Få instruktører har opereret on/off på sidelinjen af dansk filmkultur, og alligevel haft så stor indflydelse på den, som Christian Braad Thomsen har haft. Med en række film, der dristigt forsøger andre veje end den slagne, populære vej, har han skabt en række værker – inden for såvel dokumentarisme som fiktion – med fokus på stilfigurer og fortælleformer, der sjældent ses i dansk film. Kniven i hjertet (1981) er et værk, der placerer sig nogenlunde midt i Thomsens karriere, men er også tæt på det bristepunkt, hvor han ragede uklar med Det Danske Filminstitut efter en række rabiate udtalelser om tidens og instituttets filmkultur. I 80’erne holdt han derfor en lang pause fra filmen. Kniven i hjertet er endelig udkommet på en tilgængelig dvd i den såkaldte Christian Braad Thomsen Collection.

Filmen handler om den ensomme postarbejder Jesper, der har en særegen evne til at mærke på brevene, som han sorterer og omdeler, om det er kærestebreve. Han åbner derfor brevene og læser dem under forestillingen om, at de var henvendt til ham. Ensomheden klinger hult, men han får lidt indsigt i det, han mangler – kærligheden – gennem netop brevene. Til hans store overraskelse møder han en dag på en bar en bartender, der inviterer ham hjem, og de ender – trods hans vægrende fornemmelse for, hvad det betyder – med at blive kærester. Filmen opererer på den måde inden for hverdagsdramaet, måske tæt ved det, der inden for litteraturen er blevet omtalt som hverdagsrealisme. Rytmen er rolig, stilen er undertonet, og spillet ligeså: Det er ensomhedens mellemværende, det hele handler om.

Thomsen har selv en stor interesse for filmhistorien og dens største værker. Han har selv skrevet om dem, og holder sig sjældent tilbage for at påpege, hvor mangelfuld tidens filmtradition – hos såvel producent som seer – er. Det var netop denne holdning, der satte ham ud i kulden i det etablerede hierarki i dansk filmkultur. Det interessante er dog, hvor vedholdent han har båret denne kritik videre med det resultat, at hans egne film også formår at trække interessante tråde til nogle af de hovedværker, som Thomsen selv elsker. I introduktionsteksten, der er vedlagt dvd’en, sætter Thomsen ikke sit lys under en skæppe, men fremhæver vigtige inspirationskilder som Fassbinder og Bresson. Særligt er Bressons realisme tydelig i Thomsens film.

Der er dog andre interessante skikkelser, der vil være værdige at kaste ind på blomsterbedet af relevante spirer. Den franske nybølge – især de tidlige tendenser – er ikke fjern i denne sammenhæng. Faktisk spiller Thomsen rent praktisk efterhånden måske lidt den samme rolle som Jean-Luc Godard gør i den franske filmkultur: Godard er stadig aktiv, men på baggrund af meget lignende flammende holdninger til filmkulturer figurerer han på et sidespor – dog ikke et uvæsentligt sidespor. En skikkelse fra nybølgens samtid er Louis Malle, der også formåede at trække ensomheden ind i filmens rytme og fortælling. Særligt oplagt er sammenligningen – rent fortællestrukturelt – med Malles Kold ild, der – uden at fortælle for meget – også hiver hovedkarakteren ind i en deroute af dimensioner.

Det er på den måde nogle store drenge, som Thomsen danser med her. Derfor skulle man tro, at det faktisk kun kunne være en tand for overtonet. Men Kniven i hjertet er alligevel mere sin egen, og for enhver, der kan læse nogle kulturelle spor fra den danske slut-60’er- og start-70’er-ideologi, er filmen interessant. Den trækker på fascinationer af det traditionelle og det folkelige, som vandt indpas i disse årtiers kultur. Dette bruger Thomsen først og fremmest ved at bruge en gammel dansk folkevise som indpakning. Ydermere læner filmen sig også gennemgående op ad den symbolik, der ligger i kniven, som bæres i titlen. Det er ikke klart fra starten, hvad titlen skal betyde – udover at det selvfølgelig har nogle associationer til kærlighedssorger. Titlens dobbeltbetydning bliver klar undervejs.

Samtidig fremhæver Thomsen også, at brugen af sort/hvid-billeder – filmen er udelukkende i sort/hvid – faktisk trækker filmen væk fra det dokumentariske. Derved mener han, at han trækker filmen ud af realismen og ind i et mytologisk landskab. Mytologi bliver her også kørt i stilling af folkevisens klang. Realisme og myte kommer dog ikke til at fremstå som modsætninger, men fungerer i stedet netop som hinandens supplement. Lidt på samme måde som Malle kunne trække livets store filosofiske rammer ind i en skildring af noget helt almindeligt. Dette møde finder vi også i Thomsens fine film – og hvor er det skønt, at den nu er til at få fingrene i.