliver præcist som den film de har forestillet sig.

Batman v. Superman : Dawn of Justice er nu endelig kommet i biografen og med en spilletid på næsten to en halv time, er der i al fald blevet afset rimelig tid til at fokusere på begge helte – spørgsmålet er så blot om det er blevet et seværdigt og interessant slutresultat? Det er ikke et nemt spørgsmål at bevare, for det afhænger i høj grad af hvor nørdet en tilskuer man er.

Hvis man blot vil underholdes i et par timer, se imponerende effekter og hengive sig til ikoniske superhelte i nærkampe så lykkes filmen ganske fint. Filmen er nemlig gedigent underholdende og meget flot eksekveret. Man vil forlade biografen med et smil og en følelse af at det har været en god aften.

Hører man til gengæld til gruppen af ihærdige tegneseriefans der bl.a. kunne forestille, at Batman iførte sig kryptonithandsker og på den vis gav Superman nogle på hovedet som i Frank Millers The Dark Knight Returns eller for den sags skyld havde forventet at folkene bag havde valgt at forholde sig langt mere trofast i forhold til skildringen af superskurken Doomsday som de fleste nok husker fra The Death of Superman vil man sikkert føle sig en smule svigtet – for der er både plothuller og en række interne logiske brist i Dawn of Justice.

Det er svært i en anmeldelse som denne, at beskrive hvori disse konkret består i uden samtidig ikke at afsløre for meget af filmens handling. Derfor vil dette heller ikke ske i dette forum, men det er ikke svært at finde forskellige internetfora der allerede et par dage efter verdenspremieren stadigvæk gløder af harmdirrende fans, som ikke går af vejen for at komme med spoilers og som er noget mere udiplomatiske og ensidige i deres vurdering af filmen end kapellets udsendte er det.

Filmen er dog på ingen måde en fiasko. Henry Cavill gentager overbevisende rollen fra Man of Steel og i rollen som den rablende skøre rigmand Lex Luthor, ses nu Jessie Eisenberg, der føjer noget reelt troværdigt til rollen. Faktisk virker det som om at det netop er denne superskurkerolle der, set over en række Supermanfilm, har budt på de bedste skuespilpræstationer. Selv om der var mange der var lidt ængstelige over at det var Ben Affleck der var blevet valgt til rollen som Bruce Wayne gør han det overraskende godt og helt i tråd med den linje som Christopher Nolan anlagde i den største DC-filmsucces til dato – nemlig den første film Dark Knight-trilogien.

Filmen starter hvor Man of Steel sluttede. Superman er i kamp med General Zod og deres kamp smadrer store dele af Metropolis. Blandt andet må Bruce Wayne, der tilfældigvis er i byen, opleve en gammel ven omkomme, da han bliver fanget i en af de højhuse som vælter. Der er også flere politikere der efter kampen begynder at tvivle på Supermans rolle i samfundet. Er det virkeligt ønskværdigt at have en overnaturlig, usårlig skabning med nærmest gudelignende kræfter til at rende rundt? Tænk nu hvis han vendte sig mod befolkningen.

Samtidig ser den unge Alex Luthor, der netop har arvet et forretningsimperiet LexCorp, sit snit til at bringe de to helte i civil sammen. Luthor ved udmærket godt at dette vil have konsekvenser, for lige så lidt forståelse, Batman har for Supermans ensidige magt, lige så lidt respekt har Superman for Batmans selvtægt, der også synes at være hævet over loven. På den måde er banen blevet kridtet op til en kamp mellem de to helte.

Selv om der i filmen ikke optræder de førnævnte kryptonithandsker, så er det stadigvæk som mangeårig Batmantilhænger en fryd at se Nattens ridder give den alt for stærke Superman et tiltrængt lag, ydmygende lammere i masken. Dette alene er være billetprisen værd, hvis man som undertegnede altid har ment at Superman altid har haft for let ved at klare ærterne.

Alt mens de to helte er ved at give hinanden på munden trækker Luthor en joker ud af ærmet, for han har i løbet af filmen købt sig adgang til resterne af general Zods ødelagte rumskib og her har han skabt en superskurk, der potentielt kan betyde enden på begge helte.

Som man måske kan fornemme, er det på mange måder en helt klassisk superheltefortælling der bliver præsenteret. I løbet af filmen bliver der også vist mere end blot en smule frem til den kommende Justice League film, for som trailers for Dawn of Justice har vist, vælger også Wonder Woman at blande sig i kampen mod Luthors vanskabning. Desuden antydes det kraftigt at både Lynet, Aquaman og endnu en superhelt vil komme på banen – de findes i al fald alle i Luthors krypterede database, som Batman skaffer sig adgang til.

Batman v. Superman : Dawn of Justice ender derfor med at være en ganske hæderlig superheltefilm, der dog desværre også har en række huller og problemer i forhold til at virke helstøbt. Den er ganske tro i forhold til sine hovedfigurer, men uindviede kan måske godt have ønsket at de var blevet præsenteret lidt mere detaljeret for Wonder Woman, i stedet for at måtte vente på den oprindelseshistorie, som DC har lovet kommer i 2017. Den bliver heller ikke kedelig, sin spilletid taget i betragtning. Sagt på en anden måde, filmen kunne sagtens have været meget bedre, men den kunne også virkelig nemt have været blevet meget, meget dårligere end dette.