Abel Ferrara instruerede i 1992 Bad Lieutenant med Harvey Keitel. En film, der i bogstaveligste forstand vendte op og ned på undertegnedes retfærdighedsbegreb. For hidtil var politiet på film altid blevet skildret som heltene, der hver dag tog ud for at jage forbrydere. I enkelte tilfælde havde man set film om politibetjente, der lod sig korrumpere, bestikke eller tog loven i egne hænder, men de fik enten altid som fortjent eller blev hædret som helte.

I Bad Lieutanant var rollerne vendt helt om. Keitel spiller den unavngivne politimand, der høj på alle de stoffer han kan beslaglægge misbruger sin magtposition, tvinger kvinder til at have sex med ham. Han jagter en voldtægtsmand, der har forgrebet sig på en nonne, men det er, på trods af løjtnantens konstante katolske skyldsfølelse over sit eget usle liv, en noget halvhjertet jagt. Samtidig vokser fyrens spillegæld og filmens klimaks er det uvilkårlige resultat af den akkumulerede nedtur, som seeren har fulgt ham gennem.

Der er mange lighedspunkter mellem Ferraras film og så Werner Herzogs spritnye Bad Lieutenant – Port of Call New Orleans – for grundessensen er den samme. Det religiøse motiv er blevet fjernet, sikkert i den politiske korrektheds navn, og handlingen er flyttet fra New York til det orkanramte floddelta i og omkring New Orleans.

Denne gang er det Nicolas Cage, der har fået den altoverskyggende hovedrolle og de, der allerede nu har afskrevet filmens kvaliteter på grund af hovedrolleindehaveren (der – indrømmet - ikke har vist stort skuespillertalent i flere år) bør ikke fortvivle. For Bad Lieutenant – Port of Call New Orleans giver os en hovedrollespiller i storform. Ligesom Ferraras film tvinges seeren til at dele perspektiv med en hovedperson, der i bund og grund er både afskyelig, nederdrægtig og konstant på stoffer, men i modsætning til Ferraras film er Cages’ karakter også præget af en sær retfærdighedssans, der på trods af alle hans fejl og mangler gør ham til et ganske interessant bekendtskab.

Terrence, som løjtnanten hedder, bliver sat på en sag om en likvidering af senegalesisk familie bosiddende i New Orleans. Der er helt klart tale om et narkoopgør, men ingen vil tale med strisserne. Vores antihelt er samtidig kæreste med en escortpige, der lige som ham selv er storforbruger af kokain. Terrences far har droppet sprutten og kan ikke magte sit liv. Spillegælden vokser og vokser, samtidig med at presset fra inspektøren om en opklaring af sagen øges og Terrence ryger længere og længere ud i et misbrug, han ikke er i stand til at styre. Værst af alt, så er der blevet installeret kameraer i de lokaler, hvor alle politistationens beslaglagte varer opbevares, så Terrence kan ikke længere få fat i gratis narko.

Ovenstående lyder måske som en ufatteligt deprimerende, realistisk film om en mand der er ved at gå helt i opløsning og selv om det var det man kunne forvente, nu den er skabt ovenpå Ferraras film, så er Bad Lieutenant – Port of Call New Orleans en helt anderledes, opløftende sag.

Ikke dermed sagt, at den ikke rummer en perlerække utroligt ubehagelige scener og situationer (min personlige favorit er scenen hvor Terrence truer en ansat på et alderdomshjem til at fortælle hvor hendes nevø opholder sig, ved at klemme på den iltslange som den gamle dame, hun passer, har i næsen) men Terrence synes i modsætning til løjtnanten fra Ferraras film at hige efter normaliteten, selv om han er så langt ude på overdrevet.

Denne konflikt mellem hedonisme og selvtægt på den ene side og etik og medmenneskelighed på den anden formår Cage fint at formidle gennem sit gode, ekspressive spil. Han bliver aldrig helt så troværdig som Keitels gennemført ubehagelige svin af en politimand, men det ville omvendt også være trist hvis Herzogs film blot havde været en præcis genindspilning af originalen.

Dertil kommer, at selv om det er en meget mørk, barsk og realistisk politifilm, så finder man også en befriende, grotesk humor på udsatte steder, som eksempelvis i filmens ganske velskrevne dialog eller de scener hvor Terrence hallucinerer, mens han er ude på opgave.

Filmen tager sig fantastisk flot ud, især på BluRay og den er et absolut must hvis man er fan af politithrillers, som er godt skruet sammen. Selv om filmen nok ikke gør lige så stort et indtryk på den forråede seer, som Ferraras film gjorde det i 1992, så ændrer det ikke på at Bad Lieutenant – Port of Call New Orleans er en utrolig seværdig politifilm, der både byder på god dialog, godt karakterskuespil og ikke mindst på en Nicolas Cage, der for en gang skyld har fået ordentligt materiale at arbejde med.