Persepolis er navnet på en af de mest imponerende ruinbyer fra antikken. Placeret i midten af det, vi i dag kalder Iran, var det oprindeligt den ceremonielle hovedstad i det storpersiske rige. Det er heller ikke tilfældigt, at Marjane Satrapis tegneserie og film deler navn med dette fortidslevn, for lige som den kærlige bedstemoder siger til sit barnebarn i filmen, så er det vigtigt ikke at skamme sig over sine rødder. Persepolis er da derfor lige dele kærlighedsærklæring og lige dele kritik af den mangefacetterede kultur i Iran.

Filmen er ligesom tegneserien autobiografisk og skildrer Marjannes opvækst i Iran i en turbulent tid. Marjannes forældre er liberale, frittænkende mennesker, der på mange måder lever en nærmest vestlig tilværelse, men det skal snart ændre sig. Den siddende leder, Shaen, er nemlig forhadt, og folket ønsker radikale forandringer. Det får de da Shaen tvinges til at flygte ud af landet, og det strenge islamiske præstestyre overtager.

Den obsternasige Marjanne har svært ved at tilpasse sig det nye regime, så derfor bliver hun af sine forældrene sendt på skole i Wien. I starten går det hende også godt, men hun går helt i hundene efter et forlist forhold til en ung mand. Hun rejser sønderknust hjem til Iran, kun for at opdage at tingene i landet er blevet endnu værre end før.

Venner og bekendte, som af styret dømmes som anderledes tænkende henrettes. En ven af familien oplever, at hendes mand ikke kan få visum til at rejse til England for at få foretaget en livsvigtig bypassoperation, som de lokale læger ikke magter. Hospitalsdirektøren er hendes gamle vinduespudser, som forklarer kvinden, at hendes mand naturligvis vil komme sig - hvis det altså er guds vilje! Det er endda livsfarligt for drenge og piger at mødes for at holde fest sammen. Det bliver for meget for vores unge hovedperson, der endnu engang rejser væk fra hendes elskede familie for at starte et nyt liv i Frankrig.

Det kan muligvis lyde ret trivielt, og som et handlingsforløb, man har set i forskellige afskygninger et utal af gange, men det er ikke uden grund, at Persepolis både har vundet Juryens Specialpris i Cannes, en Bodil for bedste udenlandske film og et hav af andre festivalpriser, for Persepolis er intet mindre end et fantastisk stykke animation.

Tegnefilmen er - foruden et par farvesekvenser, som angiver den voksne Marjannes ophold i en lufthavn - primært holdt i lange sort/hvide-flashbacks, og stregen fra Satrapis tegneserier er fuldstændigt gennemført gengivet og flot animeret. Selv om de geopolitiske forhold og det nostalgiske tilbageblik på Iran før præstestyret fylder meget, er filmens primære mål at levere en animeret bildungsroman, der skildrer den svære rejse fra barn til voksen beskrevet med en poetisk og ofte befriende humoristisk pen.

Et godt eksempel er scenen med den unge digter, som forfører Marjanne i Wien. Vi ser en romantisk køretur gennem natten og en kollage af scener, der viser de to elskendes liv sammen, lige indtil Marjanne fanger den unge mand sammen med en anden pige. Hun sætter sig bitter på en bænk og gentænker nu hele forløbet en gang til, hans før så harmoniske ansigt er nu i bagklogskabens skarpe lys plaget af bumser og udstående tænder, den romantiske køretur gennem natten afbrydes af, at han vil have hende til at betale for benzinen, osv.

Selv om filmen - set fra et tegnefilmsæstetisk perspektiv - hverken er bjergtagende smuk eller overdådigt lavet, så udnytter filmen alligevel de unikke visuelle muligheder, der ligger i animationen. Filmen ville ikke kunne fungere på anden måde, og det er netop derfor, Persepolis virker så godt.

Den basale kritik af det strenge islamiske styre i Iran kunne måske ses som leflende for en tidsånd, hvor islam oftere og oftere dæmoniseres, og til dels sker dette også i Persepolis. Fokus synes dog ikke at være så meget på selve religionen men derimod på et totalitært, undertrykkende styre, som hensætter den almindelige, velfungerende borger i frygt, og som søger at hindre den frie tanke. Det fine ved Persepolis er, at den viser os, at blot fordi man kommer fra Iran, er man ikke nødvendigvis en fundamental, koransvingende tosse med en plasticnøgle til paradis’ porte om halsen. Persepolis cementerer, at vi vesterlændinge ikke bør frygte alt som er anderledes, både fordi der er meget andet i den mellemøstlige kultur, som både er smukt og fascinerende, og fordi mange af de værdier vi kender - ytringsfrihed, den frie tanke - heller ikke her kan undertrykkes, uanset hvor brutalt et styret regerer.