I sin seneste film Blues for Montmartre begræder den danske instruktør Christian Braad Thomsen savnet af noget, der stadig eksisterer: spillestedet Montmartre i København. Når han kan gøre det, så er det, fordi han knytter noget helt bestemt til stedet. Montmartre er ikke et sted for folkemusik, det er ikke et rocksted, og det er slet ikke et diskotek. Alt sammen skæbner stedet er undergået gennem tiden. Montmartre er et jazzsted, og det er et af verdens centrale jazzsteder, som langt de fleste vigtige jazznavne fra slutningen af 50’erne til starten af 70’erne betragtede som et fristed, et Copenhaven.

Derfor kan Braad Thomsen græde over manglen på noget, der stadig eksisterer. Sidste år genåbnede stedet under navnet Jazzhus Montmartre på foranledning af jazzpianisten Niels Lad Doky, men det nævnes ikke i filmen. Den handler om fortiden, guldalderen, dengang hvor navne som Ben Webster, Stan Getz og Dexter Gordon gæstede stedet. Montmartre blev til et sted, hvor musikerne fandt et frirum fra den racisme, som åbenlyst praktiseredes i USA, hvor langt de fleste berømte navne kom fra. I løbet af 70’erne dukkede denne racisme også for alvor op i Danmark, og det er derfor ikke kun musikalsk symptomatisk, at Montmartre kom på nye hænder i 1976. Det skete også parallelt med en kulturændring i dansk mentalitet.

Filmen er ikke en historisk gennemgang af Montmartre som location og som spillested. Det er snarere en film, hvor de personer, der udgjorde stedets sjæl, får lov at komme til orde sat i perspektiv af centrale kommentatorer såsom Torben Ulrich. Derfor fungerer Blues for Montmartre ligeså vel som personlige portrætter af jazzmusikerne, mens den også tegner et interessant og kærligt rids over jazzens udvikling fra beboppen ind i avantgarden. Braad Thomsen er selv filmens fortæller, hvilket gør rejsen nærværende og personlig, fordi det i ligeså høj grad er hans kærlighed til jazz, der skinner igennem. Det er en anerkendelsesfortælling, der tegner et rids, som også er at finde i Braad Thomsens personlige hitliste over jazzkomponister i bogen Drømmejazz (2009).

Blues for Montmartre er anekdotepræget og fremstår adstadigt improviseret. Selvom Braad Thomsens greb om genrens historie og personagernes betydning for stedet er tydeligt til stede, så er flere af interviewene efterladt med mere eller mindre spontane samtaleudtryk. Jazzen handler om at finde sjælen frem gennem improvisationens farlige vej, der kan være så sublim, men gå så galt. Dette moment af improvisation afspejles gennem interviewenes forefaldende karakter, selvom der undervejs ingen tvivl er om, at Braad Thomsen sidder i baggrunden som en styrende perkussion, der gør, at det hele ikke kører af sporet. Den samme tone ligger også over Braad Thomsens jazzede spillefilm Den Blå Munk (1998).

Det er svært for mig at sidde som ung mand med stor kærlighed til 60’ernes bebop og vide, at den danske hovedstad har spillet en så central rolle for jazzen årtier før, min musikalske bevidsthed blev formet. Jazzen er i dag blevet indlejret i mange subsidiære genrekombinationer, eftersom avantgarden allerede i 60’erne og 70’erne tog det så vidt, som det nærmest kunne komme. Der er en renhed, en improvisatorisk og formaliseret glæde og en elementær grundstemning i den jazzstil, som Montmartre stod for, der er svær at finde som andet end en skygge eller efterligning i nutidens jazz. I Christian Braad Thomsens Blues for Montmartre kommer vi så tæt på atmosfæren, som det er muligt.